Set i Bauer-spejlet

Filmskabere har altid været tiltrukket af spejle. Først og fremmest repræsenterer spejlet på et helt praktisk plan muligheden for at vise en situation fra flere vinkler i blot ét billede samt muligheden for at vildlede publikum visuelt – men spejlet er et tveægget sværd, som samtidig bærer på risikoen for at afsløre filmholdet og dermed bryde illusionen.

Netop denne illusion tematiseres ofte i film, hvor spejle spiller en essentiel rolle – der opstår en slags selvreferentialitet, idet film i overført betydning selv er en type spejl, der afbilleder en virkelighed. Denne leg med virkeligheden bag spejlet ses i stort set alle kulturer og religioner, hvor spejle altid har været omgærdet af mystik, og det er derfor ikke underligt, at der ofte popper en ny film op – ofte med gyserelementer – hvor spejle optræder som den mystiske medspiller. “Candyman”, “The Matrix” og “Kollegiet” er blot nogle få eksempler, og Alexandre Ajas “Mirrors” er seneste skud på stammen.

Den tidligere politimand Ben Carson døjer med psykiske problemer. Han har et alkoholmisbrug, har ikke nok kontakt med sine børn, og kommunikationen med ekskonen, som han stadig elsker, fungerer langtfra optimalt. I et forsøg på at komme på fode igen tager han et job som nattevagt i det nedbrændte stormagasin Mayflower. Hen ad vejen går det op for Ben, at alt ikke helt er, som det skal være – der foregår mystiske ting inde bag spejlene. Ben bliver mere og mere besat af at opklare, hvilken hemmelighed spejlene bærer på. Men er der nogen hemmelighed, eller er Ben ved at glide længere og længere ind i sindssygen?

Jack is back! Nej, vent, det er ikke Jack Bauer, det er Ben Carson. Eller er det? Når man ser “Mirrors”, kan man nemt blive i tvivl om, hvorvidt det er seneste afsnit af hit-serien “24 timer”, for Kiefer Sutherlands skuespiltalent rækker tilsyneladende ikke meget længere end den efterhånden velkendte hviske-råbe-hvæse-stemme og de to-tre forpinte ansigtsudtryk. Heldigvis passer denne mimik rimelig fint ind i filmen, og hverken Sutherland eller hans medspillere falder helt igennem på trods af de halvkluntede replikker, de har at arbejde med.

Selvom samtlige forhold i “Mirrors” skæres ud i mere pap, end 20 kvadratmeter regnskov kan producere, må man erkende, at filmen formår at opbygge en ganske god gyserstemning. Samspillet mellem de mørke billeder, musikken og det generelle lyddesign tvinger bagdelen helt ud på sædekanten for derefter at hamre den tilbage i ryglænet igen, når chokket indfinder sig. Der er uden tvivl nogle gode gys, og det meste af tiden holdes de visuelle effekter på et lavt nok niveau til, at det ikke kammer over og hiver publikum ud af stemningen.

På trods af mange problemer fungerer “Mirros” faktisk udmærket. Den er uhyggelig, og det er jo den primære ting i en gyser. Desværre er historien utrolig forudsigelig, og filmen bygger på en skabelon, som er set tusinde gange før. Det samme er i øvrigt gyserelementerne: fnidrende violiner; et barn, der sidder alene og nynner; folk, der pludselig står bag Jack Ba… Ben Carson, når han lukker lågen med spejlet… Havde filmen haft en ordentlig slutning, ville det være til at leve med, men den kammer desværre over og bliver en tand for actionpræget. Men som sagt er “Mirrors” uhyggelig, så hvis man bare godt kan lide at blive skræmt og ellers ser bort fra de mange klichéer og den kedelige dialog, er filmen ikke helt spild af tid.

Video

Præsenteret i anamorphic widescreen 2.40:1. Både kontrasten og skarpheden er rimelig, men kunne have været en lille tand bedre. Farverne er gode, men ikke overvældende – filmen er dunkel og gør generelt ikke brug af mange klare farver, men alligevel fornemmer man, at farvemætningen sagtens kan tåle et hak opad. Edge-enhancement forekommer i høj grad – ikke så meget i form af glorier, men som meget hakkede kanter. Ydermere er billedet ganske grynet – desværre ikke på grund af valget af filmtype, men som resultat af komprimeringen.

Audio

På dvd’en findes et enkelt lydspor i Dolby Digital 5.1. Dialogen går klart igennem, og det samme gør fronteffekterne, som gennem hele filmen ikke får for lidt. Der er masser af stemningsgivende musik fra Javier Navarette, som også stod bag musikken i “Pans labyrint”, og dette akkompagneres af rigelige mængder atmosfæriske elementer. Desværre er næsten det hele skubbet i front – gennem det meste af filmen sker der simpelthen ikke nok i surroundkanalerne, som bør udnyttes bedre i en gyserfilm.

Ekstramateriale

“Mirrors” har masser af ekstraguf, og det er til og med godt. Bl.a. kan man se en 48 minutter lang dokumentar om tilblivelsen af filmen, som kommer rundt i alle hjørner og ikke kun består af rygklapperi. Det er set mange gange før, men en god gang bag-om-kameraet går aldrig af mode. Derudover er der en lille dokumentar om spejlets mytologi samt nogle fraklippede scener med kommentarspor af instruktøren. Selve filmen kan i øvrigt ses i både en biografversion og unrated version, som dog ikke adskiller sig synderligt meget fra hinanden. Det eneste store minus, man kan sætte sin klamme finger på, er de elendige danske undertekster.