Den franske instruktør Claude Chabrol er som del af sit hjemlands legendariske nybølge for et halvt århundrede siden mest berømmet for den mageløse “Fætrene” (1959), men har dog siden hen med jævne mellemrum påkaldt sig sin udelte opmærksomhed. Med det nyeste skud på stammen – “Magtens rus” – er der imidlertid en del, der peger i retning af, at den aldrende mester er i færd med sine sidste krampetrækninger.

Uden at nærværende anmeldelse af den årsag skal give instruktørens seneste merit det endelige dødsstød, er den tandløse “Magtens rus” nu engang et fedtfattigt produkt uden vanlig substans, hvor vigtigste ingrediens er det, der med et tidstypisk ord kendes som kreativ bogføring på storpolitisk plan. Dramaet med et let anstrøg af komedie indledes da også med arrestationen af finansmanden og selskabsdirektøren Michel Humeau (Francois Berléand), som angiveligt har rodet sig ud i bedrageri og underslæb for millioner. Mere præcist formuleret er han i hvert fald fremstillet som kynisk storforbruger af firmakortet, hvilket blandt andet er kommet den unge elskerinde til gode.

Som sådan er det nu ikke så meget Michel Humeau, men derimod den karrieremindede undersøgelsesdommer Jeanne Charmant-Killman (Isabelle Huppert), spillet tager sit overordnede afsæt i. Bidsk som en piratfisk, siger rygtet, men i virkeligheden handler “Magtens rus” ikke så meget om hendes hårdtslående juridiske kompetencer som det storpolitiske spil, hun blot er en del af og i tilgift hendes samspilsramte forhold til en forsmået ægtemand, der åbenlyst ikke stiller sig tilfreds med at have afgivet forsørgerens rolle.

Det understreger han – den knapt så arbejdsomme mediciner Félix i øvrigt spillet depraverende af instruktørens søn Thomas Chabrol – lakonisk med ”vi er to spøgelser, der af og til mødes i en overvåget lejlighed”. Trods de negativt ladede toner, hvorpå ægteskab og karriere lider drøje hug, er “Magtens rus” at opfatte som komedie, men det er dog på Claude Chabrols helt egne præmisser. Over en bred karm tegnes et billede af karrieremenneskets higen efter magt samt de lokumsaftaler og illegale pengetransaktioner, der uundgåeligt finder sted under overfladen i en finansverden, hvor storpolitik og økonomi er usvigeligt tæt forbundet.

Det gælder om at holde skjulte miner til slet spil, mens beskyldningerne fyger gennem luften, og den muligt ‘store fisk’ måske alligevel ikke er den stråmand, som det først blev kalkuleret med. En væsentligere pointe er imidlertid, at magtens korridorer rummer mange hemmeligheder og mindst lige så mange forgreninger til retssystemet, hvilket også gør, at Jeanne Charmant-Killman rykkes rundt efter for godt befindende, hvis hun er ved at komme for tæt på en forklaring på tingenes rette sammenhæng. Samme Charmant-Killman forsvares i øvrigt subtilt og med pondus af en autoritetstro Isabelle Huppert, der portræteres som fandenivoldsk og kynisk storforbruger og misbruger af andre mennesker. En mekanisme hun i virkeligheden også selv er offer for.

Hvad der umiddelbart tegner lovende, udvikler sig desværre ikke helt i den retning. Selv om pointen om den magtbegærlige patriark, der i virkeligheden selv er en brik i det helt store spil, er ubestridelig og væsentlig, er det svært at se, hvad Chabrol ellers har haft på hjerte, om end den bedagede instruktørs særstatus unægteligt understreges hist og her. Førnævnte pointe er i hvert fald ikke nær fængslende nok til, at gryden kan holdes i kog i samfulde 110 minutter og slet ikke, når herligheden samtidig serveres i en lettere tam visuel indpakning.

Med “Magtens rus” ligger selvfølgelig en slet skjult systemkritik, og det bør ikke forklejnes. Det er et tidstypisk eksempel på råddenskaben og det forlorne ved vort samfund og sætter store spørgsmålstegn ved, hvor ufejlbarligt demokratiet er. Og selv om fortællingen på det afsæt bærer en væsentlig prægnans, er det spørgsmålet, om ikke Chabrol skulle have sat tingene endnu mere på spidsen – for underholdningens skyld – og presset sin hovedkarakter ud i et større dilemma, ud i en mere betændt zone. “Magtens rus” er langt fra berusende og appellerer til en opstrammer.

Video”Magtens rus” fremstår i et udmærket anamorphic widescreen 1.85:1 format, der kun rummer ganske få tilfælde af edge-enhancement og digitale forstyrrelser. Mere graverende er dog den svingende kontrast, der især gør opmærksom på sig selv i filmens mørkere scener. Til gengæld har billedsiden et prangende filmlook og en rimeligt konsistent farvetemperatur, og udtværinger er der heller ikke nogen af. Generelt er der tale om et indtagende look med enkelte ridser i lakken.

AudioDe fransksprogede Dolby Digital 5.1, Dolby Surround 2.0 og DTS lydspor indfinder sig på lydsiden og efterlader et rimeligt aftryk. Der er kun ganske få eksempler på lydpanoreringer, atmosfærelyden er en smule uinspirerende, og bagkanalerne er kun sjældent i brug. Til gengæld er dialogen tydelig, og den benyttede musik bredes ud og fordeles lejlighedsvis fornuftigt i alle højtalere og fungerer dermed som et stemningsskabende element.

EkstramaterialeUdover trailere for “Breach”, “Spurven – La Vie en Rose”, “The Return” og “The Front Line” byder udgivelsen ikke på ekstramateriale.