Slås ordet op i de gængse vokabularer, så henviser synekdoke i egentlig forstand til den basale naturforståelse, hvor enkeltpartiklerne menes at være dækkende for helheden. Når det gælder Charlie Kaufmans mageløse “Synecdoche, New York” (der på dvd har fået titlen “New York iscenesat”) refererer filmens titel imidlertid i højere grad til den navlebeskuende hovedaktørs tanker om livet og om at nå at sætte sit endelige aftryk, inden det er for sent. Tanker, han påtænker at illustrere igennem et stort opsat teaterstykke om førnævnte storby i en afklædt lagerhal helt i stil med Lars von Triers “Dogville” og “Manderlay”.

Og spørgsmålet er da også, om det i virkeligheden er kejserens nye klæder – om Caden udelukkende bruger projektet til at gennemanalysere og behandle sin egen forkvaklede psyke? I hvert fald bliver frustrationerne ikke mindre, hverken for ham selv eller de efterhånden ganske mange håbefulde teaterfolk, han har fået lokket med på ideen – for ikke at nævne de fluktuerende partnerskaber han finder i forholdene til den ligesom ham selv forknytte Hazel og den lidt mere frembusende Claire. Alt imens opbygges kulisserne til Cadens pragtstykke, og en mindre by i byen tager sin form. Et minisamfund opstår, i hvert fald inden for arbejdstiden, om end premieren altså har lange udsigter.

“New York iscenesat” er formentlig ikke Philip Seymour Hoffmans livs rolle. Dem har der efterhånden været et par stykker af i hans regi. Men ikke desto mindre er nærværende film en betydningsfuld en af slagsen. Hans uforglemmelige spil er intenst og uafrysteligt. Som Caden er han et eminent udstillingsvindue af, hvordan livet udfolder sig i al sin banale enkelthed, og hvordan individet kan mærke klaustrofobien, når kærligheden ikke slår til, når frygt, sygdom og død bevæger sig rundt i det omgivende samfund, og når det egocentrerede jeg tager over i ren og skær afmagt og besættelse. Alle de ingredienser og lidt til udstiller Hoffman i Caden til perfektion.

“New York iscenesat” præsenteres i et udmærket anamorphic widescreen 2.35:1-format, som desværre ikke er uden mislyde. Der er godt nok hverken udtværinger eller digitale forstyrrelser, men edge-enhancement fornægter sig til gengæld ikke. I det grundlæggende grumsede look er farvetemperaturen generelt stabil, mens kontrasten indeholder en mindre portion udsving.

Bedre er filmens engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, hvor dialogen er tydelig og uden overstyringer. Underneden fungerer en detaljerig atmosfære, enkelte distinkte lydeffekter og et yderst betagende stykke underlægningsmusik. Glimrende.

Blandt ekstramaterialet er to mindre animationer fra instruktørens hånd, et mindre indslag med Philip Seymour Hoffman omkring den bærende karakters liv, levned og eftermægle samt et længere interview med Charlie Kaufman i forbindelse med en filmvisning. Sidstnævnte kunnet qua instruktørens sjældne interviews have været interessant, men ødelægges desværre af dilettantiske evner i videooptagelsens ædle kunst.

Fællesnævneren for kultklassikerne “Being John Malkovich”, “Evigt solskin i et pletfrit sind” og den fabelagtige “Orkidé-tyven” er den ukronede konge af amerikansk indie-film Charlie Kaufman. Auteur-forfatteren Kaufman er kendetegnet ved sine nærmest surreelt skæve metafortællinger, der ikke skorter på selvudlevering. Kaufman har nu for første gang sat sig for at instruere sit eget manuskript i filmen med den lidet mundrette titel “Synecdoche, New York”.

Charlie Kaufman har i sin instruktørdebut skabt en virtuos rablende filmisk vision om på den ene side sin egen lille angstneurose for at præstere i bedste Fellini-stil og på den anden side om eksistentielle temaer som liv, død, kunst, mening og eksistens. Ganske godt gået af en debutant. Humoren i filmen er udsøgt absurd, men også noget helt for sig selv og helt bestemt ikke for alle. Absurditeten er et gennemgående træk for filmen, hvor Caden bl.a. oplever sin 4-årige datter blive opfostret som tatoveret lesbisk kunstnermuse i Berlin, og det blot som en spøjs sidehistorie i dette vanvidsunivers.

Kaufmans evne til at spidde sig selv og sin stand er noget af det, der gør ham unik. Caden har således kun hån tilovers for en skuespiller, der efter 17 år forsigtigt spørger, om de mon snart skal spille stykket for et publikum. Kunstneren Caden opdager dog, at meningen med livet og kunsten ikke er selvrealisering, men samværet og kunstens interaktion med andre. Kaufman får også sendt et par syrlige stød afsted imod skuespillerne og deres mere og mere maniske forhold til method-acting, der blegner i forhold til skuespilleren Sammy, som har fulgt Caden store dele af hans liv for at kunne leve sig ind i sit livs rolle.