1961 var året, hvor Truman Capotes roman – ”Breakfast at Tiffany’s” – blev taget under kærlig og kyndig behandling af Blake Edwards. Hans filmatisering er ikke blot en af mine absolutte favoritter, men er også en af filmhistoriens mest vidunderlige kærlighedshistorier, der ikke kan andet end varme om hjertet. Og jeg indrømmer allerede nu, at der er flere scener, hvor jeg uvilkårligt kniber en tåre eller to, men det vender jeg tilbage til.
Playgirlen Holly Golightly – spillet af underskønne Audrey Hepburn – lever en tilværelse i New York, hvor mænd er rotter, ja endog superrotter, og hvor lykken er at blive gift med en millionær, der kan sikre hende et liv i sus og dus. Denne tilværelse vendes der dog op og ned på, da forfatteren Paul Varjak – spillet sublimt af George Peppard, der desværre senere blev fanget i rollen som John ”Hannibal” Smith fra ”The A-Team” – gør sin entre i lejlighedskomplekset på Manhattan.
Som den navnløse kat, Holly deler lejlighed med, (den hedder blot kat) føler hun sig også rod- og identitetsløs. Den evige festen natten igennem, de evindelige bejlere og natlige besøg af fremmede mænd, der har fået en tår over tørsten, er en tilværelse, Holly drømmer sig bort fra. Hun har styr på Amerikas rigeste mænd, og udser sig med kyndig mine en sådan af slagsen, hun håber vil gifte sig med hende. Dog ender det ikke sådan, og da hun senere erfarer, at han er gået bankerot, ja så er det trods alt ikke så slemt alligevel.
Alt imens Holly forsøger at støve en giftefærdig millionær op, bemærker hun ikke, at hendes nye forfatteroverbo er faldet pladask for hende. Hun har i stedet travlt med at lære portugisisk, da den brasilianske mangemillionær José Luis da Villalonga pludselig har udvist en udpræget interesse for hendes skønne figur. Dette ændrer sig dog ganske hurtigt, da Holly arresteres for at have forbindelser til mafiaen og være involveret i narkohandel, fordi hun besøger mafiabossen Sally Tomato i Sing Sing. Villalonga ønsker ikke sit navn og gode rygte forbundet med smuds, så han bryder forbindelsen med Holly, der igen må se sig foruden en giftelysten millionær.
Men alt ender naturligvis i fryd og gammen – intet Romeo og Julie over denne film – og Paul får da også sin Holly i en af Hollywoods skønneste slutninger, hvor begge står gennemblødt i en silende New Yorker regn, der aldrig er set magen til. Så hvis man ikke hører til gruppen af de specielt hårdhudede gutter, der lider af kronisk tilstoppede tårekanaler, så er dette en scene, hvor tårerne ganske snildt kan forlade ens øjne og efterlade sindige sneglespor på ens kinder – blot for at bruge en malende beskrivelse!
Men hvad er det, udover det fine skuespil og den dygtige instruktion, der gør denne film så ekstrem seværdig igen og igen og igen og igen? Hele filmen emmer af kærlighed, ikke i konkret genremæssig betydning, men i filmisk og håndværksmæssig. Man kan mærke, hvordan Blake Edwards elsker sit metier og ikke søger den letteste udvej, når han fortæller. Han giver os lange scener, hvilket ikke just er noget, der præger moderne film, og man dvæler uvilkårligt ved hver scene, hvert billede og suger atmosfæren til sig, der går lige i hjertekulen på enhver håbløs romantiker. Specielt åbningsscenen, hvor Holly en tidlig morgen står udenfor Tiffany’s i sin elegante kjole, og ingen anden på Manhattan endnu er oppe, er en scene, der brænder sig fast – vidunderlig, det er, hvad den er!
Og hvis dette ikke er nok, så er der også Henry Mancinis gennemførte score, der i øvrigt vandt en Oscar, hvilket sangen ”Moon River” – som Mancini skrev med Johnny Mercer – også gjorde. En vidunderlig sang, der fremføres af Hepburn herself i en scene, man snildt kan gense et par gange.
Truman Capote forestillede sig i øvrigt Marilyn Monroe i rollen som Holly Golightly, men det er i dag svært at forstille sig en anden end Audrey Hepburn som den skønne festpige.
5/5
Steven Spielberg: "Every time I go to a movie, it's magic, no matter what the movie's about."
Le Cercle Rouge og Le Samourai. Nævn disse to film og man er temmelig godt dækket ind i filmquiz spørgsmålet coole franske film. Instrueret af Jean Pierre Melville, fransk instruktør fra 1945-1972 og kraftigt inspireret af amerikansk livsstil og film noir, hvis kendetegn var at iscenesætte temaer og skuespillere i ioverensstemmelse hermed. Hovedpersonerne var oftest tilknyttet den kriminelle underverden, velklædte, iført hat, cigaretrygende og med et minimalt forbrug af ord, maksimal brug af udtryk og uovertruffen indfangelse af situationsfornemmelsen på celluid.
Melville blev såkaldt independent instruktør og gik igang med karrieren får egne penge. Hans første film var sparsomt producerede, men i og med optagelserne altid foregik i realistiske og for historien, autentiske omgivelser tilsat Melvilles flair for film noir cinematografi, fjernede det ofte indtrykket af deciderede billigproduktioner.
Før Melville gik totalt i selvsving i perioden 1966 og 1970 og nærmest lavede mesterværker på stribe, måtte han dog først skabe sig sin egen stil. Bob Le Flambeur (kan nærmest oversættes som Bob the Highroller) fra 1955, var første forsøg udi genren og allerede her må man være imponeret over bedriften. Paris, Montmartre og især kvarteret omkring det promiskuøse Place Pigalle er nærmest dokumentarisk skildret. Stemningen i nattelivet på natklubber og skuespillernes ageren på caféer i morgenstunden føles så troværdigt, at man føler sig mere hensat til at være en gæst i, end et stk publikum udenfor filmen.
Historien tager udgangspunkt i Bob Montagnet en distingveret, midaldrende gentleman, som har brugt sit liv på spil af alle slags. Heste, kort, terninger, ja selv plat og krone. For 20 år siden, før krigen, endte Bob i fængsel for et bankrøveri. Han ved, han er en uhelbredelig ludoman og i sit miljø, en gangster, men han er en gentleman og hjælper både venner og kvinder, som har behov herfor og er derfor vellidt af alle, bortset fra alfonser, som står udenfor Bobs æreskodeks.
Bobs livsrytme slår i takt med det parisiske natteliv. Hans rengøringskone gør det muligt for ham at stå op til nystrøgede skjorter, upåklagelige jakkesæt og rent hjem. Når mørket falder på, begiver han sig fra café, til club til små lusede private spillesteder. Økonomisk ser det ud til at løbe rundt. Han har en fin lejlighed og en åben cadillac, men likviditeten er for nedadgående og Bobs ludomani og velgørenhed er ved at tage over. En idé om et storstilet kup tager pludselig form.
Stilen er langt mindre tillukket og stilistisk end i de senere film, med vore nærmest stumme helt Alain Delon, men miljøerne er ikke desto mindre ligeså overlegent visualiseret og skuespillet upåklageligt. Roger Duchesne er nærmest skabt til rollen som Bob. Birollerne udfyldes med stor sikkerhed. Her skal nævnes Isabelle Corey som den mindreårige lolita pige Anne, der er tiltrukket af miljøet og det søde liv og som Bob nærmest bliver protektor for. Hun spiller med en kølig æggende distance til mænd, som får hende til at fremstå mere attraktiv end hun er. Om hun spiller godt, eller blot er en dum naiv gås, skal jeg ikke kunne sige, men kameraet elskede hende og det ses.
Det er dog ikke alt lutter lagkage. I midten af filmen, taber filmen en smule pusten, men heldigvis kun kort, indtil forberedelserne til det store kup påbegyndes. Jeg havde spået en umådelig banal slutning, men en simpel drejning gjorde den bekymring til skamme. Så tilfredsstillende, at man kun kan klukke af latter over, hvor enkelt det kan gøres uden action og stadig tro mod hele filmens budskab.
Melvilles filmkunst har først i de seneste 10 år opnået den store anerkendelse, der retteligt er den til del. Han var en inspiration for flere af de opkommende franske new wave instruktører, bl.a. Godard. Bob Le Flambeur blev mindre heldigt genindspillet med Nick Nolte i hovedrollen, The Good Thief, i 2002 og optagelserne til John Woos vision af Le Cercle Rouge, påbegyndes snart. En vision, som sikkert vil overgå originalen i indtjening, men uundgåeligt aldrig vil have chance for at måle sig med sin forgænger i kvalitet.
Audio Lyden er Dolby Digital 2.0 og som altid med Criterion udgivelser, er der ikke en finger at sætte herpå. Al dialog fremstår tydeligt.
Video Billedet er fullframe 1.33:1 og ridser, støj og artifakter er nærmest ikke eksisterende. Kontrast er i top, sortniveauet godt og undertekster skarpe. I lyset af produktionsomkostningerne, er det tankevækkende, hvor godt et billede Criterion er i stand til at trylle frem.
Extras Der er ikke nogen kommentar, men et interview med Daniel Cauchy, som spiller den unge Paulo i filmen. Vi får at vide, at filmen tog 2 år at optage, fordi Melville kun havde råd til at samle skuespillerne og optage 3/4 dag af gangen, inden han måtte ud og opdrive flere penge til at købe mere film for. Se filmen i dette lys, det bliver den ikke dårligere af. Derudover er der et radiointerview med Melville, som jeg dog ikke orkede at høre igennem. Det var ikke så informationsrigt. Og en booklet på 22 sider.
Konklusion Bob Le Flambeur er en yderst intelligent socialrealistisk krimi. Den står sikkert på egne ben og bør ikke sammenlignes med Melvilles senere mesterværker, som den nærmest selvfølgeligt, ligger underfor i detaljerigdom og coolness. Det er dog en dårlig kvalitetsindikator, for hvilke film gør ikke det? Bob Le Flambeur er værdig europæisk filmkunst og bør ses af enhver med respekt for ikke kun Melville, men for underholdende krimier med et budskab.
Film: 7.5/10 DVD: 7.5/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
En lidt mørk eventyrfilm med bl.a. Christopher Lee og Christian Bale fra 1987.
En dreng bliver taget væk fra Sverige til en eventyrverden, hvor hans far lever, og der må drengen tage kampen op mod fjenden der holder børn til fange.
Selvom at det er lidt af en dateret eventyrfilm, er den stadigvæk underholdene, spændene og charmerende.
Orson Welles. Det første som falder mig ind efter at have gennemset Ridley Scotts 191 minutter lange såkaldte directors cut udgave af Kingdom of Heaven. Welles var en mesterinstruktør, dog mest værdsat efter sin død. Trods Citizen Kane mesterværket fra 1941, var det en konstant kamp for financiering af sine projekter og dernæst kamp på kamp med filmstudier om redigering og klipning af det færdige slutprodukt. Welles blev som oftest taberen og måtte se filmene Magnificent Ambersons og Touch of Evil udgivet som karikaturer af sin oprindelige vision. Touch of Evil er for få år siden rekonstrueret på baggrund af Welles egne notater og fordi man havde de oprindelige fraklip. Magnificent Ambersons, som efter sigende kunne have haft status som Citizen Kane, er lige udgivet i en ny, men stadig maltrakteret version. Man leder stadig efter de manglende fraklip, men håbet om at finde dem er minimalt.
Hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet, en instruktør med samme kvaler, Ridley Scott og filmen Kingdom of Heaven. Hans film Blade Runner, der indtil videre har været udgivet i to versioner, en biograf og en directors cut udgave, blev i sidstnævnte udgave forceret igennem og et 10 års langt rettighedsproblem med en sydamerikansk mediemogul, Jerry Perenchio, afholdt effektivt Ridley fra at kunne lægge sin endelige instruktørsignatur på værket. Efter at have opnået en status i instruktørernes superliga bl.a. med filmen Gladiator, sit eget produktionsselskab Scott Free og ejerskab af Shepperton studierne i England, burde man formode, dette var en mand der, om nogen, havde kontrol over sin egen film skabelsesproces.
Sidste år kom så Scotts episke fortælling Kingdom of Heaven, omhandlende muslimers og kristnes kamp om Jerusalem i korstogenes tid i 1100 tallet. Et indspark i den fremherskende debat om sameksistens på tværs af religion og ikke mindst de krige, som foregår i Irak og Afghanistan. Efter Troy, King Arthur og Alexander, tre skuffelser på stribe, var forventningerne tårnhøje til Ridley Scotts film.
Men biografversionen over 145 minutter, formåede heller ikke at vinde anmeldernes hjerte. Filmen var et sammenflet af scener, som fremstod mærkværdigt ukoordineret. Der var følelser af plothuller, ligegyldige scener og replikker, som indeholdt detaljeret information, uden relevans. Da jeg forlod biografen, var det mest positive faktisk filmens billedside og de flotte kampscener, hvor Scott sjædent skuffer.
Nu er der så udgivet en 4-disc directors cut udgave af filmen, varende 191 minutter og jeg er efter nattens gennemsyn, intet mindre end målløs. Kingdom of Heaven må nu kategoriseres som moderen af alle directors cut film, så selv de forbedrede udvidede Lord of the Rings udgaver, kommer til kort. Kort sagt, dette er en helt ny film. Samtlige af mine kritikpunkter mht. den oprindelige biografudgave er nu groft gjort til skamme og filmens flow er intet mindre end en nydelse.
Der er ingen forcering i hverken historie eller karakteropbygning. Der er ingen historieelementer, som står alene og uforklaret. Jeremy Irons, David Thewlis, Liam Neeson og Edward Norton er bundsolide i deres biroller og Eva Green som Dronning Sibylla af Jerusalem, er ikke længere blot et vildfarent indslag og Marton Csokas som Guy de Lusignan ikke blot en blodtørstig karikatur.
Og så har vi jo hovedrolle indehaveren Orlando Bloom, som absolut ikke er min kop te, men som jeg må medgive, er ufejlbarligt castet i rollen som den skyld plagede smed Balian. At sammenligne med Gladiator og Russel Crowe tjener intet formål. Crowe er indbegrebet af Gladiator og gør nærmest filmen til et action epos med sin helte udstråling. Kingdom of Heaven har meget mere dybde, politiske og religiøse intriger med direkte paralleller til vor samtid og upåklagelige skuespilpræstationer på stribe.
En mere charismatisk helteskikkelse, kunne have været problematisk og tippet den hårfine balance fra drama til en ny Gladiator II. Nu er det ren Yin og Yang og Ridley Scott viser brilliant, hvorfor han mestrer storproduktionen og i det visuelle udtryk nærmest distancerer den samlede Hollywoodske instruktørstand til statister.
Audio DTS lydsporet er ren referenceklasse. Et 6.1 ES lydspor havde været guf, men jeg nøjes gladeligt med dette fremragende af slagsen. Dialog er klokkerent, surroundeffekter slår igennem uanset om relaterer sig til kampe eller blot omsluttende lyde under stille sekvenser. LFE lydsporet er bombastisk, så glæd din nabo med en natteforestilling.
9/10
Video Igen ren referenceklasse. Scotts valg af blålige toner til det kolde Frankrig og de gullige til det varme Jerusalem er perfekte valg. Jeg kender ingen, som i den grad har øje for detaljer, selv i storslåede panoramascener. Peter Jackson kommer selvfølgelig på banen, men jeg vedgår gerne, at jeg mener Kingdom of Heaven i denne version er visuelt flottere end LOTR filmene, hvor kontroversielt dette end måtte lyde for nogle.
10/10
Ekstramateriale Er ikke medtaget i denne anmeldelse, men udbuddet er aldeles overvældende og er overalt blevet sammenlignet med de udvidede udgaver af Ringenes Herre og Alien Quadrilogy i omfang. Forvent intet mindre end det sublime.
Konklusion Af de bummerter 20th Century Fox måtte have begået i sin 70 årige levetid, må biografversionen af Kingdom of Heaven være en af de største. Det er mig en gåde, at det stadig er muligt at sønderklippe kunstneres visioner, for at kunne lave én ekstra forestilling om dagen og derved på papiret, sikre en større indtjening. Se Da Vincis Painters Cut udgave af Mona Lisa med kort hår og uden baggrund. GLEM Kingdom of Heaven, hvis du ikke har set directors cut udgaven. Dette er så stor en forbedring og så flot en film, at den er i Ridley Scotts top 3 film.
Værst af alt. Denne udgave kunne have vundet Oscaren for bedste film 2005.
9/10
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#1 Yoda 18 år siden
Lad mig starte med et herligt gensyn.
Breakfast at Tiffany's
1961 var året, hvor Truman Capotes roman – ”Breakfast at Tiffany’s” – blev taget under kærlig og kyndig behandling af Blake Edwards. Hans filmatisering er ikke blot en af mine absolutte favoritter, men er også en af filmhistoriens mest vidunderlige kærlighedshistorier, der ikke kan andet end varme om hjertet. Og jeg indrømmer allerede nu, at der er flere scener, hvor jeg uvilkårligt kniber en tåre eller to, men det vender jeg tilbage til.
Playgirlen Holly Golightly – spillet af underskønne Audrey Hepburn – lever en tilværelse i New York, hvor mænd er rotter, ja endog superrotter, og hvor lykken er at blive gift med en millionær, der kan sikre hende et liv i sus og dus. Denne tilværelse vendes der dog op og ned på, da forfatteren Paul Varjak – spillet sublimt af George Peppard, der desværre senere blev fanget i rollen som John ”Hannibal” Smith fra ”The A-Team” – gør sin entre i lejlighedskomplekset på Manhattan.
Som den navnløse kat, Holly deler lejlighed med, (den hedder blot kat) føler hun sig også rod- og identitetsløs. Den evige festen natten igennem, de evindelige bejlere og natlige besøg af fremmede mænd, der har fået en tår over tørsten, er en tilværelse, Holly drømmer sig bort fra. Hun har styr på Amerikas rigeste mænd, og udser sig med kyndig mine en sådan af slagsen, hun håber vil gifte sig med hende. Dog ender det ikke sådan, og da hun senere erfarer, at han er gået bankerot, ja så er det trods alt ikke så slemt alligevel.
Alt imens Holly forsøger at støve en giftefærdig millionær op, bemærker hun ikke, at hendes nye forfatteroverbo er faldet pladask for hende. Hun har i stedet travlt med at lære portugisisk, da den brasilianske mangemillionær José Luis da Villalonga pludselig har udvist en udpræget interesse for hendes skønne figur. Dette ændrer sig dog ganske hurtigt, da Holly arresteres for at have forbindelser til mafiaen og være involveret i narkohandel, fordi hun besøger mafiabossen Sally Tomato i Sing Sing. Villalonga ønsker ikke sit navn og gode rygte forbundet med smuds, så han bryder forbindelsen med Holly, der igen må se sig foruden en giftelysten millionær.
Men alt ender naturligvis i fryd og gammen – intet Romeo og Julie over denne film – og Paul får da også sin Holly i en af Hollywoods skønneste slutninger, hvor begge står gennemblødt i en silende New Yorker regn, der aldrig er set magen til. Så hvis man ikke hører til gruppen af de specielt hårdhudede gutter, der lider af kronisk tilstoppede tårekanaler, så er dette en scene, hvor tårerne ganske snildt kan forlade ens øjne og efterlade sindige sneglespor på ens kinder – blot for at bruge en malende beskrivelse!
Men hvad er det, udover det fine skuespil og den dygtige instruktion, der gør denne film så ekstrem seværdig igen og igen og igen og igen? Hele filmen emmer af kærlighed, ikke i konkret genremæssig betydning, men i filmisk og håndværksmæssig. Man kan mærke, hvordan Blake Edwards elsker sit metier og ikke søger den letteste udvej, når han fortæller. Han giver os lange scener, hvilket ikke just er noget, der præger moderne film, og man dvæler uvilkårligt ved hver scene, hvert billede og suger atmosfæren til sig, der går lige i hjertekulen på enhver håbløs romantiker. Specielt åbningsscenen, hvor Holly en tidlig morgen står udenfor Tiffany’s i sin elegante kjole, og ingen anden på Manhattan endnu er oppe, er en scene, der brænder sig fast – vidunderlig, det er, hvad den er!
Og hvis dette ikke er nok, så er der også Henry Mancinis gennemførte score, der i øvrigt vandt en Oscar, hvilket sangen ”Moon River” – som Mancini skrev med Johnny Mercer – også gjorde. En vidunderlig sang, der fremføres af Hepburn herself i en scene, man snildt kan gense et par gange.
Truman Capote forestillede sig i øvrigt Marilyn Monroe i rollen som Holly Golightly, men det er i dag svært at forstille sig en anden end Audrey Hepburn som den skønne festpige.
5/5
#2 filmz-Bruce 18 år siden
Bob Le Flambeur
Le Cercle Rouge og Le Samourai. Nævn disse to film og man er temmelig godt dækket ind i filmquiz spørgsmålet coole franske film. Instrueret af Jean Pierre Melville, fransk instruktør fra 1945-1972 og kraftigt inspireret af amerikansk livsstil og film noir, hvis kendetegn var at iscenesætte temaer og skuespillere i ioverensstemmelse hermed. Hovedpersonerne var oftest tilknyttet den kriminelle underverden, velklædte, iført hat, cigaretrygende og med et minimalt forbrug af ord, maksimal brug af udtryk og uovertruffen indfangelse af situationsfornemmelsen på celluid.
Melville blev såkaldt independent instruktør og gik igang med karrieren får egne penge. Hans første film var sparsomt producerede, men i og med optagelserne altid foregik i realistiske og for historien, autentiske omgivelser tilsat Melvilles flair for film noir cinematografi, fjernede det ofte indtrykket af deciderede billigproduktioner.
Før Melville gik totalt i selvsving i perioden 1966 og 1970 og nærmest lavede mesterværker på stribe, måtte han dog først skabe sig sin egen stil. Bob Le Flambeur (kan nærmest oversættes som Bob the Highroller) fra 1955, var første forsøg udi genren og allerede her må man være imponeret over bedriften. Paris, Montmartre og især kvarteret omkring det promiskuøse Place Pigalle er nærmest dokumentarisk skildret. Stemningen i nattelivet på natklubber og skuespillernes ageren på caféer i morgenstunden føles så troværdigt, at man føler sig mere hensat til at være en gæst i, end et stk publikum udenfor filmen.
Historien tager udgangspunkt i Bob Montagnet en distingveret, midaldrende gentleman, som har brugt sit liv på spil af alle slags. Heste, kort, terninger, ja selv plat og krone. For 20 år siden, før krigen, endte Bob i fængsel for et bankrøveri. Han ved, han er en uhelbredelig ludoman og i sit miljø, en gangster, men han er en gentleman og hjælper både venner og kvinder, som har behov herfor og er derfor vellidt af alle, bortset fra alfonser, som står udenfor Bobs æreskodeks.
Bobs livsrytme slår i takt med det parisiske natteliv. Hans rengøringskone gør det muligt for ham at stå op til nystrøgede skjorter, upåklagelige jakkesæt og rent hjem. Når mørket falder på, begiver han sig fra café, til club til små lusede private spillesteder. Økonomisk ser det ud til at løbe rundt. Han har en fin lejlighed og en åben cadillac, men likviditeten er for nedadgående og Bobs ludomani og velgørenhed er ved at tage over. En idé om et storstilet kup tager pludselig form.
Stilen er langt mindre tillukket og stilistisk end i de senere film, med vore nærmest stumme helt Alain Delon, men miljøerne er ikke desto mindre ligeså overlegent visualiseret og skuespillet upåklageligt. Roger Duchesne er nærmest skabt til rollen som Bob. Birollerne udfyldes med stor sikkerhed. Her skal nævnes Isabelle Corey som den mindreårige lolita pige Anne, der er tiltrukket af miljøet og det søde liv og som Bob nærmest bliver protektor for. Hun spiller med en kølig æggende distance til mænd, som får hende til at fremstå mere attraktiv end hun er. Om hun spiller godt, eller blot er en dum naiv gås, skal jeg ikke kunne sige, men kameraet elskede hende og det ses.
Det er dog ikke alt lutter lagkage. I midten af filmen, taber filmen en smule pusten, men heldigvis kun kort, indtil forberedelserne til det store kup påbegyndes. Jeg havde spået en umådelig banal slutning, men en simpel drejning gjorde den bekymring til skamme. Så tilfredsstillende, at man kun kan klukke af latter over, hvor enkelt det kan gøres uden action og stadig tro mod hele filmens budskab.
Melvilles filmkunst har først i de seneste 10 år opnået den store anerkendelse, der retteligt er den til del. Han var en inspiration for flere af de opkommende franske new wave instruktører, bl.a. Godard. Bob Le Flambeur blev mindre heldigt genindspillet med Nick Nolte i hovedrollen, The Good Thief, i 2002 og optagelserne til John Woos vision af Le Cercle Rouge, påbegyndes snart. En vision, som sikkert vil overgå originalen i indtjening, men uundgåeligt aldrig vil have chance for at måle sig med sin forgænger i kvalitet.
Audio
Lyden er Dolby Digital 2.0 og som altid med Criterion udgivelser, er der ikke en finger at sætte herpå. Al dialog fremstår tydeligt.
Video
Billedet er fullframe 1.33:1 og ridser, støj og artifakter er nærmest ikke eksisterende. Kontrast er i top, sortniveauet godt og undertekster skarpe. I lyset af produktionsomkostningerne, er det tankevækkende, hvor godt et billede Criterion er i stand til at trylle frem.
Extras
Der er ikke nogen kommentar, men et interview med Daniel Cauchy, som spiller den unge Paulo i filmen. Vi får at vide, at filmen tog 2 år at optage, fordi Melville kun havde råd til at samle skuespillerne og optage 3/4 dag af gangen, inden han måtte ud og opdrive flere penge til at købe mere film for. Se filmen i dette lys, det bliver den ikke dårligere af. Derudover er der et radiointerview med Melville, som jeg dog ikke orkede at høre igennem. Det var ikke så informationsrigt. Og en booklet på 22 sider.
Konklusion
Bob Le Flambeur er en yderst intelligent socialrealistisk krimi. Den står sikkert på egne ben og bør ikke sammenlignes med Melvilles senere mesterværker, som den nærmest selvfølgeligt, ligger underfor i detaljerigdom og coolness. Det er dog en dårlig kvalitetsindikator, for hvilke film gør ikke det? Bob Le Flambeur er værdig europæisk filmkunst og bør ses af enhver med respekt for ikke kun Melville, men for underholdende krimier med et budskab.
Film: 7.5/10
DVD: 7.5/10
#3 elwood 18 år siden
Har en gamle støvede vhs med den på, måske det er tid til at få opdateret den 8-)
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#4 Yoda 18 år siden
Det synes jeg ;-)
#5 putandtake 18 år siden
Kan varmt anbefales at købe!
http://www8.cd-wow.com/detail_results_2.php?produc...
#6 filmz-Narniabæver 18 år siden
En lidt mørk eventyrfilm med bl.a. Christopher Lee og Christian Bale fra 1987.
En dreng bliver taget væk fra Sverige til en eventyrverden, hvor hans far lever, og der må drengen tage kampen op mod fjenden der holder børn til fange.
Selvom at det er lidt af en dateret eventyrfilm, er den stadigvæk underholdene, spændene og charmerende.
8 / 10
#7 McPeter 18 år siden
#8 filmz-Bruce 18 år siden
Orson Welles. Det første som falder mig ind efter at have gennemset Ridley Scotts 191 minutter lange såkaldte directors cut udgave af Kingdom of Heaven. Welles var en mesterinstruktør, dog mest værdsat efter sin død. Trods Citizen Kane mesterværket fra 1941, var det en konstant kamp for financiering af sine projekter og dernæst kamp på kamp med filmstudier om redigering og klipning af det færdige slutprodukt. Welles blev som oftest taberen og måtte se filmene Magnificent Ambersons og Touch of Evil udgivet som karikaturer af sin oprindelige vision. Touch of Evil er for få år siden rekonstrueret på baggrund af Welles egne notater og fordi man havde de oprindelige fraklip. Magnificent Ambersons, som efter sigende kunne have haft status som Citizen Kane, er lige udgivet i en ny, men stadig maltrakteret version. Man leder stadig efter de manglende fraklip, men håbet om at finde dem er minimalt.
Hvilket bringer os tilbage til udgangspunktet, en instruktør med samme kvaler, Ridley Scott og filmen Kingdom of Heaven. Hans film Blade Runner, der indtil videre har været udgivet i to versioner, en biograf og en directors cut udgave, blev i sidstnævnte udgave forceret igennem og et 10 års langt rettighedsproblem med en sydamerikansk mediemogul, Jerry Perenchio, afholdt effektivt Ridley fra at kunne lægge sin endelige instruktørsignatur på værket. Efter at have opnået en status i instruktørernes superliga bl.a. med filmen Gladiator, sit eget produktionsselskab Scott Free og ejerskab af Shepperton studierne i England, burde man formode, dette var en mand der, om nogen, havde kontrol over sin egen film skabelsesproces.
Sidste år kom så Scotts episke fortælling Kingdom of Heaven, omhandlende muslimers og kristnes kamp om Jerusalem i korstogenes tid i 1100 tallet. Et indspark i den fremherskende debat om sameksistens på tværs af religion og ikke mindst de krige, som foregår i Irak og Afghanistan. Efter Troy, King Arthur og Alexander, tre skuffelser på stribe, var forventningerne tårnhøje til Ridley Scotts film.
Men biografversionen over 145 minutter, formåede heller ikke at vinde anmeldernes hjerte. Filmen var et sammenflet af scener, som fremstod mærkværdigt ukoordineret. Der var følelser af plothuller, ligegyldige scener og replikker, som indeholdt detaljeret information, uden relevans. Da jeg forlod biografen, var det mest positive faktisk filmens billedside og de flotte kampscener, hvor Scott sjædent skuffer.
Nu er der så udgivet en 4-disc directors cut udgave af filmen, varende 191 minutter og jeg er efter nattens gennemsyn, intet mindre end målløs. Kingdom of Heaven må nu kategoriseres som moderen af alle directors cut film, så selv de forbedrede udvidede Lord of the Rings udgaver, kommer til kort. Kort sagt, dette er en helt ny film. Samtlige af mine kritikpunkter mht. den oprindelige biografudgave er nu groft gjort til skamme og filmens flow er intet mindre end en nydelse.
Der er ingen forcering i hverken historie eller karakteropbygning. Der er ingen historieelementer, som står alene og uforklaret. Jeremy Irons, David Thewlis, Liam Neeson og Edward Norton er bundsolide i deres biroller og Eva Green som Dronning Sibylla af Jerusalem, er ikke længere blot et vildfarent indslag og Marton Csokas som Guy de Lusignan ikke blot en blodtørstig karikatur.
Og så har vi jo hovedrolle indehaveren Orlando Bloom, som absolut ikke er min kop te, men som jeg må medgive, er ufejlbarligt castet i rollen som den skyld plagede smed Balian. At sammenligne med Gladiator og Russel Crowe tjener intet formål. Crowe er indbegrebet af Gladiator og gør nærmest filmen til et action epos med sin helte udstråling. Kingdom of Heaven har meget mere dybde, politiske og religiøse intriger med direkte paralleller til vor samtid og upåklagelige skuespilpræstationer på stribe.
En mere charismatisk helteskikkelse, kunne have været problematisk og tippet den hårfine balance fra drama til en ny Gladiator II. Nu er det ren Yin og Yang og Ridley Scott viser brilliant, hvorfor han mestrer storproduktionen og i det visuelle udtryk nærmest distancerer den samlede Hollywoodske instruktørstand til statister.
Audio
DTS lydsporet er ren referenceklasse. Et 6.1 ES lydspor havde været guf, men jeg nøjes gladeligt med dette fremragende af slagsen. Dialog er klokkerent, surroundeffekter slår igennem uanset om relaterer sig til kampe eller blot omsluttende lyde under stille sekvenser. LFE lydsporet er bombastisk, så glæd din nabo med en natteforestilling.
9/10
Video
Igen ren referenceklasse. Scotts valg af blålige toner til det kolde Frankrig og de gullige til det varme Jerusalem er perfekte valg. Jeg kender ingen, som i den grad har øje for detaljer, selv i storslåede panoramascener. Peter Jackson kommer selvfølgelig på banen, men jeg vedgår gerne, at jeg mener Kingdom of Heaven i denne version er visuelt flottere end LOTR filmene, hvor kontroversielt dette end måtte lyde for nogle.
10/10
Ekstramateriale
Er ikke medtaget i denne anmeldelse, men udbuddet er aldeles overvældende og er overalt blevet sammenlignet med de udvidede udgaver af Ringenes Herre og Alien Quadrilogy i omfang. Forvent intet mindre end det sublime.
Konklusion
Af de bummerter 20th Century Fox måtte have begået i sin 70 årige levetid, må biografversionen af Kingdom of Heaven være en af de største. Det er mig en gåde, at det stadig er muligt at sønderklippe kunstneres visioner, for at kunne lave én ekstra forestilling om dagen og derved på papiret, sikre en større indtjening. Se Da Vincis Painters Cut udgave af Mona Lisa med kort hår og uden baggrund. GLEM Kingdom of Heaven, hvis du ikke har set directors cut udgaven. Dette er så stor en forbedring og så flot en film, at den er i Ridley Scotts top 3 film.
Værst af alt. Denne udgave kunne have vundet Oscaren for bedste film 2005.
9/10
#9 filt 18 år siden
#10 filmz-Narniabæver 18 år siden
En af de bedste Barbie tegnefilm, der handler om en ung pige, der er blevet forvandlet til en pegasus.
Flotte farver og effekter, og husk lige at tjekke de "slettede scener" før rulleteksterne!
8 / 10