En verden til forskel

Det er et regulært mirakel, at “Tron: Legacy” eksisterer. Steven Lisbergers “Tron” floppede fælt, da den udkom i 1982, og selvom filmens fanskare er vokset siden premieren, er der stadig tale om en franchise i fluevægtklassen. Alligevel har Disney spyttet over én milliard kroner i en fortsættelse midt under den værste finanskrise i 80 år – hele 28 år efter premieren på originalen. Filmselskabet har endda uddelegeret instruktørtjansen til en relativt ukendt debutant. Disney bliver ofte klandret for at være allergisk over for risici, men i dette tilfælde har Mickey Mouses hjemstavn gået planken ud med et vovemod, som man sjældent har set mage til.

Kun tiden vil vise, om “Tron: Legacy” formår at få det tag i det globale biografpublikum, som den oprindelige “Tron” kun kunne famle efter. Personligt genså jeg originalen ad libitum som barn, og jeg synes stadig, at dens futuristiske “lyscykler” er det sejeste køretøj nogensinde, men “Tron” er ikke ældet yndefuldt. Den er stadigvæk pokkers underholdende, men historien er tynd, og de fleste karakterer føles lige så kunstige som deres computerskabte omgivelser. Den barske sandhed er, at “Tron: Legacy” er bedre på alle måder. Ja, faktisk er den intet mindre end fremragende – en stærk historie om en søns søgen efter sin far, som er indsvøbt i et fantastisk festfyrværkeri af lyd, lys og farver.

Den første film omhandlede tekniknørden Kevin Flynn (Bridges), som blev suget ind i en computerverden, hvor programmer og kilobytes var omdannet til personer, køretøjer og bygninger. “Tron” var primært udtænkt som en visuel oplevelse, og på den konto var den en vaskeægte triumf, men i toeren er der en langt bedre balance mellem stil og substans. Her drager Flynns søn, Sam, ind i computerens univers for at finde sin far, som forsvandt, da Sam var barn.

Sam spilles af den forholdsvis ukendte Garrett Hedlund, som er forbavsende god til at skildre en ung mand i pinsel, der hungrer lige så meget efter sin far som efter sin egen identitet. Det er den klassiske historie om drengen, der forsøger at kæmpe sig ind i de voksnes rækker – en kamp, man kan relatere til. En af filmens største forcer er den superbe kemi mellem Hedlund og Bridges. De følelsesladede scener mellem de to giver hjertet noget at banke for, mens øjnene og ørerne stimuleres af filmens audiovisuelle sansebombardement. Bridges er frisk og veloplagt, Olivia Wilde injicerer en smule velkommen romance i filmen i rollen som den røvsparkende Quorra, og Michael Sheen udløser hobevis af latterbrøl i rollen som en David Bowie-agtig natklubejer.

Den opdaterede udgave af Lisbergers computerunivers er ubeskriveligt betagende. Den eneste malurt i bægeret er en ung, computergenereret Bridges, som agerer filmens skurk, Clu. Oftest ligner Clu en voksfigur med en gakket gangart. Højdepunktet i “Tron: Legacy” (ligesom det var i “Tron”) er dysten mellem de lynhurtige lyscykler, som farer forbi og ind i hinanden i et tempo, der får nerverne til at sitre. Sekvensen er så fantastisk, at man næsten får abstinenser, når mellemrummene mellem actionsekvenserne bliver lidt for store i filmens anden halvdel, som også er en smule tynget af kringlet tekniksnak.