Stjernesikkert

“Star Wars” er mere end film. Det er barndommens nostalgiske minde om slidte VHS-bånd og lyden af lyssværd i rødt og blåt, der elektrisk krydser klinger; KSCHHHHH! Det er lysets fantasy-ridder, der rejser ud med Tusindårsfalken for at redde prinsessen og besejre mørkets fyrste. Det er sci-fi med Dødsstjernen, der skyder med galaksens farligste laser, og det er new age-religion om faderen, sønnen og Kraften, som kan flytte ting, hvis du bare lukker øjnene og tror inderligt nok på de højere magter. Det er så mange ting, og dem har instruktør J.J. Abrams den største respekt for i “The Force Awakens”.

Der er nemlig ikke noget, jeg kan have så meget imod i dette syvende stjernekrigskapitel. Væk er Jar Jar, nuttede Ewoks og også næsten C-3POs affekterede guldrobotstemme. Derimod er det en skrabet, post-apokalyptisk verden, som der åbnes op i her en generations tid efter, at Luke Skywalker bragte Imperiet til fald. Her klunser hovedrollens dejligt nørde-begejstrede Daisy Ridley metal for mad. For hende er Skywalker-navnet blot en myte, en religiøs fortælling, der er for god til at være sand. Hun mangler håb og mening – en Kraft at tro på.

Den mening bliver leveret af en af mange direkte referencer til den første film fra 1977. En droide med vigtig info til modstandsbevægelsen begynder missionen for den udvalgte: Hvor er Luke? Den store jedi er forsvundet i eksil – nu skal han findes. Det greb er endnu et klogt træk af Abrams, da Mark Hamill ærlig talt aldrig har været meget mere spændende at se på end Hayden Christensen. I stedet fungerer Luke som en slags McGuffin – en usynlig motor for et fanrespekterende plot. Et plot, hvor endnu et faderopgør skal tages, imens endnu et skjold skal fjernes fra nok en rumstation, der vil død og mørke.

På den måde er det en tryg, lidt forsigtig, men meget oprigtig “Star Wars”-film, som Abrams har lavet. Ligesom han gjorde det med sin første “Star Trek”-film, hvor Kirk og Spock tog på genkendelig og grundig tur ud i rummet. Harrison Ford beskriver følelsen bedst, da Han Solo nostalgisk lykkelig siger til Chewie, at de er hjemme, da de har genfundet Tusindårsfalken. Det er sådan, “The Force Awakens” føles. Som at komme hjem. Til familien. Der ikke har ændret sig siden sidst – serverer det samme, hører det samme musik, som John Williams igen orkesterklassisk har komponeret.

Den mest spændende ændring skal findes hos den mørke side. Adam Driver spiller sin mørkemand med maske mere ung-skrøbelig end Darths rolige træmand. Her er der mere temperament, det røde riddersværd smadrer endnu et rum, da en svedende nervøs ondskabs-officer med hatten i hånden må meddele, at de ikke har fanget den udvalgte med droide. Samtidig giver John Boyegas Stormtrooper-desertør et nuanceret ansigt til den mørke side. Mørket har en årsag. Det var det, som Geoge Lucas forsøgte, men mislykkedes med at fortælle i prequel-trilogien om Anakin.