Sony Pictures gennemførte fornyligt i samarbejde med Empire en meningsmåling om Bond-filmene, der viste, at flertallet anser “Goldfinger” med Sean Connery som den bedste Bond-film gennem tiderne.
I kategorien bedste Bond-babe vandt Ursula Andress, for hendes rolle som Honey Ryder i den allerførste Bond-film “Dr. No”. Famke Janssen kommer ind på en andenplads for hendes rolle i “GoldenEye”, mens Halle Berry blev nummer tre.
Bedste Bond-skurk blev Donald Pleasance der spillede Ernst Stavro Blofeld i “You Only Live Twice”, rollen der senere gav inspiration til Austin Powers’ Dr. Evil.
#31 NightHawk 17 år siden
Jeg må indrømme, at jeg heller ikke finder "Live and Let Die" særlig god. Hverken i blandt Roger Moore's 7 film eller samlet set.
Det er rigtigt nok, at der med Moore kom mere komik ind i Bond figuren, men man fornemmede allerede i hans første gang som 007, at humoren desværre havde det med, at tage overhånd og gøre Bond til en flødebolle med alt for løs butterfly. Især må scenen hvor Bond driver gæk med en horde af Mr. Big/Dr. Kananga's sorte lejesvende i en lufthavn, i et lille fly og scenen hvor Bond løber hen over ryggen på krokodilerne betegnes, som være fjollet lavkomik når det er værst.
De blir dog toppet af den latterlige J.W. Pepper, som slet ikke efter min mening burde være at finde i en Bond film. Jo, han er da tydeligvis en parodi på sydstats sherif modellen, men jeg blev atlså ret hurtig træt af den figur. Og slutningen med gaspatronen er ærligt talt elendigt udført. Det er, selv for en kulørt action film som Bond filmene jo er, til grin den måde skurken dør på.
Yapphet kotto er en glimrende skurk og derfor er det ekstra ærgeligt, at han lige har fået tjansen som skurk i en af de mindre gode 007 film. Og speedbådsjagten den helt klart bedste action scene i "Live and Let Die".
Men de komiske indfald i "Live and Let Die", var dog intet i forhold til senere, hvor Roger Moore, med få films tilfælde, fik forvandlet den klassiske britiske agent figur til en omvandrende blanding af en sjofel gammelgris og helt bogstaveligt en cirkusklovn i "Octorpuzzy". Det var sgu godt, at Timothy Dalton og Pierce Brosnan fik Bond tilbage på ret køl igen, efter en årrække af middelmådig action og gøg og gokke humor. Jeg syntes klart, at 007 var at foretrække med Connerys mørke vindtørre humor og den man genfandt hos Dalton og Brosnan.
"Live and Let Die" lider i svær grad af, at bukke under for den stærkt truende konkurence fra USA. Det være sig med film som "Bullitt", "Dirty Harry´" serien og specielt blaxploitation genren, hvor antihelten var blevet porpulær og de mere rå karakterer kom i fokus. Og det er netop "Live and Let Die's" store svaghed, at man prøver at flytte Bond over i det miljø og blaxploitation genren især. Det funker bare ikke sammen de to ting.
Tempoet i filmen bærer også kraftig præg af Blaxploitation genrens tilbagelænede og coole/funky stil og det passer altså heller ikke særligt godt sammen, med agent 007. En lille detalje tilsidst er, at Bond render rundt med en Smith & Wesson håndkanon i forhold til den klassiske Walther PPK. Det er igen for, at vise at Bond også her ikke står tilbage for fx. Harry Callaghan.
Det samme problem gør sig også gældende for "License To Kill" hvor Bond filmene igen blev truet på livet, af langt mere voldelige og eksplosive action film, som "Lethal Weapon" og "Die Hard". Bond havde nu forvandlet sig fra kølig britisk agent, ja til nærmest at være renskuet amerikansk actionman. Scored til "License To Kill" er sågar lavet af samme mand Michael Kamen, som også lavede "Lethal Weapons" og det viser med alt tydelighed, desperationen fra producenternes side igen, at man i stedet for at tro på sin figur, hopper med på bølgen, for ikke at tabe terræn til amerikanerne.
Bond filmene er nu engang bedst når deres egen stil får lov at stå i første række. :)
Er sikker på, at vi aldrig får en type af Roger Moore, at se igen i kommende Bond film. Det håber jeg virkelig bare ikke sker.
#32 filmz-Bruce 17 år siden
For at være fair, skal en film bedømmes ud fra tiden, hvori den er indspillet og hver tid har sine trends, værdier og moral. For mig er en film aldrig outdated, for jeg (forsøger!) ser den som et dokument over sin tid. Sådan agerede man, sådan snakkede man og ikke mindst sådan var man påvirket af elementer. Og Live and Let Die, var da klart påvirket af blaxploitation. Harlem, soul, afro etc. var stort i begyndelsen af 70'erne og den stil synes jeg er gennemført i filmen (både i valg af locations og cast, dog ikke Rosie Carver) og Bond må pludselig stå overfor en helt anden modstander end de gængse, som agerer ud fra andre motiver end de sædvanlige fiktive krimisyndikater eller kommuniststater. At han løber rundt med en stor gøb til sidst, mener jeg skyldes, at hans PPK blev smadret og han må "tage til takke" med en Smith & Wesson.
Jeg mener ikke Bond filmene har en "egen stil", men en masse basale elementer, som er gennemgående fra Dr. No til Casino Royale. Hver Bond tilfører noget nyt og selv om Craig ikke er mit favoritvalg, håber jeg han gør min skepsis til skamme og leverer en stenhård Bond. I 73, leverede Moore en helt anderledes Bond og dengang var jeg særdeles glad for resultatet og datidens opfattelse har helt klart fortrinsret over hvad jeg mener en Bond skal indeholde i dag, for mine præferencer har ændret sig og de skal "forligges" og glemmes, når jeg ser gamle film :)
#33 filmz-kaotmus 17 år siden
Men alligevel har jeg ofte oplevet at se klassikere, som har forandret filmmediet og som jeg har stor respekt for, men som jeg dybest set ikke var hverken rørt eller underholdt af.
En film som On the waterfront er et eksempel på det - den er da udmærket, men den ramte ikke noget i mig eller chokerede mig med dens skuespillerpræstationer, selv om jeg godt kan forstå, hvorfor den måske gjorde dengang.