Penge er roden til alt ondt.. medmindre man hedder Justin Timberlake

Hollywood har begavet os med mange unikke genrer og subgenrer af film, der skiftevis har deres storhedsperioder og kriser. Film noir laves i dag næsten udelukkende som pastiche. Westerns er i øjeblikket i en bølgedal, men kan være på vej op igen. Screwball-komedien ser desværre ud til at være afgået ved døden, mens de vulgære teenagekomedier til gengæld lever i bedste velgående. “Runner Runner” er et klassisk eksempel på den subgenre, man kunne kalde ’white collar thrillers'. Her er biljagter, skuddueller, spionlege og gidselsituationer skubbet i baggrunden til fordel for en mere civiliseret, men på ingen måde mindre grusom underverden.

Den unge Richie Furst (hvilket i en sidebemærkning må være et af de mest fjollede filmnavne siden Pussy Galore) læser økonomi på det prestigiøse Princeton-universitet. For at få det hele til at hænge sammen har han en lille nebengesjæft, hvor han promoverer online hasardspil over for sine medstuderende til gengæld for en provision. Det bringer ham forudsigeligt nok i problemer, da en af hans ofre sladrer til farmand. I desperation kaster vor kyniske, unge protagonist sig selv over online poker for at kunne betale sine studier. Han bliver snydt og mister alle sine penge, men får fat i beviser for fuskeriet.

Her begynder den egentlige historie. Han rejser til det behageligt lovløse Costa Rica, hvor han opsøger bagmanden bag onlinekasinoet i håb om, at han ved at afsløre problemet kan få sine penge igen. Det lykkes overraskende nok, og overraskelsen bliver ikke mindre, da denne bagmand, Ivan Block (seriøst – hvem har fundet på de navne?), tilbyder ham et job. Snart forblindes han af de hurtige penge, de lækre kvinder og livet i overhalingsbanen. Alt ser fantastisk ud for hans fremtid, men der skal jo være et par forviklinger, og snart er han i karambolage med de lokale korrupte politikere, eftersøgt af FBI og i seng med chefens ekskæreste.

Skuespillet er meget på det jævne. Justin Timberlake spiller, som Justin Timberlake nu engang spiller: Ganske habilt, men uden at brænde hul i lærredet. Jeg skal ikke afvise, at han kan gøre det, men så skal han til at vælge anderledes udfordrende roller. Ben Affleck er udmærket som Ivan Block, men hans skurkerolle her virker lidt som venstrehåndsarbejde. Som det kvindelige trækplaster formår Gemma Arterton til gengæld at ægge og besnære, så det er en fryd. Forvent at se hende som eye candy i andre store produktioner.

Plottet er der sådan set heller ikke noget i vejen med, men det virker til tider lidt for generisk og forudsigeligt. Historien om mentoren, der lover luksus og skønne kvinder, men ender med at forråde hovedpersonen, er set utallige gange, og “Runner Runner” føjer intet nyt til konceptet. Dermed ikke sagt, at det er nogen dårlig film. Det er en yderst effektiv thriller, der nok skal underholde. Det er måske tomme kalorier, og man er sulten igen en time efter, men engang imellem er det sgu rart med junkfood. Filmen skal have ros for at prøve kræfter med andet end investeringsfonde og narko som drivkraft for plottet, og dens skildring af ludomaniens skygge – personificeret ved Richies far – er noget af det, der virker bedst.