Fik endelig set Fargo, selv om jeg godt nok synes at jeg har set den en gang før, men det må være lang tid siden. Kan kun give folk ret i, at det er en god film. Mesterværk er måske så meget sagt. Jeg synes ikke der er nogle særlige twist, som der plejer at være i sådanne film.
Historien er meget "straight". Hvad der bærer denne film, er det fantastiske skuespil. Både Steve Buscemi, Frances McDormand og William H. Macy spiller til en oscar.
I øvrigt proklamerer Coen brødrene at det skulle være en sand historie, men jeg har læst mig frem til at dette blot var et mediestunt, der skulle gøre filmen mere interressant.
Film 8/10
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Og endnu en (i DK) overset lille asiatisk juvel herfra:
Death By Hanging (1968) Oshima Nagisa, foregangsmanden for den japanske Nouvelle Vague, er noget af et legebarn med filmmediet. Men han har det med at lege med nogle alvorlige emner, og legebarnets synsvinkel kan ofte belyse nogle sandheder og nogle absurditeter, som voksne fastgroede i systemet ikke kan se. I den meget politiske ”Koshikei” ("Death by Hanging") er emnet, som titlen antyder, dødsstraf, men også statsautoritet og national identitet.
Filmen åbner med data fra en stor officiel meningsmåling. 71 % af de adspurgte japanere var imod afskaffelsen af dødsstraf. Dernæst gør Oshima brug af sine evner som dokumentariker, da han konstruerer en åbningssekvens, hvor vi får serveret en kold, nøgtern af henrettelsesbygningen, den sidste smøg, den sidste kop te. En kold, objektiv og præcis beskrivelse af hvad der foregår op til en eksekvering af en dødsstraf ved hængning.
Derfra vender filmen fuldkommen, da den unge mand (Yu Do-Yun), der henrettes i løbet af disse dokumentariske sekvenser, overlever hændelsen. Han knækker ikke nakken, men hænger blot bevidstløs. Hvem har nu ansvaret? Er dødsstraffen udført og færdiggjort, eller skal det gøres igen? Fængselinspektøren (Satou Kei) får sine mænd og lægen til at live ham op igen. De er nød til at genoplive ham, få ham til bevidsthed, for at slå ham ihjel igen. Således er loven. Absurd.
Da den dødsdømte mand, de kalder R, viser tegn på liv igen, viser det sig, at han er bevidstløs. Han forstår ikke, hvor han er, hvem han er, og hvad han har gjort. Så i nogle helt fantastisk absurde og kulsorte scener, rekonstruerer fængselsbetjenten med ansvar for uddannelse/opførsel (Watanabe Fumio) R's drab i henrettelseslokalet, så R kan komme i tanke, om hvem han er, så de på ny kan slå ham ihjel.
Fængselsbetjenten kører den rekonstruerede R's vanvid og begær helt ud i tovene, så betjenten og alle andres helt skæve fortolkning og misforståelse af R's handling udstilles komisk. Betjenten fortolker R ud fra sit eget begær og ud fra sin egen fantasi. Offentlighedens perverse fascination af denne slags forbrydelser udstilles sarkastisk i disse scener. Betjentene minder om japanske perverse gamle mænd som Imamura Shohei gør grin med i "The Pornographers". De falder til sidst fuldkommen i ind i deres egen fantasiverden, som de derefter anklager R for at være en del af. Filmen går fra sort absurd komedie (betjente ligger ovenpå hinanden og simulerer orgasme) til surrealisme, da vi falder helt ind i en mørk fantasiverden.
Dertil kommer det faktum, at R (og den R som Oshima baserede karakteren på) var Zainichi koreaner. En søn af en koreaner, der blev i arbejde i Japan, da Korea var en japansk koloni. En søn i en familie, der blev efterladt i fattigdom, og efterladt som en mindreværdig minoritet. Og det officielle Japans absurde gruppering af disse mennesker. Eller rettere, den absurde klassificering og ide om nation. Som R, da han erkender, at han engang var R, siger senere i filmen, så nægter han at blive dræbt af noget så abstrakt og absurd som en nation. Og der nævnes også det gamle paradoks om, at staten slår mordere ihjel, og derved bliver staten selv en morder.
Oveni portrættet af R, der kæmper med sin identitet, og altid har kæmpet med sin identitet, er der det fortsatte absurde portræt af henretterne, hvilket vil sige både nationen (de 71%) og konkret igennem betjentene. Betjentene forsøger at undskylde henrettelser som noget, der må gøres for nationens skyld. En siger, at henrettelse er ligesom krig i det henseende.
Det viser sig, at fængselinspektøren begik grove krigsforbrydelser. Dette er faktisk en af de få japanske film, der rører ved Japans forbrydelser under krigen. I denne scene er også systemet og det officielle Japan til stede i form af distriktsadvokaten, der observerer det hele. Men han siger blot stolt, at han ikke tænker over, hvad Japan gjorde under krigen. Hvis man vil frem i verden som bureaukrat, bør man ikke tænke.
Filmen er noget af et angreb på systemet. Til tider lidt for to-dimensionelt i billedet af ”fjenden” (eg. staten). Og pacet er til tider lidt sloppy. Ikke altid lige vedkommende, lige absurd, lige interessant. Men stadig et fantastisk stykke film fra dengang filmmediet blev dræbt og genfødt til noget, hvor alt var muligt. Måske er det på tide med sådan en proces igen.
Velkommen til klicheernes holdeplads og for den sags skyld øretævernes og eksplosionernes holdeplads. Instruktørens navn er Kaos og det navn lever filmen så sandelig op til på fornemmeste vis. Plottet er så tyndt og forudsigeligt, at Ballistic får film som "XxX" og "Transporter" til at ligne mesterværker, som "Borte Med Blæsten" og "Doctor Zhivago".
La' mig kort opsumere "handlingen"...Den tidligere NSA agent Sever, (Lucy Liu) har set sig sur på sin tidligere arbejsgiver Gant, (Gregg Henry) og kidnapper hans barn under en heftig stavgang igennem hans lejesoldater. Før det har Gants folk kidnappet barnet fra Gants kone, (Talisa Soto) af uforklarlige årsager.
Så blir vi præsenteret for vores helt FBI agent Jonathan Ecks, (Antonio Banderas), der hænger ud på den lokale bar, bedøvet i stærk whiskey. Han sørger nemlig stadig over sin kone, der døde under et attentat for 7 år siden! Læg lige mærke til årene, fucking 7 år!. Det tager åbenbart længere tid for visse folk åbenbart.
Nå, men nu viser det sig så at konen ikke, er død alligevel hun er blot blevet kidnappet af NSA agenten Sever og holdt som fange i 7 år??? Det er det Ecks får fortalt af sin chef og nu går den vilde jagt på Sever så over stok og sten. De blir så samtidig jagtet af Gants mænd, anført af den latterlige engelske agent kaldet Prince of Darkness. Ja, i "Ballistic" er niveauet så lavt, at man med go samvittighed sagtens, kan kalde sine figure så tåbelige ting.
Det viser sig senere, at det hele drejer som et nyt biovåben og at Sever måske slet ikke er Ecks fjende men allierede og egentlig ikke har noget med konens forsvinden at gøre. Prøv at gætte hvem der så har. Uha, den er svær!
En bryldcremes befængt, whisky dunstende, ubarberet og deprimerende Antonio Banderas prøver desperat, at tilføre sin rolle som afdanket FBI agent bare en lille smule tyngde, men han har intet at arbejde med og derfor blir hans figur ligsom resten af person galleriet, ikke andet end overfladiske og intetsigende kegler, der vælter rundt imellem kugler, knive, håndkantslag, cirkelspark og eksplosioner.
Lucy Liu spiller Sever uden i hele filmen, at fortrække en mine. vidste man ikke bedre ku' man tro, at hun havde stået i mesterlære hos Steven Seagal. Gregg Henry spiller igen igen skurken og det understreger "Geniet" Kaos lige ved, at la' ham spankulere rundt i mørk cotton coat og blød hat med skyggen ned i panden og et ondt skulende blik rettet mod alle han taler til. I princippet ku han ligså godt ha' haft et neon skilt hængende om halsen, hvor der stod "Hey everybody im the bad guy"!
Hvad der skær mest i øjnene, er dog Kaos trang til selvfede billeder. Det være sig både i et par scener, som absolut skal foregå i slowmotion hvor Banderas vader igennem en tung regnbyge og under action sekvenserne. Det er ikke smart, det er bare dumsmart og udstiller kun hans store mangel på talent for en nogenlunde fornuftig handling.
0/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#6 jeg så den også, fordi så havde jeg det set den også, men damm den var ringe, hisorien den smule der var, var elendig.
Skurken var nok den jeg havde det værst med. normal kan Gregg Henry godt spille en ok skurk, synes han var meget underholdene i Payback, men her i den her film følte jeg bare ikke han var en mand man skulle frygte, og han fik slet ikke tid nok til at fremstå som en rigtig ond bad ass, det var mere hans håndlanger som var fremme i billedet.
Intet i den film overraskede mig. Jo måske at den virkelig var så dårlig, selv når nu Banderas var med, som elllers plejer at være med i gode film, Genså Desperados, og se det er en god film 8-)
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Ja, det helt store handlingsreferat er næppe nødvendigt her på filmz! Der er nogle film/tv-serier man bare elsker. Også selv om man med sin fornuft kan se, at det ikke er fejlfrit og har et par uslebne kanter. Sådan har jeg det med Firefly/Serenity. Det kan ikke udelukkes, at hele historien om de solidariske fans og en ukuelig Joss Whedon har en lille indflydelse + naturligvis Nathan Fillion :). Men jeg kan godt lide hele stemningen og stilen i krydsningen mellem sci-fi og western.
Overgangen mellem serie og film er efter min mening lykkedes rigtig godt. Jeg mangler dog lidt mere om forholdet mellem besætningen. Særligt er Jayne alt for nedtonet efter min mening. Når det er sagt, er jeg udemærket godt klar over, at det er der slet ikke tid til. Og så var scenerne med Summer Glaus (River) slåskampe forrygende (ifølge kommentaren har hun lavet 95 % selv) Var jeg instuktør, der manglede en kick-ass girl, ville hun være oplagt mulighed!
Det er godt at se, at det ikke nødvendigvis er mange penge, der giver en god film. Men ærgerligt, at den floppede. Jeg har svært ved at forstå at mange hellere vil se langt dårligere film end denne i biografen, men de har vel ikke vidst, hvad de gik glip af. Jeg håber dog stadig, at vi ikke har set det sidste til Firefly! Der er masser af stof til flere eventyr.
Og så er Joss Whedon blevet min nye helt. På disc 2 er der en Q&A fra Australien, hvor han blandt mange i øvrigt spændende spørgsmål, bliver spurgt om, hvilke 5 personer han ville tage med til en øde ø: "# 5, George Bush, because we need something to eat" - stor jubel. "I know it is cheap... but it's heart felt..."
Just think of your mind as a movie, you can pause, rewind or slow down any details you want.
Mark, (Elijah Wood) mister sin mor efter hun i lang tid har ligget dødeligt syg på hospitalet. Pludselig står hans far, (David Morse) alene med knægten og kommer for altvor i noget af et moralsk dilemma da det viser sig, at han blir nød til, at ta' på forretningsrejse til Japan for, at sikre avancement i hans karriere. Han vil dog heldst blive hos sønnike, men hans bror overtaler ham, "It's once in a lifetime chance" til alligevel at ta afsted og la' brorens familie passe på Mark de 2 uger han er væk.
Broren forklare ydermere, at det jo er sundt for drengen, at hygge sig med deres 2 børn, Connie og hendes "flinke" storebror Henry for sådan, at få begravelsen lidt på afstand. Jo tak!
De to drenge blir hurtigt buddies og farer rundt i Maine's skove, på klipper, op i høje træer og omkring en dyb brønd og laver diverse drengestreger. Hvor er forældrene henne spørger man sig selv, tjae ingensteder, da de i denne film kun er med som baggrundsfyld og desuden kører deres eget liv med kæmpe skyklapper på.
Efterhånden som dagene skrider frem udvikler nuttede Henry sig, til en lettere forstyrret møgunge for så til sidst, at ende som en udspekuleret psykopat. Samtidig finder Mark ud af, at familien bærer på en grum oplevelse ang. Henry's lillebror, der druknede i badekaret...eller gjorde han nu også det ?
"The Good Son" gør intet forsøg på, at udskille sig selv fra formlen af genkendelige thrillers. Den følger slavisk og gumpetungt trinene hele vejen op, til den, til den hørende genres absurde og temmelig latterlige finale, der trods de ting der har passeret tidligere, aldrig ville ha' endt sådan i virkeligheden.
Så altså intet nyt under solen på det punkt. Der hvor filmen derimod adskiller sig fra andre beslægtede thrillers er, at instuktøren og manuskriptforfatteren her, har placeret thrillerens arketyper i to 10 årige børn. Det er ikke blot hamrende utroværdigt, det er også direkte pinligt at se på.
Elijah wood gir den alt hvad den kan trække, som den naive helt ingen tror på og Macauley Culkin er her gået i Hannibal Lechters interlektuelle fodspor og levere den ene mere horrible replik efter den anden. En af linierne lyder noget i den stil her :"When you find out you can do everything, i mean everything, its like being free, totally free". Jo jo, det er selvfølgelig normal tale fra en 10 årig,...NOT!
"The Good Son" er en temmelig spøjs film og man kan undre sig gevaldigt over hvem målgruppen er. 2 barnestjerner spiller voksenroller i en film der er forbudt for deres egne fans. Os der så er lidt ældre, har jo gennemskuet det tykke og bevist manipulerende flop for hvad det er.
Skal man finde lidt positivt frem, er der da et par scener som chokere især set i lyset af en meget ubehagelig præstation fra Culkin. Han har lagt Kevin McAllister i kummefryseren og hevet Psykopat dragten på, i så seriøs grad, at man blir helt bange for om drengen har taget skade i virkeligheden.
2/6
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1 filmz-jonasgr 18 år siden
Historien er meget "straight". Hvad der bærer denne film, er det fantastiske skuespil. Både Steve Buscemi, Frances McDormand og William H. Macy spiller til en oscar.
I øvrigt proklamerer Coen brødrene at det skulle være en sand historie, men jeg har læst mig frem til at dette blot var et mediestunt, der skulle gøre filmen mere interressant.
Film 8/10
'Cause I'm evil"
#2 ks 18 år siden
#3 DarkLight 18 år siden
#4 filmz-jonasgr 18 år siden
'Cause I'm evil"
#5 mr gaijin 18 år siden
Death By Hanging (1968)
Oshima Nagisa, foregangsmanden for den japanske Nouvelle Vague, er noget af et legebarn med filmmediet. Men han har det med at lege med nogle alvorlige emner, og legebarnets synsvinkel kan ofte belyse nogle sandheder og nogle absurditeter, som voksne fastgroede i systemet ikke kan se. I den meget politiske ”Koshikei” ("Death by Hanging") er emnet, som titlen antyder, dødsstraf, men også statsautoritet og national identitet.
Filmen åbner med data fra en stor officiel meningsmåling. 71 % af de adspurgte japanere var imod afskaffelsen af dødsstraf. Dernæst gør Oshima brug af sine evner som dokumentariker, da han konstruerer en åbningssekvens, hvor vi får serveret en kold, nøgtern af henrettelsesbygningen, den sidste smøg, den sidste kop te. En kold, objektiv og præcis beskrivelse af hvad der foregår op til en eksekvering af en dødsstraf ved hængning.
Derfra vender filmen fuldkommen, da den unge mand (Yu Do-Yun), der henrettes i løbet af disse dokumentariske sekvenser, overlever hændelsen. Han knækker ikke nakken, men hænger blot bevidstløs. Hvem har nu ansvaret? Er dødsstraffen udført og færdiggjort, eller skal det gøres igen? Fængselinspektøren (Satou Kei) får sine mænd og lægen til at live ham op igen. De er nød til at genoplive ham, få ham til bevidsthed, for at slå ham ihjel igen. Således er loven. Absurd.
Da den dødsdømte mand, de kalder R, viser tegn på liv igen, viser det sig, at han er bevidstløs. Han forstår ikke, hvor han er, hvem han er, og hvad han har gjort. Så i nogle helt fantastisk absurde og kulsorte scener, rekonstruerer fængselsbetjenten med ansvar for uddannelse/opførsel (Watanabe Fumio) R's drab i henrettelseslokalet, så R kan komme i tanke, om hvem han er, så de på ny kan slå ham ihjel.
Fængselsbetjenten kører den rekonstruerede R's vanvid og begær helt ud i tovene, så betjenten og alle andres helt skæve fortolkning og misforståelse af R's handling udstilles komisk. Betjenten fortolker R ud fra sit eget begær og ud fra sin egen fantasi. Offentlighedens perverse fascination af denne slags forbrydelser udstilles sarkastisk i disse scener. Betjentene minder om japanske perverse gamle mænd som Imamura Shohei gør grin med i "The Pornographers". De falder til sidst fuldkommen i ind i deres egen fantasiverden, som de derefter anklager R for at være en del af. Filmen går fra sort absurd komedie (betjente ligger ovenpå hinanden og simulerer orgasme) til surrealisme, da vi falder helt ind i en mørk fantasiverden.
Dertil kommer det faktum, at R (og den R som Oshima baserede karakteren på) var Zainichi koreaner. En søn af en koreaner, der blev i arbejde i Japan, da Korea var en japansk koloni. En søn i en familie, der blev efterladt i fattigdom, og efterladt som en mindreværdig minoritet. Og det officielle Japans absurde gruppering af disse mennesker. Eller rettere, den absurde klassificering og ide om nation. Som R, da han erkender, at han engang var R, siger senere i filmen, så nægter han at blive dræbt af noget så abstrakt og absurd som en nation. Og der nævnes også det gamle paradoks om, at staten slår mordere ihjel, og derved bliver staten selv en morder.
Oveni portrættet af R, der kæmper med sin identitet, og altid har kæmpet med sin identitet, er der det fortsatte absurde portræt af henretterne, hvilket vil sige både nationen (de 71%) og konkret igennem betjentene. Betjentene forsøger at undskylde henrettelser som noget, der må gøres for nationens skyld. En siger, at henrettelse er ligesom krig i det henseende.
Det viser sig, at fængselinspektøren begik grove krigsforbrydelser. Dette er faktisk en af de få japanske film, der rører ved Japans forbrydelser under krigen. I denne scene er også systemet og det officielle Japan til stede i form af distriktsadvokaten, der observerer det hele. Men han siger blot stolt, at han ikke tænker over, hvad Japan gjorde under krigen. Hvis man vil frem i verden som bureaukrat, bør man ikke tænke.
Filmen er noget af et angreb på systemet. Til tider lidt for to-dimensionelt i billedet af ”fjenden” (eg. staten). Og pacet er til tider lidt sloppy. Ikke altid lige vedkommende, lige absurd, lige interessant. Men stadig et fantastisk stykke film fra dengang filmmediet blev dræbt og genfødt til noget, hvor alt var muligt. Måske er det på tide med sådan en proces igen.
#6 NightHawk 18 år siden
Velkommen til klicheernes holdeplads og for den sags skyld øretævernes og eksplosionernes holdeplads. Instruktørens navn er Kaos og det navn lever filmen så sandelig op til på fornemmeste vis. Plottet er så tyndt og forudsigeligt, at Ballistic får film som "XxX" og "Transporter" til at ligne mesterværker, som "Borte Med Blæsten" og "Doctor Zhivago".
La' mig kort opsumere "handlingen"...Den tidligere NSA agent Sever, (Lucy Liu) har set sig sur på sin tidligere arbejsgiver Gant, (Gregg Henry) og kidnapper hans barn under en heftig stavgang igennem hans lejesoldater. Før det har Gants folk kidnappet barnet fra Gants kone, (Talisa Soto) af uforklarlige årsager.
Så blir vi præsenteret for vores helt FBI agent Jonathan Ecks, (Antonio Banderas), der hænger ud på den lokale bar, bedøvet i stærk whiskey. Han sørger nemlig stadig over sin kone, der døde under et attentat for 7 år siden! Læg lige mærke til årene, fucking 7 år!. Det tager åbenbart længere tid for visse folk åbenbart.
Nå, men nu viser det sig så at konen ikke, er død alligevel hun er blot blevet kidnappet af NSA agenten Sever og holdt som fange i 7 år??? Det er det Ecks får fortalt af sin chef og nu går den vilde jagt på Sever så over stok og sten. De blir så samtidig jagtet af Gants mænd, anført af den latterlige engelske agent kaldet Prince of Darkness. Ja, i "Ballistic" er niveauet så lavt, at man med go samvittighed sagtens, kan kalde sine figure så tåbelige ting.
Det viser sig senere, at det hele drejer som et nyt biovåben og at Sever måske slet ikke er Ecks fjende men allierede og egentlig ikke har noget med konens forsvinden at gøre. Prøv at gætte hvem der så har. Uha, den er svær!
En bryldcremes befængt, whisky dunstende, ubarberet og deprimerende Antonio Banderas prøver desperat, at tilføre sin rolle som afdanket FBI agent bare en lille smule tyngde, men han har intet at arbejde med og derfor blir hans figur ligsom resten af person galleriet, ikke andet end overfladiske og intetsigende kegler, der vælter rundt imellem kugler, knive, håndkantslag, cirkelspark og eksplosioner.
Lucy Liu spiller Sever uden i hele filmen, at fortrække en mine. vidste man ikke bedre ku' man tro, at hun havde stået i mesterlære hos Steven Seagal. Gregg Henry spiller igen igen skurken og det understreger "Geniet" Kaos lige ved, at la' ham spankulere rundt i mørk cotton coat og blød hat med skyggen ned i panden og et ondt skulende blik rettet mod alle han taler til. I princippet ku han ligså godt ha' haft et neon skilt hængende om halsen, hvor der stod "Hey everybody im the bad guy"!
Hvad der skær mest i øjnene, er dog Kaos trang til selvfede billeder. Det være sig både i et par scener, som absolut skal foregå i slowmotion hvor Banderas vader igennem en tung regnbyge og under action sekvenserne. Det er ikke smart, det er bare dumsmart og udstiller kun hans store mangel på talent for en nogenlunde fornuftig handling.
0/6
#7 elwood 18 år siden
Skurken var nok den jeg havde det værst med. normal kan Gregg Henry godt spille en ok skurk, synes han var meget underholdene i Payback, men her i den her film følte jeg bare ikke han var en mand man skulle frygte, og han fik slet ikke tid nok til at fremstå som en rigtig ond bad ass, det var mere hans håndlanger som var fremme i billedet.
Intet i den film overraskede mig. Jo måske at den virkelig var så dårlig, selv når nu Banderas var med, som elllers plejer at være med i gode film, Genså Desperados, og se det er en god film 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#8 filmz-Bruce 18 år siden
#9 tiny 18 år siden
Ja, det helt store handlingsreferat er næppe nødvendigt her på filmz! Der er nogle film/tv-serier man bare elsker. Også selv om man med sin fornuft kan se, at det ikke er fejlfrit og har et par uslebne kanter. Sådan har jeg det med Firefly/Serenity. Det kan ikke udelukkes, at hele historien om de solidariske fans og en ukuelig Joss Whedon har en lille indflydelse + naturligvis Nathan Fillion :). Men jeg kan godt lide hele stemningen og stilen i krydsningen mellem sci-fi og western.
Overgangen mellem serie og film er efter min mening lykkedes rigtig godt. Jeg mangler dog lidt mere om forholdet mellem besætningen. Særligt er Jayne alt for nedtonet efter min mening. Når det er sagt, er jeg udemærket godt klar over, at det er der slet ikke tid til. Og så var scenerne med Summer Glaus (River) slåskampe forrygende (ifølge kommentaren har hun lavet 95 % selv) Var jeg instuktør, der manglede en kick-ass girl, ville hun være oplagt mulighed!
Det er godt at se, at det ikke nødvendigvis er mange penge, der giver en god film. Men ærgerligt, at den floppede. Jeg har svært ved at forstå at mange hellere vil se langt dårligere film end denne i biografen, men de har vel ikke vidst, hvad de gik glip af. Jeg håber dog stadig, at vi ikke har set det sidste til Firefly! Der er masser af stof til flere eventyr.
Og så er Joss Whedon blevet min nye helt. På disc 2 er der en Q&A fra Australien, hvor han blandt mange i øvrigt spændende spørgsmål, bliver spurgt om, hvilke 5 personer han ville tage med til en øde ø: "# 5, George Bush, because we need something to eat" - stor jubel. "I know it is cheap... but it's heart felt..."
#10 NightHawk 18 år siden
Mark, (Elijah Wood) mister sin mor efter hun i lang tid har ligget dødeligt syg på hospitalet. Pludselig står hans far, (David Morse) alene med knægten og kommer for altvor i noget af et moralsk dilemma da det viser sig, at han blir nød til, at ta' på forretningsrejse til Japan for, at sikre avancement i hans karriere. Han vil dog heldst blive hos sønnike, men hans bror overtaler ham, "It's once in a lifetime chance" til alligevel at ta afsted og la' brorens familie passe på Mark de 2 uger han er væk.
Broren forklare ydermere, at det jo er sundt for drengen, at hygge sig med deres 2 børn, Connie og hendes "flinke" storebror Henry for sådan, at få begravelsen lidt på afstand. Jo tak!
De to drenge blir hurtigt buddies og farer rundt i Maine's skove, på klipper, op i høje træer og omkring en dyb brønd og laver diverse drengestreger. Hvor er forældrene henne spørger man sig selv, tjae ingensteder, da de i denne film kun er med som baggrundsfyld og desuden kører deres eget liv med kæmpe skyklapper på.
Efterhånden som dagene skrider frem udvikler nuttede Henry sig, til en lettere forstyrret møgunge for så til sidst, at ende som en udspekuleret psykopat. Samtidig finder Mark ud af, at familien bærer på en grum oplevelse ang. Henry's lillebror, der druknede i badekaret...eller gjorde han nu også det ?
"The Good Son" gør intet forsøg på, at udskille sig selv fra formlen af genkendelige thrillers. Den følger slavisk og gumpetungt trinene hele vejen op, til den, til den hørende genres absurde og temmelig latterlige finale, der trods de ting der har passeret tidligere, aldrig ville ha' endt sådan i virkeligheden.
Så altså intet nyt under solen på det punkt. Der hvor filmen derimod adskiller sig fra andre beslægtede thrillers er, at instuktøren og manuskriptforfatteren her, har placeret thrillerens arketyper i to 10 årige børn. Det er ikke blot hamrende utroværdigt, det er også direkte pinligt at se på.
Elijah wood gir den alt hvad den kan trække, som den naive helt ingen tror på og Macauley Culkin er her gået i Hannibal Lechters interlektuelle fodspor og levere den ene mere horrible replik efter den anden. En af linierne lyder noget i den stil her :"When you find out you can do everything, i mean everything, its like being free, totally free". Jo jo, det er selvfølgelig normal tale fra en 10 årig,...NOT!
"The Good Son" er en temmelig spøjs film og man kan undre sig gevaldigt over hvem målgruppen er. 2 barnestjerner spiller voksenroller i en film der er forbudt for deres egne fans. Os der så er lidt ældre, har jo gennemskuet det tykke og bevist manipulerende flop for hvad det er.
Skal man finde lidt positivt frem, er der da et par scener som chokere især set i lyset af en meget ubehagelig præstation fra Culkin. Han har lagt Kevin McAllister i kummefryseren og hevet Psykopat dragten på, i så seriøs grad, at man blir helt bange for om drengen har taget skade i virkeligheden.
2/6