Den nye genindspilning af kultfilmen fra 1989 med Patrick Swayze minder mest af alt om et kæmpe slagsmål i Lalandia med alle de bøller, vi gik i folkeskole med. Tomme tønder buldrer mest.

‘Road House’ handler (som originalen) om UFC-kæmperen Elwood Dalton, der af en mystisk grund er en mester i håndgemæng, som alle kan genkende, men som kun begår sig i undergrunden.

En dag bliver han opsøgt af Frankie, som ejer en bar i Florida, der har problemer med voldsparate gæster. Og hvad er bedre end voldsparate gæster – selvfølgelig en voldsparat dørmand.

Dalton tager til Florida, og der går ikke en dag uden at han brækker nogens fingre, knækker en kæbe eller sidder stille i baren og ignorerer folks slagsmål, inden han giver dem den største hospitalsregning i deres liv.

Og så er der faktisk ikke mere i filmen. Ikke andet end et hav af tørre palmeblade, hawaiiskjorter og kokosdrinks.

‘Road House’ er tømmermandsfilmen, ingen bad om. Jake Gyllenhaal er en gudsbenådet skuespiller, men han er fuldstændig fejlcastet i rollen som Dalton. Jake formår ikke at sælge Daltons mørke fortid, som han fx gør i ‘Prisoners’; her har han altid et skævt smil på læben og taler pænt til selv sine fjender. Vi får sammenlagt 3 minutters forhistorie på filmens 2 timers spilletid om Dalton, og jeg forstår ikke, hvad jeg skal bruge det til når jeg så får det.

Filmen glorificerer vold så meget, at jeg ender med at blive frastødt og forvirret over, hvem jeg skal holde med. Moralen ender med at blive “ild kan slukkes med ild. Og hvis du er uenig, kan jeg smadre dine knæskaller”.

‘Road House’ bliver aldrig cool som ‘The Raid’ eller ‘Nobody’, men derimod kikset, fordi klicheerne hober sig op. Livebandet spiller uafbrudt, selvom folk slår hinanden til blods, alle er voldsparate og friske på tæsk. Og dem, der ikke fortjener tæsk, får selvfølgelig ikke nogen. Det ville jo være synd. Jeg køber ikke præmissen med at der er så mange gæster hver aften på en bar hvor stolene flyver rundt og motorvejen er ude foran. Hvor det i den originale var en gammel slidt bar, er det her nærmere andet valget til den næst location i ‘Bachelorette’.

Det mest ambivalente ved filmen er selve voldsscenerne. Der er brugt CGI for at få slagene til at se mere ægte ud, så hænderne aldrig misser ansigterne. Men hver gang det sker, er det alt for tydeligt, at det er animeret. Derfor virker det som om, Jake Gyllenhaal hele tiden hopper ud af sig selv og bliver en animeret spilkarakter. Ligesom når han bliver angrebet af en bil på en bro, og det ligner en cutscene fra et ‘Uncharted’-spil. Samtidig er kampscenerne enormt forvirrende filmet og klippet, så det bliver en blanding af gode slag og lyde, men dårligt kameraarbejde og elendig klipning.

Filmen starter også med den mest overflødige cameo af Post Malone, som nægter at kæmpe mod Dalton. Det er dog en ret cool scene, og mystikken fungerer godt, men Dalton bliver desværre aldrig ligeså cool igen efterfølgende.

Conor McGregor har en bærende rolle i filmen som Knox, den mest endimensionelle øretævemaskine, der med 100% sikkerhed må have et benzindeksel i nakken. Han er tykpandet, tatoveret og elsker at smadre barer.

Hvad hans motivation er, aner jeg ikke, men han er med for at slå folk i ansigtet og tale irsk.

Instruktør Doug Liman har haft en karriere, der bedst kan beskrives som en køretur på Bornholm. Det har virkelig gået op og ned. Alt fra ‘Bourne Identity’ til ‘Mr. & Mrs. Smith’ og ‘Jumper’ til mesterværket ‘Edge of Tomorrow’. Nu er han så landet på jordens mest ligegyldige film ‘Road House’.

Filmen burde aldrig have været genindspillet, da den ikke passer ind i tiden, og derfor ikke har grund til at blive fornyet. Grundprincippet og kernen i ‘Road House’ kan ikke forsvares i nutiden. Det ligner mest af alt en gruppe drenge til en polterabend med et videokamera, der prøver at lave en genindspilning. Det gør ondt at se Jake Gyllenhaal få så lidt at arbejde med i forhold til karakteren, at det er tydeligt at se, at han ikke kan gøre andet end at smile og håbe på det bedste. Jeg kan ikke tro på, at han er selvmordstruet, når han griner og hygger sig så åbenlyst meget.

Hovedskurken i filmen hedder simpelthen Ben Brandt. Man kan umuligt være i tvivl om, hvem den onde er. Han har også en stor båd, han er på halvdelen af tiden, og så får han barberet sit skæg på dækket og planlægger dyre højhuse, hvor The Road House ligger. Det er en tegneserieskurk, der ikke er mere intimiderende end min lillefinger, og med metoder, der minder mest af alt om barscenen fra ‘Midt om Natten’.

Der er også en lille familie, der har en bogbutik, som af underlige årsager er med i filmen. Det har ingen funktion og kunne sagtens have været klippet ud.

Højdepunkterne i filmen er selve slutkampen mellem Knox og Dalton, og replikkerne fejler ikke rigtigt noget igennem filmen. Jake er altid en fryd at se på, og det er tydeligt, at han alligevel hygger sig, selvom det er lønnen, der trækker mest.

‘Road House’ kan stilles på hylden sammen med ‘Point Break’, ‘Total Recall’ og ‘RoboCop’-genindspilningerne som de mest ligegyldige, ingen bad om. Filmen fik undervejs hevet et par “Åh, hvad” ud af mig, men den bliver alt i alt kun en skolegårds slåskamp på en badeferie, man helt gerne ville have sluppet for.