Revolution og romantik

Der kan man se! Sådan kan syriske flygtninge altså også tage sig ud. Det er alligevel et ganske andet billede end det efterhånden ikoniske af en flok fodgængere på en lollandsk motorvej. Den anonyme masse gemmer sørme på familier, der er lige så kærlige, komplekse, splittede og fucked up menneskelige som deres vestlige modstykker. Den skotske instruktør Sean McAllister dokumenterer, hvordan Amer, Raghda og deres familie synker ned i et Bergman’sk ægteskabshelvede, mens Syrien eksploderer i ekstrem borgerkrig, og sender dem på flugt mod Europa.

Det er først og fremmest en love story, McAllister fortæller. En trist og voldsom en af slagsen. Et trekantsdrama med Syrien som det kærlighedsobjekt, der flår Amer og Raghda fra hinanden. ”Hun er en stærk kvinde. Jeg er en svag mand,” fortæller Amer første gang, han møder McAllister. Amers hustru, Raghda, er en prominent revolutionær, som åbent kritiserer Assads styre. Hun sidder selvfølgelig i fængsel. Amer vil bruge McAllister og hans kamera til at skabe opmærksomhed om sin kones sag. Forstærke hendes stemme.

Egentlig var McAllister inviteret til Syrien som en del af et turistfremstød, der skulle skabe lidt positiv omtale om landet og dets kulturarv. Lokke vestlige turister og pengepunge til. Det var tilbage i 2009, inden borgerkrigen – eller revolutionen, som den konsekvent kaldes her – brød ud for alvor. Som kritisk dokumentarist er McAllister dog ikke interesseret i at underbygge det forlorne glansbillede, de syriske turistorganisationer forsøger at sælge. Han er mere interesseret i Raghdas historie. Historien om den undertrykte politiske opposition.

Men begivenhederne tager adskillige uventede drejninger, og “A Syrian Love Story” er ikke først og fremmest en politisk film. Det er familien og den forliste kærlighed, der er i centrum. Der går ikke længe før McAllister selv bliver en del af familien. Grænsen mellem dokumentarist og emne forsvinder. Han er med på tætteste hold, når Raghda bliver løsladt og vender hjem til sin familie med PTSD og usvækket ønske om at vælte Assad. Koste, hvad det vil. Selv familien. McAllister bliver uforvarende katalysator for historiens videre udvikling, da han selv bliver anholdt af det syriske politi. De konfiskerer hans kamera, som indeholder adskillige optagelser af Raghda og Amer, der kritiserer regimet. De må flygte til Libanon. Derfra videre til Frankrig, da det viser sig, at flygtningetilværelsen i de ellers højt besungne nærområder er uden fremtidsudsigter, der er til at leve med.

“A Syrian Love Story” er ikke filmen om den syriske borgerkrig. Selv om sådan en udråbning er fristende i den nuværende politiske kontekst. Den er ikke et stort, uomgængeligt udsagn om konfliktens natur og sammenhæng. Men med sit rystende håndholdte kamera har McAllister indfanget et fragment af den store fortælling, som sjældent kommer til syne i de journalistiske mediers dækning. Amer, Raghda og deres børn er ikke bare dråber i den store, anonyme flygtningestrøm, men vidt forskellige individer med hver deres historie og drivkraft. Som alle andre mennesker er de engagerede i mere end bare deres blotte overlevelse. For Raghda er flygtningetilværelse en desertørtilværelse, som hun ikke kan leve med. Hun har stadig drømme på Syriens vegne. Hun føler et ansvar for sit land. Amer tænker mere snævert på familiens opretholdelse. Det er en pine for dem begge. Og de piner hinanden i et ægteskabsdrama med en opfindsom perfiditet, der ikke står tilbage for parforholdstorturens svenske mester, Ingmar Bergman. Også flygtninge har menneskelige ansigter, og sådan nogle kan nu og da blive ubærligt grimme.