Dårlig smag med holdning

Jeg var 15 år gammel, da Jackass begyndte sin turnus på MTV. Og jeg elskede det! Jeg ville flytte til Los Angeles og arbejde på et skateboard-magasin med et skjult kamera under armen. Jeg ville også gøre noget, der blev regnet for uacceptabelt, men som alligevel havde sin helt egen dagsorden. Fredag klokken 22 på MTV. Jeg var der hver gang. Men til trods for at omgivelserne stærkt regnede med, at det da ville gå i sig selv igen, kan jeg stadig forstå, hvad der drev den yngre version af mig til at være så loyal mod noget så tankeløst. “Bad Grandpa” er i dén grad med til at minde mig om det.

“Man kan gøre langt det meste, hvis man bare prøver”, siger bedstefaren til sit barnebarn, Billy, i “Bad Grandpa”, der er den første film fra Jackass-drengene, der ikke bliver decideret promoveret som en sådan. Og han har helt ret. Man kan gøre langt det meste. En scene cementerer netop det faktum, da den gamle mand prøver at sende sit barnebarn af sted til hans destination i en papkasse via kurer. Billy rumsterer og taler i kassen, men med en halvhjertet forklaring fra bedstefar om en mekanisk statue, der ikke er slukket(!), bliver den besværlige kasse accepteret som fragt. Man skal jo helst ikke sige den gamle mand imod. Kunden har jo altid ret, ikke sandt?

Netop på grund af sådanne betragtninger om vores egen opførsel i det offentlige rum har “Jackass” altid været interessant. Jovist, drengene har altid været mest kendt for deres dumdristige stunts, men det har aldrig været det egentligt interessante ved dem. Det har instruktør Jeff Tremaine forstået med “Bad Grandpa”.

Men halvanden time er lang tid med pranks og skjulte kameraer, og det ender da også med, at “Bad Grandpa” mister lidt af pusten på trods af, at de forskellige jokes ikke gør det. Når den unge Billy til sidst skal med i en skønhedskonkurrence og Knoxville og Co. derved peger fingre ad en lettere ulækker tradition i det amerikanske samfund, er det ikke på grund af indholdet, at det begynder at blive en smule langvarigt. Nej, det skyldes udelukkende en spilletid, der burde være blevet skåret ned, inden filmen mødte det store publikum. Selv med en såkaldt handling kan halvanden time i selskab med Billy og bedstefar alligevel virke en kende lang.

Derfor varede de oprindelige “Jackass”-episoder i sin tid også kun en lille halv time hver især. Ved at se “Bad Grandpa” forstår man hvorfor. Men så er der jo grinene, som med lethed hales ud af et veloplagt publikum, der ved, hvad de går ind til. Men der ligger også en spydig kommentar i de fleste af drengenes jokes. Til skønhedskonkurrencen møder vi en lille, nedladende skønhedsdronning. Hendes ægte ansigt er svært at få øje på gennem al den billige makeup. Iblandt de mange konkurrenter i konkurrencen er netop hun fremhævet i filmen. Og hvorfor mon det? Jo, der er holdninger nok i “Bad Grandpa”, der heldigvis ikke drukner i al den dårlige smag. Man kan derved spørge sig selv, hvilken smag der her er værst: At se Johnny Knoxville gøre sig selv offentligt til grin? Eller at fremhæve små piger som vamle sexdronninger?