En flot og kitchet pakke uden indhold

Den var åbningsfilmen under dette års Cannes-filmfestival, og den var ventet med stor spænding af de mange, mange fans af instruktøren Wes Anderson og alle hans besynderlige universer. “Moonrise Kingdom” vil sikkert også vække glæde blandt mange fans og anmeldere, men selvom en film både er flot og fin, forunderlig og besynderlig, skader det aldrig at have noget rigtigt indhold. Indhold har man dog netop savnet i Andersons sidste par film – inklusive “Moonrise Kingdom”.

Den kiksede Sam og den Francois Hardy-lyttende Suzy er begge blevet udstødt af deres respektive miljøer. Suzy er vokset op sammen med hendes advokatforældre, Bishop-parret, og hendes tre brødre, og Sam er underhunden i en ambitiøs spejderlejr, som ledes af den autoritære, men følsomme spejderfører Ward. Sammen beslutter de to børn sig for at flygte fra deres liv og påbegynde et nyt i fællesskab i vildmarken, skarpt forfulgt af både forældre og spejdertroppen. Men de to tolvårige turtelduer er opsatte på at leve et nyt liv sammen, og ingen skal stoppe dem.

I et forsøg på at bevare 1960’ernes uskyld har Anderson konsekvent brugt bløde Technicolor-farver og 16mm-celluloidfilm. Dette gør, at “Moonrise Kingdom” også rent æstetisk holder tonen, som Anderson sætter for dagen allerede i filmens allerførste scene, hvor Benjamin Brittens “Young Person’s Guide to the Orchestra” hamrer igennem lydmuren. Her bliver vi introduceret for Bishop-familien, mens de tøjler med deres daglige gøremål, og det hele har et stænk af ejendommelighed. Anderson har altid haft en excentricitet i sine film, der i høj grad har været med til at gøre ham til et idol hos et særligt, farveelskende publikum. Uheldigvis er netop denne lidt forcerede stil også med til at distancere Andersons kritikere (såsom undertegnede) fra instruktørens verdener.

Anderson har nemlig altid haft en hip, ironisk distance i sine film, hvilket måske appellerer til nogle, men som også gør, at der ikke er megen oprigtighed at spore, og derfor bliver det svært at engagere sig i historien og karaktererne. Heller ikke den eventyrlige musik, der understøtter næsten samtlige scener, kan skjule det faktum, at Anderson – som en anden Tim Burton – på nuværende tidspunkt er meget mere interesseret i billeder end det, der ligger under overfladen.

I filmens anden halvdel er det dog, som om Anderson vågner en smule op og opdager sin egen films fejl og mangler. Med andre ord føles det ikke længere, som om han ivrigt kæmper for at bevise, at han er anderledes, sjov og ganske aparte. I en samtale mellem Bishop-forældrene får følelserne omsider mere plads i rampelyset end æstetikken – men det er alt for lidt, alt for sent, og det virker egentlig bare upassende, at Anderson uden forvarsel pludseligt vil have os til at interessere os for hans persongalleri. Der er dog indimellem nogle effektive, sjove afbræk i filmens kedsommelige tomgang, men de humoristiske øjeblikke virker ofte for påtagede. Lad os håbe, at Andersons næste værk ikke kun vil fungere glimtvis.