Røven af fjerde division spiller bold med filmens tunge drenge

Det kan godt være, at fodbold er nationalsport i Danmark, men det er intet i forhold til italienerne. En håndfuld dage efter Paolo Sorrentino takkede Diego Maradona for sin nylige Oscar, lander den her lille sorte hyldest til det smukke spil, alle vinderne, taberne, dem der snyder, og dem, der bliver fanget i at snyde. Kunne man forestille sig Susanne Bier stå på scenen og dedikere sin kunstneriske triumf til Søren Lerby? Det ville være et smukt øjeblik uden tvivl, men indtil den skønne dag kommer, må man fornøje sig med “The Referee”, der lumskt grinende går på æblerov i filmhistorien.

På Sardinien er det elendige hold fra Pabarile håbløst bagerst i den dårligste amatørrække. De taber alt, og det, der gør mest ondt, er nederlagene til nabobyen Montecrastu anført af øens stærke mand. Men en dag står den fortabte søn, Matzutzi, igen i sin fødeby. Den hjemvendte helt, med meget af Maradonas frisure og en lille smule af hans talent i sin dobbelt-denim beklædte krop, kan måske endelig vende lykken.

Parallelt med alt dette er dommeren Cruciani på vej mod at opfylde sit mål om at dømme en europæisk finale, men bliver fedtet mere og mere ind i noget godt gammeldags ærligt snyderi.
Historien er egentlig noget rodsammen, der bare bygger og bygger op til den endelige kamp, imens grædende mama’er, blinde trænere og en furie af en landsbyskønhed, danser rundt omkring Matzutzi i et hidsigt tempo.

Ja, danser gør de også. Som en ægte stilfuld italiener lider “The Referee” ikke af berøringsangst og iscenesætter underhundenes historie i lige dele Fellini-optrin og Leone-nedtællinger. Til tonerne af de blødeste romerske smørtenorer danser dommerne rundt i synkroniserede rækker og uddeler gule kort med kokette sving med rumpen. Hvis man kniber øjnene sammen, finder man sikkert også Clint Eastwood gemt et sted i hver eneste lange panorering over støvede landskaber. Instruktøren Paolo Zucca har intet imod at pille ved nationens store filmøjeblikke.

Eller ved de lidt mørkere sider af et land, hvor mesterholdet Juventus på ti år er gået fra tvangsnedrykkede matchfixere til fejrede helte. Korruption er et gennemgående tema med den vise pointe, at snyder man, så bliver man fandme ikke taget i det! Og man skal fandme heller ikke blive opdaget i at stjæle sin fætters får, hvis man ikke vil starte en årelang blodfejde. Meget af plottet i “The Referee” bygger på røvrenderi, der går galt.