Her fortsætter tråden, hvor vi skriver om de film, vi har set.
Oasis (2002)
Den koreanske instruktør Lee Chang Dongs drama ”Oasis” er dog langt, som man kan komme fra de melodramatiske koreanske tv-serier, som er så populære på fjernsynsskærmene i både hjemlandet, Japan og Kina for tiden. I modsætning til en kliché-fyldt og hul tåreperser af kærlighedshistorie indsvøbt i violiner om på overfladen perfekte, smukke mennesker i smukke omgivelser, så fortælles der her en realistisk og til tider brutal historie om på overfladen knap så kønne og fejlfri mennesker i kolde og triste omgivelser.
Hong Jong Du (Sol Kyung Gu) har ikke så mange brikker at rykke rundt med. Vi ser ham vandre forkølet rundt i Seoul midt om vinteren i en T-shirt, mens han bummer smøger og æder tofu uden så meget som et tak. Det bliver hurtigt tydeligt, at han mentalt er på niveau med en uopdragen 8-årig. Da han æder på en restaurant uden at betale, og politiet kommer for at hente ham, viser det sig, at det ikke er første gang han har haft med politiet at gøre. Han er lige blevet løsladt fra fængslet for at have kørt en mand ned, og derefter flygte fra gerningstedet. Hans familie er trætte af at skulle tage sig af ham. Specielt Jong Dus storebror (instruktøren Ryoo Seung Wan) og hans kone kan ikke tåle synet af ham. Overalt taler folk ned til Jong Du, der dog lader til at være vant til det.
Men han er ikke vant til den svært spastisk lammede pige Gong Ju (Moon So Ri), hvis far han har siddet i fængsel for at have dræbt i et færdselsuheld. Da han møder hende første gang, bliver han ikke afstødt eller chokeret over hendes handicap. Han ser derimod noget smukt i hende, som ingen andre lader til at se, og han opsøger hende igen og igen. Gong Ju befinder sig i en ensom verden i sin nedslidte og beskidte lejlighed. Lejligheden er en billig én, som hendes bror har installeret hende i, mens han selv er flyttet ind i den lækre og moderniserede lejlighed, som staten har tildelt hende for at støtte handicappede. Broren har blot betalt nabokonen for at kigge ind til Gong Ju en gang imellem, så Gong Ju lever indeklemt med sin radio og et billede af en oasis i sin beskidte lejlighed. Jong Du fascineres af hende hende – måske fordi at hun er den eneste, der virker mere hjælpeløs end ham selv – men umiddelbart bliver han ikke ligefrem hendes redningsmand. Jong Du sniger nemlig ind i lejligheden efter at have givet hende en buket blomster, og han kan som altid ikke styre sig selv, så han begynder at befamle denne hjælpeløse kvindes krop. Han stopper dog fra at begå fuldkommen voldtægt, da hun besvimer midt i det hele. Han løber i stedet hjem i panik som en lille knægt, og om aftenen har han allerede glemt alt, hvad der skete.
Og dog. Vi ser ham nemlig bede en præst, der besøger familien om at bede for sig. Det lader nemlig til, at han nærer et håb om at tage ansvar for noget, nærmere betegnet Gong Ju. Imidlertidig bliver Gong Ju drevet endnu længere ud sin ensomhed, da nabokonen, der ser efter hende, fuldkommen ignorere hendes tilstedeværelse ved at bolle med sin mand i Gong Jus stue. Gong Ju vælger at søge kontakt til Jong Du, som efterlod sit nummer før lysterne kammede over hos ham. Han er den eneste, der har vist interesse for hende. Og derfra bliver filmen en øm historie om de to forkastede mennesker, der overkommer fejl og mangler ved hinandens kraft. Han er sund og rask, men mangler nogle brikker at rykke rundt med. Hun er spastisk lammet og kan knapt nok snakke, men til gengæld er hun intelligent, fantasifuld og varm.
Men samfundet i form af de tos familier og politiet kan slet ikke begribe deres forhold. Hvor vi i starten bedømmer hovedpersonen Jong Du ud fra hans families syn på alle de problemer, som han forårsager, så vender filmen ganske langsomt ved, at vi ser Jong Du igennem Gong Jus øjne. Da det hele falder sammen til sidst, som det nu engang må gøre, så får vi at se, hvordan vi på samme måde som samfundet i filmen havde misforstået disse mennesker. I filmen er det ikke kun karaktererne, der udvikler sig, publikum udvikler løbende forståelsen for karaktererne, og dette er noget af en bedrift, som kun de dygtigste dramatikere formår at udføre overbevisende.
Men instruktøren Lee Chang Dong har hjælp at hente i sine skuespillere. To to hovedroller spiller nemlig utroligt overbevisende. Noget af det mest fremragende skuespil jeg har set længe. Man skulle ikke tro, at Moon So Ri rent faktisk ikke er en spastisk lammet skuespiller, hvis det ikke var for de sekvenser, hvor vi ser hendes fantasi om at være en normal ung pige uden spastiske lammelser blive spillet ud. Men endnu større er Sol Kyung Gus præstation, da han ikke bare gør sin mentalt handikappede karakter troværdig, han får også publikum til at læse og fortolke Gong Ju igennem den måde, han forholder sig til hende på. Scenen, hvor filmen opnår klimaks, er basalt set som en masse andre kærlighedshistorier, men det serveres her med en iskold realisme og med nogle karakterer, der er så overbevisende, at det for alvor gør ondt.
Denne film er noget af det absolut bedste, jeg har set af ny koreansk film. Noget af de bedste jeg har set af ny film i det hele taget. Jeg vil helt sikkert opsøge noget mere af Lee Chang Dong.
#1 - Rigtig fin anmeldelse. Jeg elsker selv filmen, men har umiddelbart slet ikke lyst til at se den igen foreløbig, netop pga. dens hårde realisme. Jeg kan kun anbefale Lee Chang-dongs to andre film, Green Fish og Peppermint Candy, der på trods af ikke at komme helt op på helt samme niveau som Oasis, stadig bør være anses som essentiele at se, for fans af nyere koreanske film. I Peppermint Candy spiller Moon So-ri og Sol Kyung-gu også overfor hinanden. De er i mine øjne to af de bedste skuespillere i Sydkorea for tiden, og er helt klart værd at holde øje med i fremtiden.
Lee Chang-dong skulle eftersigende komme med en ny film engang i år. Han har af gode grunde ikke lavet en film siden Oasis, da han har haft travlt med at lege Sydkoreas Kulturminister de seneste år. Han har vist i særdeleshed været med til at sætte fokus på den koreanske filmindustri.
Fik lige set "Counterfeit Traitor" med William Holden og geee, blev alle mine forventninger opfyldt. Skriver en længere anmeldelse af den imorgen, men hvorfor den er forblevet ukendt, er mig en gåde.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#6 Haha! Der står jo nærmest skrevet "Modstandsmand" i panden af Poul Reichardt på det billede!
Men det lader da til at være en ganske interessant film. Har ellers ikke hørt om den. Jeg kan se, at instruktøren også står bag den originale "Miracle on 34th Street". Er der andre af hans film, man bør kende til?
Er igang med sæson 4 af 24 timer og nået halvvejs. Stadig kvalitetsunderholdning og de latterlige episoder med datteren er væk, skønt. Men der er jo intet nyt under solen!
For mig at se, er det en gentagelse af de andre sæsoner, hvor muslimske terroraktioner finder sted. Det kan ændre sig i den sidste halvdel, men indholdet er det samme. CTU, medarbejdere som mistroer hinanden, endnu engang er der blevet placeret en muldvarp derinde. Alt kan gøres på 5 sekunder bare man har en computer. Det er de samme processer, som går igen, hele tiden. Og det uforudsigelige bliver forudsigeligt, i og med man forventer det uforudsigelige.
William Devane er dog en absolut fryd i rollen som forsvarsminister. En toppræstation.
Hermed ikke sagt, jeg ikke nyder serien og har svært ved at vente med næste afsnit. Men det ville klæde serien, hvis man som Alias engang imellem "rystede posen" og ændrede præmisserne.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Er stort set enig. Dog er det ikke rigtigt, at det i de tre foregående sæsoner er muslimske terrorister, der står bag de ting der sker, eller deltager i dem :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1 mr gaijin 18 år siden
Oasis (2002)
Den koreanske instruktør Lee Chang Dongs drama ”Oasis” er dog langt, som man kan komme fra de melodramatiske koreanske tv-serier, som er så populære på fjernsynsskærmene i både hjemlandet, Japan og Kina for tiden. I modsætning til en kliché-fyldt og hul tåreperser af kærlighedshistorie indsvøbt i violiner om på overfladen perfekte, smukke mennesker i smukke omgivelser, så fortælles der her en realistisk og til tider brutal historie om på overfladen knap så kønne og fejlfri mennesker i kolde og triste omgivelser.
Hong Jong Du (Sol Kyung Gu) har ikke så mange brikker at rykke rundt med. Vi ser ham vandre forkølet rundt i Seoul midt om vinteren i en T-shirt, mens han bummer smøger og æder tofu uden så meget som et tak. Det bliver hurtigt tydeligt, at han mentalt er på niveau med en uopdragen 8-årig. Da han æder på en restaurant uden at betale, og politiet kommer for at hente ham, viser det sig, at det ikke er første gang han har haft med politiet at gøre. Han er lige blevet løsladt fra fængslet for at have kørt en mand ned, og derefter flygte fra gerningstedet. Hans familie er trætte af at skulle tage sig af ham. Specielt Jong Dus storebror (instruktøren Ryoo Seung Wan) og hans kone kan ikke tåle synet af ham. Overalt taler folk ned til Jong Du, der dog lader til at være vant til det.
Men han er ikke vant til den svært spastisk lammede pige Gong Ju (Moon So Ri), hvis far han har siddet i fængsel for at have dræbt i et færdselsuheld. Da han møder hende første gang, bliver han ikke afstødt eller chokeret over hendes handicap. Han ser derimod noget smukt i hende, som ingen andre lader til at se, og han opsøger hende igen og igen. Gong Ju befinder sig i en ensom verden i sin nedslidte og beskidte lejlighed. Lejligheden er en billig én, som hendes bror har installeret hende i, mens han selv er flyttet ind i den lækre og moderniserede lejlighed, som staten har tildelt hende for at støtte handicappede. Broren har blot betalt nabokonen for at kigge ind til Gong Ju en gang imellem, så Gong Ju lever indeklemt med sin radio og et billede af en oasis i sin beskidte lejlighed. Jong Du fascineres af hende hende – måske fordi at hun er den eneste, der virker mere hjælpeløs end ham selv – men umiddelbart bliver han ikke ligefrem hendes redningsmand. Jong Du sniger nemlig ind i lejligheden efter at have givet hende en buket blomster, og han kan som altid ikke styre sig selv, så han begynder at befamle denne hjælpeløse kvindes krop. Han stopper dog fra at begå fuldkommen voldtægt, da hun besvimer midt i det hele. Han løber i stedet hjem i panik som en lille knægt, og om aftenen har han allerede glemt alt, hvad der skete.
Og dog. Vi ser ham nemlig bede en præst, der besøger familien om at bede for sig. Det lader nemlig til, at han nærer et håb om at tage ansvar for noget, nærmere betegnet Gong Ju. Imidlertidig bliver Gong Ju drevet endnu længere ud sin ensomhed, da nabokonen, der ser efter hende, fuldkommen ignorere hendes tilstedeværelse ved at bolle med sin mand i Gong Jus stue. Gong Ju vælger at søge kontakt til Jong Du, som efterlod sit nummer før lysterne kammede over hos ham. Han er den eneste, der har vist interesse for hende. Og derfra bliver filmen en øm historie om de to forkastede mennesker, der overkommer fejl og mangler ved hinandens kraft. Han er sund og rask, men mangler nogle brikker at rykke rundt med. Hun er spastisk lammet og kan knapt nok snakke, men til gengæld er hun intelligent, fantasifuld og varm.
Men samfundet i form af de tos familier og politiet kan slet ikke begribe deres forhold. Hvor vi i starten bedømmer hovedpersonen Jong Du ud fra hans families syn på alle de problemer, som han forårsager, så vender filmen ganske langsomt ved, at vi ser Jong Du igennem Gong Jus øjne. Da det hele falder sammen til sidst, som det nu engang må gøre, så får vi at se, hvordan vi på samme måde som samfundet i filmen havde misforstået disse mennesker. I filmen er det ikke kun karaktererne, der udvikler sig, publikum udvikler løbende forståelsen for karaktererne, og dette er noget af en bedrift, som kun de dygtigste dramatikere formår at udføre overbevisende.
Men instruktøren Lee Chang Dong har hjælp at hente i sine skuespillere. To to hovedroller spiller nemlig utroligt overbevisende. Noget af det mest fremragende skuespil jeg har set længe. Man skulle ikke tro, at Moon So Ri rent faktisk ikke er en spastisk lammet skuespiller, hvis det ikke var for de sekvenser, hvor vi ser hendes fantasi om at være en normal ung pige uden spastiske lammelser blive spillet ud. Men endnu større er Sol Kyung Gus præstation, da han ikke bare gør sin mentalt handikappede karakter troværdig, han får også publikum til at læse og fortolke Gong Ju igennem den måde, han forholder sig til hende på. Scenen, hvor filmen opnår klimaks, er basalt set som en masse andre kærlighedshistorier, men det serveres her med en iskold realisme og med nogle karakterer, der er så overbevisende, at det for alvor gør ondt.
Denne film er noget af det absolut bedste, jeg har set af ny koreansk film. Noget af de bedste jeg har set af ny film i det hele taget. Jeg vil helt sikkert opsøge noget mere af Lee Chang Dong.
#2 filmz-ataris 18 år siden
Lee Chang-dong skulle eftersigende komme med en ny film engang i år. Han har af gode grunde ikke lavet en film siden Oasis, da han har haft travlt med at lege Sydkoreas Kulturminister de seneste år. Han har vist i særdeleshed været med til at sætte fokus på den koreanske filmindustri.
#3 mr gaijin 18 år siden
#4 filmz-Bruce 18 år siden
#5 filmz-Narniabæver 18 år siden
Solkongen 7 / 10
#6 filmz-Bruce 18 år siden
#7 mr gaijin 18 år siden
Men det lader da til at være en ganske interessant film. Har ellers ikke hørt om den. Jeg kan se, at instruktøren også står bag den originale "Miracle on 34th Street". Er der andre af hans film, man bør kende til?
#8 filmz-Bruce 18 år siden
Jeg kender kun til "Day at the Races" og "A night at the Opera", ellers er han et ret ukendt blad.
#9 filmz-Bruce 18 år siden
William Devane er dog en absolut fryd i rollen som forsvarsminister. En toppræstation.
Hermed ikke sagt, jeg ikke nyder serien og har svært ved at vente med næste afsnit. Men det ville klæde serien, hvis man som Alias engang imellem "rystede posen" og ændrede præmisserne.
#10 NightHawk 18 år siden
Er stort set enig. Dog er det ikke rigtigt, at det i de tre foregående sæsoner er muslimske terrorister, der står bag de ting der sker, eller deltager i dem :)