En cadeau skal lyde herfra til instruktøren Rodrigo Cortés og manuskriptforfatteren Chris Sparling for at have kreeret en velkomponeret og spændende thriller med meget simple virkemidler. En grum film, der er neglebidende intens indtil sidste sekund, men som i sin meget fysiske håndtering af den stakkels Conroys situation aldrig bevæger sig derind, hvor fortællingen om manden, der blev levende begravet, bliver så uhyggelig, som den har potentiale til.
#11 BN 13 år siden
Okay, så er det jo et helt forkert billede, jeg har fået.
#12 filmz-ab 13 år siden
5/6
#13 Twister 13 år siden
Kameraarbejdet var noget af det jeg var mest begejstret for. Jeg synes det er en ganske enkelt imponerende brug af de cinematografiske virkemidler når man tænker på hvor lidt plads og dårlig belysning der må have været under optagelserne. Der er flere rigtig flotte indstilliger, og særligt de mange tracking lignende shots hvor der både bliver panoreret og tiltet fik mig faktisk til at sidde og klappe begejstret for mig selv. Rodrigo Cortés og hans DoP Eduard Grau fortjener storros på dette punkt synes jeg!
#14 filmz-ab 13 år siden
Helt enig. Det er faktisk en bedrift, at man har formået at gøre det så lækkert og indbydende.......i en kiste :-)
#15 RasmusFL 13 år siden
De første 15-20 minutter fungerer fremragende. Man er disorienteret og omtumlet af den klaustrofobiske følelse. Men fra det øjeblik instruktøren Cortés overtages af sin stilistiske trang til at lege med virkemidler brydes filmens illusion totalt for mig.
Der er noget spekulativt 'hvad nu hvis man lavede lækre, lighteroplyste tracking-shots i en kiste'-agtigt over hele filmens udtryk, der fuldstændig får den til at ligne et udstyrsstykke. Så er det altså lige meget hvor mange intense hyperventilationer Ryan Reynolds kan diske op med (han kunne i øvrigt ikke bære filmen som jeg håbede på) og hvor ond og ækel tanken om at vågne op i en kiste begravet under jorden end må være. Handlingsforløbet og den filmiske formidling føles som en konstruktion begået af en instruktør, der gerne vil sætte et alternativt indtryk på den moderne filmscene.
Den her var for mig en løftet pegerfinger om hvorfor stil over indhold kan være en rigtig dårlig idé.
2½/6
PS: se i øvrigt hvordan klaustrofobi kan fungere utroligt på film (endda med meget større albuerum end her) i Paul Greengrass' 'United 93'.