[h2]”The film Music Of Dmitri Shostakovich Volume 1″ (2002) Chandos Records No: CHAN 10023[/h2]
Samtidigt med at Max Steiner og Franz Waxman lagde fundamentet til filmmusikken i 1930’erne, var der andre europæere som komponerede filmmusik med rødder i den klassiske musik. Russiske Dmitrij Sjostakovitj anses som en af de betydeligste symfonikere bl.a. pga. hans personlige engagement i musikken. Udover at have komponeret 15 symfonier og lige så mange strygekvartetter, komponerede han musikken til omkring 40 film. Han anså dog det at komponere filmmusik som en leg, og udtrykte sig derfor ofte nedladende over for filmmusikken. Men denne cd er et bevis på at på trods af at han måske ikke tog faget særligt alvorligt, så tog han alligevel musikken seriøst.
Det er vist ikke nogen stor overdrivelse hvis man siger at kendskabet til russiske film fra 1930’erne ikke er blandt det mest udbredte hos den almindelige filminteresseret. Men det er heldigvis heller ikke nogen forudsætning for at kunne nyde musikken fra perioden.
Den russiske dirigent Vassily Sinaisky, der står i spidsen for BBC Filharmonikerne, har valgt musikken fra seks forskellige film fordelt på fire suiter.
Den første suite er fra “Maxim trilogien”, og hvis man kan se bort fra den åbenlyse røde nationale og politiske indflydelse som musikken består af, er der en god oplevelse i vente. (Og heldigvis behøver man ikke at være Lenin sympatisør for at få glæde af musikken).
Orkester og (det obligatoriske?) mandskor maner til kamp for lighed og retfærdighed i musikken fra “Maxim trilogien”. Om det lokker lytteren til at melde sig ind i et parti med røde tendenser er tvivlsomt, men specielt et nummer som “Struggle At The Barricades” er pokkers effektivt, og en herlig påmindelse om at en toptunet instrumentering af orkesteret til enhver tid er i stand til at sparke røven ud af hvilket som helst moderne technoscore. Er man til gammeldags og tidløst actionmusik så er dette nummer sagen. Trilogi suiten ebber ud i en bombastisk finale.
“The Man With The Gun” fortsætter i det nationalistiske spor, men dog mere i den traditionelle forstand og kommer ikke op på samme niveau som den forrige suite.
“A Girl Alone” er kontrasten til de to foregående suiter. Orkestret er udskiftet med et mindre ensemble, og den bombastiske musik for barrikaderne er udskiftet til fordel for en mere eksperimenterende og legende lyd. Filmen skulle efter sigende være en let lille sag, og det reflekterer musikken også. “The Chief Sleeps And Gets Up” er en meget bogstavelig titel fordi det lyder virkelig som en mand der snorker. Det er straks lidt værre at bedømme om det er en chef eller ej, men snorker det gør han i hvert fald.
“King Lear” er en russisk fortolkning af William Shakespeares tragiske skuespil om ondskab, magtbegær og samvittighedskvaler. Musikken er dyster, indadvendt og melankolsk og bliver fremført i et langsomt tempo med enkelte forløsninger.
Albummet er anbefalesværdigt, men pga. de kommunistiske undertoner er det ikke for enhver smag. (Ja, selv coveret vil kunne skræmme den mindst fordomsfulde person væk). Højdepunkterne er den første og sidste suite, som alligevel kræver at lytteren er interesseret i at investere i adskillige lytninger for at få oplevelsen af at musikken folder sig rigtigt ud. Lyden fortjener i øvrigt særlig opmærksomhed. Indspilningen er af fantastisk karakter som både fanger de store bombastiske øjeblikke og de små nuancer på fornemste vis.
[rating=4]Score[/rating]
[h2]Trackliste[/h2]
Musik fra “Maxim Trilogien” Op. 50a
[li]1. Courage, My Friends 4:18
[li]2. Attack 1:51
[li]3. Death Of The Old Worker 5:58
[li]4. Waltz 3:17
[li]5. Demonstration 2:30
[li]6. Struggle At The Barricades 4:53
[li]7. Funeral March 2:37
[li]8. Finale 1:30
Musik fra “The Man With A Gun” Op. 53
[li]9. Overture 1:54
[li]10. October 3:25
[li]11. Smol’ny Palace 1:49
[li]12. Finale 1:02
Musik fra “A Girl Alone” op. 26
[li]13. Altai 3:05
[li]14. In Kuzmina’s Hut 3:51
[li]15. Bai Leads The Children To Tend The Sheep 2:53
[li]16. Schoolchildren 2:38
[li]17. Adagio 2:14
[li]18. The Chief Sleeps And Gets Up 3:56
[li]19. How Good Life Will Be! 2:06
Musik fra “King Lear” Op. 137
[li]20. The Fool’s Waterpipe 0:41
[li]21. The March Of Time 2:33
[li]22. Lear’s Castle 2:39
[li]23. The Catastrophe Begins 2:53
[li]24. The Voice Of Truth 3:04
[li]25. Storm 2:21
[li]26. After The Storm 2:44
[li]27. The Fool 0:52
[li]Total spilletid 75:16
Venligst udlånt af:
#11 Michael Andersen 21 år siden
Der er en grund til at jeg ikke kommenterede ironien i Sjostakovitjs numre på soundtracket, fordi der er jo ingen ironi uden filmens billeder. Og på den måde er musikken jo fortaler for de røde teamer/værdier. Mandskoret er jo f.eks ikke ironisk i sig når det er isoleret fra filmen.
Akkurat ligesom da Hans Zimmer i "Broken Arrow" gav John Travoltas figur et overdrevent coolt tema, så virkede figuren i filmen fuldstændigt latterlig og derved gjorde Zimmer nar af filmens/figurens selvhøjtidelighed. Men når man hører temaet på CD´en så er der jo kun den coole del tilbage. Forudsætningerne er forskellige.
#9
I min anmeldelse skriver jeg: at kendskabet til russiske film fra 1930’erne ikke er blandt det mest udbredte hos den almindelige filminteresseret." og når The Insider skriver at: "russisk filmmusik ikke ligefrem et kendt emne, så det er let at blive misledt af et cover." så så jeg det bare som om at han anså mit engagement i skrevne som begrænset til coverets signaler.
Nå, men fuck det, inden jeg mister det stump af respekt jeg har tilbage her på sitet :)
#12 The Insider 21 år siden
Hvis du siger i din anmeldelse af soundtracket, at musikken hylder kommunismen/nationalismen, men kun HER siger, at dette er på bygget på et ironisk grundlag, så får vi jo ikke en hel redegørelse for den essentielle pointe bag hele musikken, in my humble opinion... eller vi får måske et forvrænget eller ukomplet billede af denne pointe. Det er jo netop dette vi diskuterer her, og manglen på denne "redegørelse" i anmeldelsen "forvirrede" mig til dels.
Og så kan jeg selvfølgelig kun gentage det jeg sagde før, at det absolut ikke var min intention at håne dig på noget som helst plan, og jeg kan kun igen beklage din opfattelse af mine kommentarer som et personligt angreb. Om jeg så havde skrevet "russiske film", "russisk musik" eller "russisk vodka", så var min pointe at jeg følte at budskabet med musikken ikke var blevet helt redegjort for.
#13 21 år siden
#14 Michael Andersen 21 år siden
O.k. jeg misforstod dine kommentarer, sorry.
Nå, lad os komme tilbage til fremtiden: Man kan godt diskutere musikkens ironi i filmen, men ironien er nødt til at stå sammen med noget andet for at den kommer frem som ironi. Hvis jeg siger at Ray liotta er den bedste skuespiller nogensinde, og jeg ikke skriver mere end det, og du heller ikke kan se mit ansigtsudtryk her foran skærmen, kan du så være sikker på om jeg er ironisk eller ej?
Jeg er enig med dig i at man godt kan diskutere hvordan musikken er tilpasset filmen, som kan forklare hvad musikkens intentioner er, og det kunne jeg også godt have tilføjet i anmeldelsen, for at musikkens egentlige pionte kom frem. Men i det her tilfælde var det at beskrive musikken som rød, den bedste måde - fordi det er hvad folk får hvis de køber sountracket, de får ikke 12 musiknumre med ironi.
Jeg vil meget gerne se en person som kan lytte til soundtrackets første del, uden at associerer musikken med den russiske socialistiske/kommunistiske ånd - Jeg vil vove at påstå at den person ikke findes.
#13
Prøver du på at være ironisk? :)
#15 The Insider 21 år siden
Men - som sagt - handler alt dette om forskellige former for tolkning og forståelse.
#16 filmz-Pamperen 20 år siden
Lenin, Stalin og Mao, for den sags skyld, var simpelthen blot mennesker med magt. Og hvad vil folk der har magt have mere af? Magt! Dette resulterede i at lederene/despoterne styrede deres land med jernhånd og nedslagterede alle der havde en anden virkelighedsopfattelse/retfærdighedsans end dem.
Jeg synes egentlig kommunisme er en smuk ting! Bolsjevisme har desværre medført at magtgale, paranoide jernmænd har bestridt posterne som deres respektive landes overhoved. Deres regeringsform begyndte sandt nok som kommunisme, men endte i ren og skær tyrranisme!
Det jeg vil frem til er, at hvis Shostakovich formidler det ægte kommunstiske budskab er der intet forkasteligt over det.
Flasken!!! Mindst lige så forhadt som Henrik Kopernikus.