Japan ude af takt

Det begynder som forventet. Som når vi normalt får biograf-besøg fra Japan. Det roligt dvælende drama i en lige linje fra Ozu til nutidens Koreeda. I indledningen slår takten, som den skal. Helt bogstaveligt holder et metronom takten, imens familiens pige øver klaver. Far, mor og datter. Det er forventet, som det skal være. Indtil en fremmed flytter ind. Nu er den japanske forventning fucket op. Grumt og næsten smukt.

For Koji Fukada ved udmærket, at han leger og bryder med den japanske forventning. Det hele er så lavmælt til en start. Mor beder kristen bordbøn med datteren – far spiser. En underspillet og udramatisk forskel. Men den her dag bliver ikke en almindelig, medmenneskelig dag i japansk film. Far bliver mødt af en gammel bekendt ved sit værksted. De kender hinanden, men er ikke venner. Den fremmede har noget på far. Får arbejde på værkstedet og flytter ind i privaten. Han bukker og taler som en høflig japaner. ’Drop det formelle,' siger far til fremmed. Og det gør de og hele “Harmonium” så. Snart er der blod, hævn og bedrag, som var Fukada blevet smittet af en gal koreansk slægtning.

Det indså jeg dog først senere. For “Harmonium” sætter sig aldrig for alvor, men udvikler sig løbende med små skridt og høflige buk, som i det næste radikalt forandres med kæmpe hop på otte år, hvor drama om tilgivelse bliver erstattet med noir, tragedie og evig hævn. Og først til slut indså jeg, at der alligevel var en stor plan. En helhed om fortidens synder. En film konstant ude af takt og alligevel i perfekt takt, når Fukada og den fremmede er færdige med familien.

Undervejs så jeg mange forskellige fortællinger. Den fremmede har en morderisk fortid, han er en synder, som både er frastødende og tiltrækkende for den bordbøns-religiøse mor. Det bliver en stund deres film. Med snakke om religion om tilgivelse. Er du en abe-unge eller en killing? Der enten selv hænger fast eller viljeløst bliver båret rundt af Gud. Snart er det dog en mor-datter-film. Det er det allerede i indledningen, da datter fortæller mor, at der findes edderkopper, som spiser sin mor. Og hun lader dem gøre det. Nu bliver det snart en fortælling om en mor, der vil gøre alt for sin datter.

Som manisk at vaske hænder i evige tvangstanker, da mors synder rammer datteren. Hun har sin egen, private sæbe. Skrubbe, skrubbe, skrubbe. Alligevel vil fortiden ikke gå væk. Mord kan aldrig tages tilbage. Den slags blod går ikke af i vask. Derimod banker den gerne på døren i ny forklædning otte år senere med det kristne dilemma: tilgivelse eller hævn? Find takten igen eller få vasket dine hænder i smadder af fortiden.