Britisk sjæledans i brændt brun og orange

’Burnsworth is a shithole', står der skrevet med graffiti på en mur i en nordengelsk soveby. Engang stod der ’Burnsworth FC', men ‘FC’ er nu overstreget. De unge i 1970’ernes Burnsworth er enige med graffitien; det er et hul. Ikke en skid at lave. Heller ikke for kejtede John, der ikke tør at tale med den søde sygeplejerske fra bussen. Indtil han møder Matt, som har tatoveret soul på armen. Han hader hitlistens Cliff Richard, men elsker de forbudte soultoner fra drømmelandet USA. Sammen finder de melodien, en energisk, god ungdomsmelodi, i månedens film i Cinemateket, “Northern Soul”.

Det er Elaine Constantines instruktørdebut. Det kan mærkes i den rå, kantede og vilde energi, der pumper ud igennem “Northern Soul” via de ungdomsoprørske soulsjæle. De er utæmmelige. Det er “Northern Soul” også i den første time, hvor fokus er på den smooth musik leveret af navne som Billy Butler og crooneren Frankie Valli, den svedige breakdance og John og Matts ungdomsuskyldige DJ-drømme i storbyen Wigan, hvor idolerne spiller.

I dag kan soul og breakdance virke alt andet end oprørsk, som den præsenteres her stilsikkert indrammet i en scenografi af brændt brun og orange, pubertetstynde overskæg, rullekraver og matchende øjenskygge til den smaragdgrønne skjorte. Men selv om tidsbilledet er fuld af sjæl, så er “Northern Soul” ikke en film, der isolerer sig selv i 70’erne. Det er ikke musikken, der er oprørsk, det er ungdommen, der er det. Det er den altid. De er rebeller uden en årsag. Soul var det nye, der gjorde op med det gamle. Derfor kan der også fnises ironisk på afstand, når de unge erklærer en højstemt kærlighed til soulmusikken, som det lignende er blevet gjort til pigtråd, hiphop og One Direction.

Der, hvor “Northern Soul” rammer en interessant tone, er i skildringen af broderskabet. Det mænd gør sammen i fællesskab. Går til fodboldkamp, eller som her hvor der svedende breakdanses i bar overkrop med Bruce Lee-frisure, imens DJ’en gør oprør fra mikserpulten. De danser vildt på en energi af rent oprør. Og amfetamin. Og det er så her, at Constantines debut går fra det vilde og kantede til det tæmmede, plotpæne. Misbrug, stjernenykker og en ældre “dreng” kiler sig skematisk ind og ødelægger oprøret.

Men så længe mandedansen går, er det godt. Musik og dans bliver de oprørske mænds sprog. Unge mænd uden formuleringens kraft, der som John dropper skolen. Der slås til fodboldkampe, eller som her danser det svedende ud. I Lone Scherfigs “An Education” kunne Carey Mulligans kløgtige 60’er-studine sætte ord på sit oprør. Det kan drengene, John og Matt, ikke. De må danse det ud, være fysiske.