Paranoia-noir

Film noir er en genre, mange filmkendere kan nikke genkendende til. Genren havde sin storhedstid i 1940’erne, hvor man ved en forestilling ofte viste to film: A-filmen og B-filmen. Film noir-filmene hørte til sidstnævnte og havde ikke de samme budgetter som A-filmene og måtte derfor skydes on location med det lys, der var der i forvejen eller ved hjælp af de få lamper, der var råd til. Dette førte til filmenes klassiske look med stærkt kontrastfyldte billeder og sparsom punktbelysning. Tematisk handlede de oftest om en mand, som mod sin vilje vikles længere og længere ind i en farlig situation – ofte pga. en femme fatale, der blev billedet på den moderne, selvstændige kvinderolle, som efter to mande-udryddende verdenskrige måtte lære at stå på egne ben. Genren har været populær lige siden, og det er blot en naturlig udvikling, at den blev sat på serie-form.

En kriminalbogsforfatter med det forpligtende navn Philip E. Marlow ligger indlagt på et hospital med en lammende hudsygdom. Feberen tager ofte styringen og driver hans sind ind i paranoide vrangforestillinger – det ene øjeblik ligger han på hospitalet med dansende læger og patienter, det næste befinder han sig i sin barndom, der var præget af utryghed og dårlig stemning. Samtidig udtænker han plottet til en ny roman – eller nærmere genopfinder plottet til en gammel – men også denne historie blander sig med virkeligheden og føjer psykiske smerter til de fysiske.

“The Singing Detective” er bestemt ikke en serie, som snobber nedad. Historien kræver en stor indsats af sit publikum, da det aldrig bliver helt klart, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Man skal populært sagt holde tungen lige i munden for ikke at blive tabt allerede efter første afsnit. Seriens stemninger og fortælleteknik lægger sig tæt op ad film som David Lynchs “Lost Highway” og “Mulholland Drive”, men hvor disse to film formår at holde spændingen på et konstant højdepunkt på trods af de snørklede historier, er det let at fare vild og miste interessen i visse af seriens afsnit.

Michael Gambon, der af mange er kendt som Albus Dumbledore i “Harry Potter”-filmene, leverer en fremragende indsats i rollen som den forbitrede forfatter. Replikkerne leveres med en martret mands kynisme, og smerterne fra hudsygdommen stråler ud af lærredet. Gambon får med enkelte undtagelser godt modspil af sine kolleger. Især står scenerne med Marlows traumefremkaldende klasselærer stærkt – hvis heksen i “Troldmanden fra Oz” havde et bijob, må det have været i disse klasselokaler. Serien krydres desuden med et væld af bifigurer, mange af dem som komiske indslag på det deprimerende hospital.

Musik spiller en stor rolle i serien. Michael Gambon spiller selv rollen som den syngende detektiv i sin historie og bliver dermed et billede på sin egen handlingslammede far, der i Marlows febervildelser høster en sjælden hæder, når han står på scenen. Også scenerne på hospitalet transformeres ofte til en musical, men sangene har en tendens til at trække lige lovligt langt ud og blive en anelse kedelige.

“The Singing detective” vandt flere store priser, da den udkom i 1986, og betragtes stadig som et af de bedste tv-programmer i Englands historie. Dog synes serien af være faldet en anelse bagom dansen i forhold til nutidige serier, både rent teknisk, men også narrativt. Det er dog opløftende, at den aldrig lefler for seerens dovenskab, men konstant udfordrer med sine svært gennemskuelige temaer og kringlede plot. Som Marlow siger i sin hospitalsseng, er løsninger ikke nær så spændende som spor, og mon ikke dette er en kommentar til seriens beskaffenhed?

Video

Format: 4:3. “The Singing Detective” er en aldrende sag, som tilsyneladende ikke har været opbevaret alt for godt. Kvaliteten af billederne ligner rent ud sagt noget fra et slidt VHS-bånd. Det er egentlig ikke fordi, billedet præges synderligt af komprimeringsfejl, men der er så meget grums i billedet, at det næsten synes at bevæge sig. Kontrasten er desuden ikke for god, og karakteren må derfor ende på et sølle to-tal.

Audio

Præsenteret i Dolby Digital, to kanaler. Serien er fra før hjemmebiografens storhedstid og er derfor indspillet i stereo, hvilket ofte borger for et lydbillede, der slet ikke lever op til de efterhånden så vante seks kanaler. Denne serie er ingen undtagelse. Dialog og musik lyder ikke decideret skidt, men heller ikke specielt godt. Der spares på lydeffekterne, og lydbilledet kan bedst beskrives som en anelse leverpostejs-agtigt.

Ekstramateriale

Der er intet ekstramateriale på dvd’erne.