Ved første øjekast kan “Midnight in Paris” synes noget florlet og lidt for fornøjelig i sin omgang med stoffet. Men under den åbenlyse nostalgiglasur er der faktisk brod. Nok er Gils natlige smutture tilbage i tiden alle indfanget i et flatterende, gyldent skær, men Allens konklusion er ikke så ensidig. Nostalgi er en farlig dansepartner. Man er nødt til at finde sig til rette i nuet og leve livet forlæns. Men fantasien skal der også være plads til.
#11 stoffer 12 år siden