Hvorfor er en kold pilsner god?

Jeg vidste det… Lige siden traileren til Thomas Villum Jensens “Klovn”-lignende komedie “Player” udkom på nettet, er den mere eller mindre overalt blevet bombarderet med kritik. På mange måder forståeligt, da traileren ikke afslører meget andet end en bunke jokes med afføring og kønsorganer som omdrejningspunkt. Et eller andet sagde mig dog, at der med Villum Jensen, Casper Christensen og Rasmus Bjerg på holdet nok skulle være lidt mere at hente i “Player” end blot meningsløs plathed. Og minsandten… Jeg var mægtig godt underholdt!

Historien er hverken original, dyb eller opfindsom. Vi følger den kedelige og livstrætte Michael-Helge Hansen (Bjerg), der bliver sendt til Sydfrankrig af sin chef og kommende svigerfar for at ordne en skilsmissesag og tage sig noget tvungen ferie. Alt går imidlertid galt, og Helge har pludseligt hverken pung, kuffert eller de 10 millioner kroner, hans firma skulle have ud af turen. Derudover strander han hos en tidligere Herlufsholm-kammerat ved navn Theo (Christensen), som har en båd, en søn, et kokain-misbrug og en stor passion for unge, nordiske kvinder.

Der er ikke på noget tidspunkt tvivl om, hvordan filmen vil folde sig ud, for vi har alle sammen set både historien og karaktererne utallige gange før. Der er tre måder at leve på, tre måder at tjene penge på og tre måder at være i et forhold på, og afarterne er de samme for både livet, jobbet og forholdet: Der er det formelle og kedelige, det hustleragtige og nydelsesbaserede og så naturligvis den gyldne middelvej i form af det ægte, ærlige og følelsesladede. Vores hovedperson starter selvfølgelig ud i det formelle, møder og tager afstand fra hustler-livet, men får alligevel sat et perspektiv på sit eget liv, så han til sidst finder sig til rette med den ægte kærlighed.

Den kan ikke blive meget mere trivielt, men det gør virkelig ingenting, når det hele er så godt iscenesat. Faktisk er “Player” akkurat en af den slags film, der illustrerer, hvorfor denne klassiske type historie og karakterudvikling netop er klassisk, for under de rette omstændigheder virker formularen hamrende godt. Det minder lidt om den oplevelse, man kan have, når man efter en hård dag sætter sig i solen og drikker en kold pilsner og pludseligt opdager, hvorfor vi egentlig alle sammen går rundt og drikker en i bund og grund uinspirerende og kedelig øl, når der nu findes så mange andre spændende varianter derude: Under de rette omstændigheder virker det bare!

Men hvad får så “Player” til at virke? Jo, det skyldes især det rolige tempo. Man hverken overdænges eller overdøves af et larmende højhastighedstog, der bare skal nå så mange komediestationer som muligt. Rytmen i “Player” er som rytmen i et stille afsnit “Klovn”, hvilket er en stor kompliment. Derudover sejrer filmen dér, hvor mange af dens artsfæller fejler. Jo, Theo er en åndsbolle af rang, men Casper Christensen har både en betagende udstråling og charme, og det lykkes filmen at gøre hans karakter mere og mere indtagende, således at man til sidst kun håber på det bedste for ham. Rasmus Bjerg er eminent til at skildre alle Helges facetter, og hans kærlighedshistorie med Louise (Lise Koefoed) er medrivende, fordi de to besidder noget så sjældent som reel kemi. Her vægtes de stille antydninger af spirende kærlighed frem for nemme, skæbne-bestemte løsninger. Forfriskende!