“Ekstremt højt & utrolig tæt på” er en noget nær perfekt beskrivelse af tab og den afgrund, som man så let kan falde i. Det er en bevægende beskrivelse af den kærlighed mellem forældre og børn, der ikke altid kan vises, og som så let kan misforstås. Stephen Daldry anerkender, at den 11. september 2001 var en følelsesladet dag for hele verden, og derfor har han lavet en film, der beskriver den stemning, der med al selvfølgelighed ligger i farvandet på sådan en tragedie. Og han har gjort det fænomenalt. Intet mindre.

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#21 MMB 12 år siden

Lad mig starte med at sige, jeg generelt ikke har noget imod sentimentale film. Film som Million Dollar Baby, Rain Man og Forrest Gump hører blandt mine favoritfilm, og Titanic har jeg ej heller noget imod på grund af sin sentimentalitet. EL&IC er uden tvivl den mest oversentimentale film, jeg nogensinde har set, og ikke på et tidspunkt i hele filmen får den for lidt.

Hvis vi starter med at kigge på hovedrollen spillet af Thomas Horn, så gør han det ganske godt. Han spiller ret overbevisende og er ret troværdig i sin rolle. Problemet er bare, at han spiller den mest usympatiske dreng nogensinde. Jeg ved ikke, om det også er sådan i bogen, men jeg mistede lynhurtigt ALT sympati for denne dreng, som ellers har mistet sin far ved 9/11. Vi starter med at høre om hovedpersonens forhold til Tom Hanks, som spiller den bedste fader i verden nogensinde. Alt er perfekt, familien er lykkelig, og far og søn laver selvfølgelig skattejagte rundt i byen, men så sker det, at faderen dør ved 9/11. Det er der ingen tvivl om, eftersom vi får kastet jeg ved ikke, hvor mange telefonbeskeder smidt i hovedet fra Hanks figur, som fortæller, hvor højt han elsker sin søn. Disse klip, som ellers får Titanic til at ligne Oldboy, er kun begyndelsen... Efter Tom Hanks' død finder sønnen en nøgle i sin faders skab, som han simpelthen ikke kan finde ud af, hvor passer til, og det kan da simpelthen ikke være rigtigt, og eftersom der stod ordet "Black" på sedlen ved nøglen, beslutter han sig for at kontakte alle i hele New York med efternavnet "Black" for at spørge dem om, hvorvidt de ved, hvor hans nøgler passer til. Undervejs får han følgeskab af den sympatiske Sydow, som har valgt ikke at ville tale mere tidligt i sit liv og derfor har tatoveret "ja" og "nej" på sine hænder, så han kan kommunikere. Efter vores hovedperson er blevet færdig med at brokke sig over Sydows manglende hurtighed grundet i sin høje alder, får de to personer et ganske godt forhold, og her begynder filmen faktisk at blive lidt interessant. Det skyldes Sydows figur, som fremstår helt igennem sympatisk, og det er derfor ærgerligt, at hans figur ikke har en mere central rolle.

Et gennemgående problem for filmen er, at man aldrig rigtig går op i Oskars jagt på at finde ud af, hvor hans nøgle passer til. Det hele virker desværre en anelse ligegyldigt, og det går ret hurtigt op for seeren, at det mere er rejsen i sig selv, som er vigtig. Men når den centrale karakter er så usympatisk, som han er, og der ikke rigtig er noget eventyrligt over hans søgen, så er det svært for alvor at blive involveret i filmen. Især scenen,
hvor han direkte siger til sin mor, der ellers ikke har været andet end sød og forstående, at han ønskede, hun var død i stedet for faderen, er noget af det mest frastødende, jeg overhovedet har set på film nogensinde. Hvis man havde bare snert af sympati for Oskar tilbage før, så mister man den der.


Jovist, skuespillet er godt især af Sydow og Bullock, og Viola Davis har også en ganske rørende lille birolle i filmen, men det ændrer ikke på, at Extremely Loud & Incredibly Close fremstår som en af de mest oversentimentale film, der nogensinde er lavet. Filmen er ikke bleg for at pådutte seeren de helt "rigtige" følelser, og med den ene oversentimentale scene efter den anden plus en sindssygt usympatisk hovedperson, så lykkes det virkelig Daldry at frastøde en. Det er en synd og skam, og man sidder tilbage med følelsen af en ret så mislykket film, hvis eksistens ikke virker helt berettiget.

4/10

(undskyld for eventuelle formuleringsfejl, jeg orkede ikke at rette teksten)
Gravatar

#22 Wangsgaard 12 år siden

Foeller (21) skrev:


H
Jovist, skuespillet er godt især af Sydow og Bullock, og Viola Davis har også en ganske rørende lille birolle i filmen, men det ændrer ikke på, at Extremely Loud & Incredibly Close fremstår som en af de mest oversentimentale film, der nogensinde er lavet. Filmen er ikke bleg for at pådutte seeren de helt "rigtige" følelser, og med den ene oversentimentale scene efter den anden plus en sindssygt usympatisk hovedperson, så lykkes det virkelig Daldry at frastøde en. Det er en synd og skam, og man sidder tilbage med følelsen af en ret så mislykket film, hvis eksistens ikke virker helt berettiget.



Selv warhorse ?
http://c.mymovies.dk/wangsgaard/group:owned
Gravatar

#23 MMB 12 år siden

Wangsgaard (22) skrev:
Foeller (21) skrev:


H
Jovist, skuespillet er godt især af Sydow og Bullock, og Viola Davis har også en ganske rørende lille birolle i filmen, men det ændrer ikke på, at Extremely Loud & Incredibly Close fremstår som en af de mest oversentimentale film, der nogensinde er lavet. Filmen er ikke bleg for at pådutte seeren de helt "rigtige" følelser, og med den ene oversentimentale scene efter den anden plus en sindssygt usympatisk hovedperson, så lykkes det virkelig Daldry at frastøde en. Det er en synd og skam, og man sidder tilbage med følelsen af en ret så mislykket film, hvis eksistens ikke virker helt berettiget.



Selv warhorse ?


EL&IC er meget mere sentimental. Der er ingen sammenligning.
Gravatar

#24 igotthepower 12 år siden

Sikke mane Kloge Åge'er :-) Tror bare at jeg ser filmen - med eller uden tudekiks...
Gravatar

#25 Justin 12 år siden

Er helt enig med anmelderen, en utroligt god film, som endelig kommer i biografen
Gravatar

#26 moulder666 12 år siden

Foeller (23) skrev:
Wangsgaard (22) skrev:
Foeller (21) skrev:

men det ændrer ikke på, at Extremely Loud & Incredibly Close fremstår som en af de mest oversentimentale film, der nogensinde er lavet.


Selv warhorse ?


EL&IC er meget mere sentimental. Der er ingen sammenligning.


Holy bloody crap - tak for advarslen - jeg holder mig langt væk! Warhorse var selv ca. 8 gange mere sentimentalitet end jeg kunne holde til! :-)
Min kritik er 100 procent berettiget i enhver redaktionel sammenhæng, og hvis du ikke kan se problemet, er du i benægtelse.

Gravatar

#27 Lord Beef Jerky 12 år siden

Jeg synes Foeller er for rar... 3/10 er mere passende til denne omgang oversentimentale og dybt utroværdige vås. Topkarakter fra filmz er vist nok det sidste, jeg regnede med, men der er åbenbart nogle derude, der falder for den slags =)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#28 MMB 12 år siden

moulder666 (26) skrev:
Holy bloody crap - tak for advarslen - jeg holder mig langt væk! Warhorse var selv ca. 8 gange mere sentimentalitet end jeg kunne holde til! :-)


Ja, så skal du holde dig langt væk! :)

Lord Beef Jerky (27) skrev:
Jeg synes Foeller er for rar... 3/10 er mere passende til denne omgang oversentimentale og dybt utroværdige vås.


Nu er jeg jo også en rar mand. :P

Lord Beef Jerky (27) skrev:
Topkarakter fra filmz er vist nok det sidste, jeg regnede med,


+1

Og det værste er, at den generelt får gode anmeldelser herhjemme.
Gravatar

#29 Lord Beef Jerky 12 år siden

#28 Det forstår jeg simpelthen ikke... måske er den blevet klippet om... ellers er det en helt anden film, end den vi har set.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Gravatar

#30 IK 12 år siden

Foeller (28) skrev:
Og det værste er, at den generelt får gode anmeldelser herhjemme.


EB giver den 5/6 og siger: "...man skal sgu være en kold fisk, hvis man ikke kan give sig hen til denne mageløse fortælling."

Haha ;-)

Skriv ny kommentar: