Livløse vampyrer

Hun har været igennem tre lange film fyldt med endeløse suk og længselsfulde lidelser, men for Bella er der endelig gevinst ved kasse ét i dette fjerde kapitel af “Twilight”-serien, hvori Bella og vampyr-Edward omsider ægtes, smider den sidste rest af jomfruelighed over bord og forenes i den længe ventede kødlige forening.

Hvis man dermed troede, at “Twilight”-serien nærmede sig et mere naturligt og måske ligefrem positivt forhold til de menneskelige drifter, kan man roligt tro om igen, for som altid i denne serie har sex noget at gøre med døden. I dette tilfælde kompliceres forholdet af, at Edward og Bella har besluttet sig for at forenes i kødelig forstand, inden hun selv bliver en af blodsugerne, og dette er tilsyneladende særdeles farligt, eftersom sex med en vampyr kan være dødbringende.

Hvordan præcis, det kan det, er et lidt uafklaret punkt, som hurtigt sender fantasien i alle mulige bizarre retninger (er det mon et spørgsmål om længde eller affyringskraft?), og det samme kan på mange måder siges om hele filmen, der tager Twilight-absurditeterne til nye højder. Nogle ting egner sig til at blive filmatiseret, og nogle gør ikke, og med det fjerde kapitel af Twilight-bogserien er vi nået til et punkt, hvor det hele eksploderer i camp og ufrivillig komik.

Ligesom den sidste Harry Potter-roman har man her besluttet sig for at dele den afsluttende bog op i to filmdele, hvilket utvivlsomt sikrer en større indtjening ved billetlugerne, men til gengæld ikke ligefrem giver særlig meget mening fra den rent filmiske side af sagen, eftersom der sker utrolig lidt i filmen. Seriens kvindelige fans vil sikkert være glade, idet Taylor Lautner allerede få sekunder inde i filmen smider trøjen, men derudover er filmens første halvdel udelukkende dedikeret til den kandiserede bryllupsceremoni og turtelduernes postkortidylliske bryllupsrejse, som mere ligner et meget langt reklameindslag end noget, der hører hjemme i en spillefilm. Hvis man formår at holde sig vågen gennem denne søvndyssende prøvelse, kommer der dog heldigvis lidt mere gang i den i filmens anden halvdel, hvor det viser sig, at selvom Edward ganske vist har været død i evigheder, så er der åbenbart stadig liv i hans sæd, og en temmelig faretruende graviditet er under opsejling. De skulle nok alligevel have brugt gummi.

Af uigennemskuelige årsager vækker dette stor uro hos varulvene, der endnu engang bliver hidsige og løber febrilsk omkring i skoven på alle fire, men som alligevel altid er påklædt, når de skifter tilbage til menneskeform. Har de mon et lager af cykelshorts gemt i træerne? Filmens ufrivilligt komiske højdepunkt indtræffer dog, da bæsterne taler indbyrdes i varulveform, og vi for en stund lader til at være placeret i en Disney-fortsættelse til “Beverly Hills Chihuahua”.