Palæstinensisk paranoia

Titelkarakteren i Hany Abu-Assads palæstinensiske paranoia-thriller, “Omar”, lever en tvedelt tilværelse. Om dagen bager han brød, men om natten bekæmper han den israelske besættelsesmagt som frihedskæmper/terrorist. Vælg selv. Det lyder som et oplæg til en tung politisk film, der vil fortælle os noget om Israel og Palæstina. Men “Omar” handler snarere om mere almengyldige emner som kærlighed, venskab og loyalitet. Den handler om, hvordan de menneskelige forhold lider, når de ydre omstændigheder undergraver den tillid, der er nødvendig, hvis et fællesskab skal bestå.

Evighedskonflikten med Israel har sat sine spor. Den ydre trussel fra den israelske besættelsesmagt er konstant, men de unge palæstinensere, som Omar og hans to barndomsvenner, Amjad og Tarek, forstår at navigere i det besatte landskab. De ved, hvordan de forcerer de opstillede mure, der deler deres by i to. De ved, hvordan de undgår militærpolitiet, og om natten slår de tilbage med voldelige attentater imod besætterne. Hverdagen er en kamp, men de kan forholde sig til de ydre trusler på en måde, der holder følelsen af total afmagt på afstand. Men under deres handlekraftige ydre er vennernes forhold ved at falde fra hinanden.

Paranoiaen hærger Palæstina. Omkostningerne er store, hvis man stoler på den forkerte. Tillid er derfor ikke noget, man viser enhver. Da de tre venner i fællesskab myrder en israelsk soldat, bliver tillidens mulige omkostninger så store, at de tre venners venskab og loyalitet bliver sat på en alvorlig prøve. Læg dertil, at både Omar og Amjad bejler til Tareks smukke søster, Nadia. Så må grobunden for en potent historie om svigt og bedrag siges at være lagt. Begivenhederne udspiller sig som en velsmurt thriller, hvor den ene løgn efter den anden får plottet til at tviste og dreje, så Scorseses dobbeltagent-thriller “The Departed” knapt nok kan følge med.

Omars kærlighed til Nadia er motoren, der driver begivenhederne fremad. De to forelskede unges forhold er skildret med en uskyldig blufærdighed, der står i skarp kontrast til den vold og ødelæggelse, der udspiller sig uden for forelskelsens boble. Der er næsten noget Romeo og Julie over den måde, de mødes i smug og helt kysk udveksler små kærlighedsbreve på. En rørende naivitet midt i konfliktens helvede. Men heller ikke kærligheden er immun over for den paranoia, som de højspændte leveforhold fører med sig, og det er smerteligt at se, hvordan uskylden langsomt bukker under og bliver til mistro.

Hany Abu-Assad har skudt størstedelen af filmen på Vestbredden, ligesom han gjorde det med sin Golden Globe-vinder, “Paradise Now”, fra 2005. Han formår at skildre miljøet på en måde, så det ikke blot fremstår som en trøstesløst krigsruin. Det bliver tværtimod til et miljø, der befolkes af mennesker, som lever et liv, der håndterer de barske omstændigheder, som de nu bedst kan. Der er plads til glimt af humor og glæde midt i al elendigheden. Enhver film, der beskæftiger sig med konflikten mellem Israel og Palæstina, vil uvægerligt blive beskyldt for at fordreje eller forenkle konfliktens kompleksitet. Men “Omar” handler snarere om konsekvenserne af manglende tillid mellem mennesker, end den handler om storpolitik. Og det emne behandler den i hvert fald med fine nuancer.