En catching film

Lad det først og fremmest være sagt, at det er svært at anmelde en “halv” film som “The Hunger Games: Catching Fire”, der udgør midterdelen af en tredelt fortælling. Det svarer til at gå ud af biografsalen efter en time af en individuel film og skrive sin anmeldelse. Det er svært. Når det så er sagt, er der ikke meget andet, der er svært ved “The Hunger Games: Catching Fire” om den viljestærke Katniss Everdeen og hendes kamp for dem med mindst. De sultne.

Efter Katniss’ og Peetas dødsspændende sejr i det første dødsspil, hvor deres kærlighed og kill-instinkt sikrede dem deres overlevelse, så frygtede jeg, at “The Hunger Games: Catching Fire” ville blive en kedelig gentagelse af den første film. Men ligesom vores kvindelige hovedperson så er den anden film i serien blevet mere moden, voksen og hardcore, hvor den forestående revolution i den post-apokalyptiske fremtidsverden, Panem, ligner en ægte borgerkrig og ikke et krigsspil fra BR lavet i ungdomsvenlig plastic. Det er alvor det her. Selvom gentagelsen lurer om det oprørske hjørne, så er der denne gang langt mere tryk på det samfundsharske aspekt, hvor vores syge underholdningskultur sættes under kritisk lup. I Panem er de nået til, at spil på liv og død er dødgod underholdning, hvor vi dog bare “nøjes” med dumme hotelknepperier og mødre, der er unge. Det gør det til en vældig og værdig film for både teenagers og os, der er lidt ældre. Hurra for en film, der ikke taler ned til sit publikum og som tør tage et standpunkt!

“The Hunger Games”-filmene kommer som bekendt i kølvandet på en anden ungdoms-franchise, “Twillight”. Men hvor vampyrfilmene aldrig kom sig over ‘bide-føle’-stadiet, så vil og tør “The Hunger Games” noget anført af en smækker, stålsat Jennifer Lawrence. Her har vi en hovedperson, der er både stærk og god på en måde, der hverken virker forceret eller søgt. Den kvinde oser jo af både charme og karakterstyrke, særligt når hun sætter hårdt mod hårdt over for seriens nye, karismatiske superskurk Philip Seymour Hoffman. Hvor er det dog dejligt, at Hollywood fandt hende.

Filmen er bedst i starten, hvor revolutionen venter lige om hjørnet, og Katniss skal vælge, hvem hun gerne vil og kan være – en ny Jeanne d’Arc måske?. Denne gang er skridtet taget fuldt ud i forhold til fattigdomstematikken. I Katniss’ distrikt er fattigdom lig med evig sult, og rigdom er lig med fester, hvor man altid har muligheden at kaste op, hvis man vil have plads til mere mad. Vold, brutalitet og blod er del af hverdagen. Den virkelighed bliver vi bestemt ikke skånet for!

Det er et modigt træk i en film, der er rettet mod et ungt publikum. Det er også en af grundene til, at “The Hunger Games: Catching Fire” også bliver interessant for et ældre. Kontrasten mellem fattig og rig er udpenslet, men den løftede pegefinger gemmes væk til fordel for en opfordring til at danne sin egen mening. Og selv om Katniss’ dilemmaer udfoldes i Panem, så føler man sig aldrig ret langt fra en foruroligende bekendt virkelighed. Er det ikke bare en voldsom udgave af vor egen tid?