I Kina sparker de børn

Nogle vil nok mene, at det er helligbrøde at genindspille John G. Avildsens “The Karate Kid” fra 1984, men i så fald bør man lige slå (eller eventuelt cirkelsparke) koldt vand i blodet. Avildsens Oscar-nominerede 80’er-hit er da underholdende og charmerende, men den er blevet mindre slagkraftig og mere corny med alderen, og så er det værd at huske, at den også var et remake. Nej, den var ikke en genindspilning af en specifik film, men den klassiske historie om den ensomme outsider, som forvandles til en populær champ, er altså blevet fortalt og genfortalt siden tidernes morgen.

Den største skuffelse ved den nye “The Karate Kid” er, at den ikke forsøger at gøre noget nyt med de velkendte ingredienser fra Hollywoods støvede skabshylder. Den har bare fundet en gammel opskrift frem og fulgt den til punkt og prikke. Den nye “The Karate Kid” begynder nøjagtig ligesom originalen. Titlens knægt drager væk fra sine vanlige, trygge omgivelser sammen med sin mor. Men hvor forlæggets ungdommelige helt, Daniel Laursso, blot drog fra New Jersey til Californien, rejser den nye films endnu yngre helt, Dre, den lange vej fra USA til Kina. Her støder han på en helt ny kultur, nye kammerater, nye bøller – og Jackie Chan.

I den gamle film blev Daniel undervist i karate af den japanske vicevært, Mr. Miyagi: En diminutiv herre à la Yoda, som både gav Daniels selvtillid og kampsportsfærdigheder et boost, så han kunne overmande skolegårdens bisser og score drømmepigen. Chan spiller den nye Miyagi, Mr. Han. Ja, i det mindste har genindspilningens bagmænd ændret navnene og omgivelserne, og i en tidlig scene, hvor Han tværer et insekt ud med en fluesmækker, forsøger filmen tydeligvis at tage afstand fra originalen, hvor Miyagi prøvede – uden held – at fange fluer med oldgamle spisepinde. Budskabet er klart: Den nye “The Karate Kid” er anderledes og moderne, folkens!

Men historien viser sig hurtigt at være lige så traditionsbunden som kinesernes spisevaner. Ikke én eneste overraskelse indtræffer mellem Dres første møde med Han og den store karateturnering, som runder fortællingen af. Den første film var også forudsigelig, jovist, men dens karakterer var mere raffinerede, historien var mere stramt opbygget, og kemien mellem Miyagi og Daniel var stærkere end dijonsennep. Med sine 140 minutter er “The Karate Kid” anno 2010 cirka et kvarter længere end originalen, og det kan mærkes. Tempoet er langsomt, der går for lang tid mellem historiens for længst forudsete brændpunkter, og der er adskillige alenlange, overflødige montager, som fremtvinger utilsigtet latter – især når Dre og Han sparker ud i den tomme luft på toppen af den kinesiske mur til tonerne af James Horners overgearede musik.

Men kemien mellem skuespillerne er heldigvis intakt. Jaden Smith, Will Smiths 12-årige søn, er fuldstændig overbevisende – om han så skal forestille at være fortvivlet og trist, som han er i starten, eller en selvsikker, røvsparkende tween, som han bliver senere. Og ovenpå en række forglemmelige præstationer i flere petitesser (“Rush Hour 3”, “The Forbidden Kingdom”) kommer Chans glimrende præstation nærmest som en åbenbaring. Det klæder den sædvanligvis højspændte Chan at være lidt mere tilbageholden, og i en enkelt bevægende scene (filmens bedste), hvor Han røber sin traumatiske fortid over for Dre, afslører Chan en rørende, dybfølt sårbarhed, som man ikke anede, han magtede. Sammen udgør de to en fabelagtig duo, som man ikke kan undgå at holde af.