Mr. Holmes, formoder jeg?

Moderniseringen af gamle historier er langtfra nogen ny dille. Shakespeares stykker er eksempelvis blevet overført til nutidige miljøer i film som Baz Luhrmanns “Romeo & Julie” og Michael Almereydas “Hamlet”. Men oftest hælder filmmagerne blot gammel vin på nye flasker – omgivelserne er måske nok anderledes end i forlægget, men plottet, dialogerne og rollerne er ofte uforandrede. Men hvad er pointen i at lave en nyfortolkning, hvis man vitterligt ikke nyfortolker kildematerialet? Ja, her kunne mange lære noget af BBC’s “Sherlock”, som er et mønstereksempel på, hvordan man opdaterer en ældre historie. Den er på én gang respektfuld over for sine rødder og samtidigt gennemsyret af nye, spændende tiltag. Sådan.

Medmindre man har boet hele sit liv under en sten eller i Nordkorea, er man formentlig bekendt med Arthur Conan Doyles mesterdetektiv, Sherlock Holmes, der først optrådte i bogform tilbage i 1887. Den ekstremt intelligente og observante Holmes er selvsagt også omdrejningspunktet her i BBC’s tv-føljeton, hvori vi også møder detektivens evigt galante væbner, John Watson, den sympatiske overbetjent Greg Lestrade og selvfølgelig også Mrs. Hudson, der agerer vicevært (og modvillig husholderske) i Holmes’ bolig på Baker Street i London. Nummer 221B, naturligvis.

Så vidt, så genkendeligt, og ligesom i Doyles fire romaner og 56 noveller boltrer Sherlock sig her tit i spydig sarkasme, smukt violinspil og gakkede eksperimenter, der ofte involverer afskårne hoveder og parterede fingre. Men seriens skabere, Mark Gatiss og Steven Moffat (som også har pustet nyt liv i BBC’s sci-fi-evergreen, “Doctor Who”) plagierer ikke bare Doyles skriverier. De tager det allerbedste fra ophavet og indsvøber det i splinternye ideer, der går perfekt i spænd med de gamle. De kendte hovedingredienser og mindre spidsfindigheder, der har fået millioner af læsere, tv-seere og biografgængere til at labbe Doyles fortællinger i sig i halvandet århundrede, har med andre ord fået netop det pift, der får dem til at holde tilsvarende længe.

Eksempler: I de oprindelige historier gengav Watson parrets eventyr over for læseren, og nu i det 21. århundrede blogger han om deres eskapader. Sherlock udvider nu også sin personlige horisont ved at surfe på internettet, og han kan lynskrive SMS’er hurtigere end den gængse 13-årige. Det er tilbøjeligheder og evner, som det i dén grad giver mening, at figurerne har i vor tid. Desuden leger serien ofte med vores kendskab til Holmes-universet på en meget opfindsom måde, især i det første afsnit, “A Study in Pink”, hvor særligt introduktionen af én karakter trækker tæppet væk under seeren. Det er samtidigt sæsonens klart bedste afsnit, der ikke blot disker op med hobevis af herlige twists, men også både slår tonen an og introducerer persongalleriet og deres nye omgivelser på fornemste vis.

Men ligesom i Doyles bøger er tv-seriens største trækplaster ikke de intrikate mysterier, men derimod de to mænd, der forsøger at løse dem: Holmes og Watson. Og jovist, hver for sig er de interessante størrelser, men sammen er de simpelthen et mageløst makkerpar. Holmes giver Watson en flugtvej fra krigstraumerne og en årsag til at genvinde livsglæden og selvtilliden, mens Watson indgyder en samvittighed og en medmenneskelighed i Holmes, som han ellers har fortrængt i sin isolation. Det er formentlig kulturhistoriens største venskab – en stærk, platonisk kærlighedshistorie om to mænd, der hiver det bedste ud af hinanden – og skiftevis latter, gisp og endda tårer ud af tilskueren – gennem deres (og dermed naturligvis også skuespillernes) sensationelle samspil.

I rollen som Holmes rammer Benedict Cumberbatch den helt rette balancegang mellem charmerende gentleman og øretæveindbydende pralhals, og med nænsomme strøg af humor gør skuespilleren og manuskriptforfatterne Holmes så menneskelig, at hans superintellekt aldrig fremmedgør seeren. Martin Freeman er også helt perfekt som Watson – vidunderligt tør i sin humor og inspirerende i sin urokkelige standhaftighed. Sammen slår Cumberbatch og Freeman gnister, og resten af ensemblet tager også kegler.

Seriens første årgang består af tre tv-spillefilm à halvanden time, som æstetisk er helt på højde med Hollywoods blockbustere – spækkede med lækre billedkompositioner, overgange i verdensklasse og mægtig musik af David Arnold og Michael Price. Desværre er sæsonens midterdel, “The Blind Baker”, ikke af samme kaliber som de to andre – tempoet er sløvere, historien savner overraskelser, og humoren er mindre skarp, men spændingen stiger eksponentielt igennem sæsonafslutningen, “The Great Game”, lige indtil en dramatisk afsløring, man spændt har ventet på, lige siden serien startede. Og hvis I nød denne sæson, så bare vent, til den næste udkommer herhjemme til efteråret… Wauw.

Video

Præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen-format. “Sherlock” er en af de smukkeste tv-serier, jeg mindes at have set, og selvom dvd-udgivelsen naturligvis ikke trumfer oplevelsen af at se afsnittene i HD, så ser episoderne altså også fremragende ud på dvd. Jeg bemærkede ikke ét uskarpt skud, og farverne gengives perfekt hele vejen igennem. Hverken udtværing, edge-enhancement eller utilsigtet støj forekommer, men kontrasten er desværre ikke altid upåklagelig – til tider virker billedet for mørkt, og små detaljer drukner indimellem i billedets dunkle skygger og afkroge.

Audio

Lyddesignerne har tydeligvis moret sig kosteligt, hver gang Sherlock går i detektivmode, og kameraet flyver rundt omkring, imens der hele tiden zoomes ind og ud – alt sammen i et effektivt forsøg på at skildre detektivens opklaringsproces. Samtidigt understreger alskens spøjse lyde, at Sherlocks hjerne er på overarbejde, og disse herlige lydeffekter kommer klokkeklart igennem, og subwooferen sikrer, at de ofte har en kraftig slagkraft, der aldrig virker overdreven. Derudover sørger Dolby Digital 5.1-lydsporene for, at dialogen kommer klart igennem, og at musikken fylder tilpas i lydbilledet. Indimellem havde det været dejligt med lidt mere liv i baghøjtalerne (til tider virker travle London forbavsende stille), men som regel er den auditive atmosfære besnærende.

Ekstramateriale

Den udenlandske dvd-udgivelse af serien huser en dokumentar og et par kommentarspor, men den danske skive indeholder desværre intet ekstramateriale. Ærgerligt.