Langtfra fænomenalt fænomen

Hvem havde nogensinde troet, at en forholdsvis billig tv-film som “High School Musical” ville avle et gigantisk kulturfænomen, fortrylle millioner af seere verden over og bevirke masseproduktionen af ikke blot alskens albums, dvd’er og plakater, men også madkasser, dynebetræk og slikposer?

Det er egentlig svært at begribe musicalens monumentale succes, når man ser den. For selvom “High School Musical” da til tider er forholdsvis charmerende, så bærer den tydeligt præg af, at Disney blot betragtede den som endnu en bitte produktion, som bare skulle udfylde et tomt hul på Disney Channels sendeflade. Hverken seancens danse- eller musiknumre er noget særligt, og ingen af dem lever tilnærmelsesvis op til den høje standard, som sangene i Disneys klassiske tegnefilm har sat. Der er øjensynligt ikke blevet afsat mange penge til scenografien, som er afsindig kedelig, lydsiden er trist, og produktionens beskedne budget har også tvunget dens bagmænd til at hyre utallige middelmådige skuespillere, som man (forståeligt nok) aldrig har hørt om før.

På den anden side er der flere indlysende årsager til, at utallige teenagere og såkaldte tweens har forelsket sig i filmen. “High School Musical” mønstrer et fejlfrit verdensbillede, hvor ingen handlinger har seriøse konsekvenser, hvor konflikter løses på få nanosekunder, og hvor alle drenge og piger ligner eftertragtede modeller og stort set aldrig træder en fod forkert. Det er sådan en behagelig, fiktiv verden, som mange børn formentlig drømmer om at vokse op i, spækket med den slags forbilledlige teenagere, som mange børn selv fantaserer om at blive. Det ville være en underdrivelse af format at betegne “High School Musical” som naiv. Men filmen tror så fuldt og fast på sine godhjertede moraler, at det faktisk bliver svært ikke at holde en smule af den.

Den sukkersøde fortælling har et familievenligt og hjertevarmende budskab: Bare vær dig selv, stol på din intuition og forfølg dine drømme, og så skal det hele nok gå… Og det er da også en ganske prisværdig pointe i en tid, hvor mindreårige bombarderes med billeder af succesrige jævnaldrende, der indgyder en skrupforkert forestilling om, at man er inferiør, hvis man ikke både har popularitet og succes. Og filmens få mindeværdige numre slår for alvor pointen fast: Den selvironiske sang “Status Quo” om, hvor fedt det er bare at gøre ligesom alle de andre, og duetten “Start of Something New”, der er opført af gymnasieeleverne Troy og Gabriella, som portrætteres af hhv. Zac Efron og Vanessa Hudgens. De to er også kærester i virkeligheden – et faktum, som formentlig har frydet folkene i Disneys PR-afdeling.

Ligesom talløse andre opspundne helte og heltinder gennem tiderne må Gabriella og Troy fremmane modet til at konfrontere deres omgangskreds med nyheden om, at de er vilde med andet end deres (god)kendte fritidssysler: I dette tilfælde at synge. Parret drømmer om at medvirke i deres gymnasiums musicalshow, og eftersom ingen alvorlige dilemmaer eller skurke nogensinde introduceres, er der aldrig tvivl om historiens udfald. Bare et par overraskelser undervejs havde været velkomne i en film, som stjæler fra flere ungdomsfilm og musicals, end det er til at holde styr på.

Alt for mange af sangene er anonyme og for lange, men filmen ved heldigvis nøjagtig, hvornår den bør takke af. Og Efron og Hudgens har (ikke overraskende) god kemi og masser af karisma – de tror tydeligvis på de moralprædikener, deres fiktive alter egoer jævnligt disker op med, og det gør dem kun mere sympatiske. Turtelduernes tøjlesløse og til tider smittende entusiasme er med til at gøre “High School Musical” fordøjelig – også for dem, som ikke kryber til køjs under en dyne med filmens ensemble påtrykt.

Video

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Det kan godt være, at “High School Musical” ikke har haft et enormt budget, men den ser trods alt glimrende ud i HD. En smule digital støj og edge-enhancement optræder under få af de lyseste scener. Men billedsiden er derudover pletfri og knivskarp, og både farvegengivelsen og kontrasten er perfekt.

Audio

Det engelske PCM 5.1-lydspor er ganske vist ukomprimeret, men langtfra imponerende. Man kan tydeligt høre, at filmens lydside blev designet til at blive afviklet på den gængse børnefamilies almindelige fjernsyn og ikke i en hjemmebiograf. Baghøjtalerne benyttes stort set aldrig – selv ikke under de største dansescener. Sangene er også underligt mixet. Solisternes stemmer lyder ofte alt for højt i forhold til musikken og koret. Dialogen er sædvanligvis tydelig, men lyder også flad og indimellem så spids, at man fristes til at skrue ned for volumen. Subwooferen er også forholdsvis tavs, og undertegnede mindes ikke én eneste panorering. Støj forekommer dog aldrig. Det danske Dolby Digital 5.1-mix lyder hverken bedre eller værre, men det er formentlig kun de mindste, som ikke vil finde det underligt, når karaktererne taler dansk.

Ekstramateriale

Smugkig på “Pinocchio”, “Up”, “Prinsessen og frøen”, “High School Musical 3: Senior Year”, “Space Buddies”, “Klokkeblomst og den forsvundne skat” og “Hannah Montana”-tv-serien medfølger. Det samme gør fem musikvideoer, som desværre hovedsageligt består af kedelige studieoptagelser og klip fra filmen. Man kan vælge at se en karaokeudgave af filmen, hvor ordene farvelægges i takt med, at de synges, så man let kan synge med. Fem korte dokumentarer (samlet varighed ca. 38 min.) medfølger også, som beretter om filmens succes, dansetrin og hovedrolleindehavere. Alle disse meget sentimentale featuretter henvender sig udelukkende til fans. Ekstramaterialet (bortset fra trailerne) præsenteres i 480p.