Se til venstre…Filmen “Se til venstre, der er en svensker” er det sidste udspil i, hvad der forekommer som en uendelig strøm af danske dogme-film. Noget som i mine øjne er ved at være et ret tyndslidt koncept. Men ok, så længe filmene holder samme standard, og så længe at det er med til at bringe det bedste frem i historierne, skuespillerne og folkene bag filmene – så er det et koncept der holder.

Det gør Natasha Arthys film i hvert fald, den er efter min ydmyge mening, en af de bedste af dogme-filmene. Den mikser humor med tragedie på en hel sublim facon. Den har sin helt egen charme, hvilket til dels skyldes Sidse Babetts og Björn Kjellmans fremragende skuespil. “Se til venstre…” udskiller sig lidt fra de første film i dogme-serien. Den er til tider mere komisk end de andre – men man fornemmer hele tiden alvoren, som lurer lige under overfladen.

Filmen handler i korte træk om pigen Katrine (Sidse Babett), som om to dage skal giftes med kæresten Jonas (Søren Byder). Katrine lider lidt af behagesyge. Hun tager måske lidt for meget hensyn til folk. Hun fortæller dem hvide løgne, når hun ved at sandheden vil såre dem. Hun pynter på det hele, så virkeligheden er nemmere at fordøje.

Hun har valgt at blive gift med Jonas, men det virker ikke helt som om at hun elsker ham. Det kunne nemt tænkes, at hun var bange for at såre ham ved at sige nej. Hun har heller ikke fortalt søsteren Mette om det forestående bryllup – af frygt for at forværre hendes tilstand. Mette (Lotte Andersen) er indlagt på psykiatrisk afdeling med et nervesammenbrud, forårsaget af at kæresten, svenskeren Thomsen (Björn Kjellman), pludselig forlod hende og rejste til Afrika.

Dagen før hendes polterabend tager det hele en drejning. Der bliver ringet på døren, og Thomsen står udenfor. Han er netop hjemvendt fra en tur på flere år i Afrika. Det bliver starten på en ret underholdende aften hvor der bliver gået til de våde varer – og det går pludseligt op for én, at Thomsen ikke alene havde noget kørende med Katrines søster Mette, men at han også havde følelser for Katrine – og hun måske egentlig var årsagen til hans rejse.

Dagen efter det noget intense drikkeri skal Thomsen kontakte sygehuset. Han har efter turen til Afrika fået lavet en test og venter bare på resultatet. Katrine, som stadig er lidt påvirket fra aftenen før, beslutter sig for, at det kunne være sjovt hvis hun nu ringede, og udgav sig for at være Thomsen. Hun ringer til sygehuset – men får ikke lige den besked hun regnede med. Thomsen er syg, meget syg. Her kører det af sporet for Katrine. Hun kan ikke få sig selv til at overbringe meddelelsen til Thomsen – og beslutter sig i stedet for at stikke ham en løgn. Hun fortæller ham så, at det hele er som det skal være. Thomsen ånder lettet op.

Katrine har en del småting hun skal nå inden det forestående bryllup, og Thomsen tilbyder hende at han kan køre hende rundt til hendes forskellige gøremål – i sin nyindkøbte brugte bil, en Fiat 128 – som uden tvivl kunne trænge til et ret kraftigt eftersyn. Katrine øjner en mulighed for at kunne få ham fortalt sandheden. Men det lykkes ikke for hende. Thomsen som aftenen før blev inviteret med til brylluppet – skal have købt noget nyt og pænt tøj. En forvikling i herretøjsforretningen, fører til at de får købt nogle mystiske blå piller fra Holland – som de jo selvfølgelig skal smage på. De bliver stenskæve, og laver den ene latterlige ting efter den anden.

Da Katrine sidder stenskæv hos frisøren og får lavet rastafari dreadlocks, får hun sig endeligt taget sig sammen til at fortælle til Thomsen sandheden. Han er alvorligt syg. Men Katrine har til trods for det, stadig stærke følelser for ham. Hun aner ikke hvad hun skal stille op. Søsteren Mette er stadig overbevist om, at Thomsen kommer tilbage til hende. Hun skal giftes i morgen. Det hele er bare et stort kaos…

Dogme debutFilmen er ikke Natasha Athys første film, men det er hendes debut som dogme-instruktør. Det er hun sluppet meget godt fra. Den er glimrende instrueret, og Fupz Aakeson har skrevet en usædvanlig god og varm historie. En både humoristisk og tragisk historie om kærlighed.

Arthy fortæller følgende om sin film, ”Den handler om at følge sit hjerte. Det kan være svært, især hvis det medfører, at man sårer nogen, man holder af. Jeg mener ikke, at man skal følge sin lyst uanset hvad, men jeg synes, at man skylder sig selv at være bevidst om, hvad man inderst inde føler. Derefter må man træffe det valg, som man bedst kan leve med resten af sit liv.”

Hun siger selv, at hun aldrig havde regnet med, at hun skulle instruere en dogme-film. Men sådan kom det heldigvis ikke til at gå. Hun havde længe haft lyst til at lave en film om hendes generation, og da Fupz Aakeson så en dag stod der med historien, var hun ikke længe om at beslutte sig. Det var en ret simpel historie, men det var en historie der tiltalte hende, og en historie hun havde mulighed for at digte videre på. De var begge enige om at det ville klæde den simple historie bedst at blive fortalt så naturligt som muligt – hvilket jo passede meget godt ind i dogme-konceptet.

Men det var i starten ikke så lige til. Natasha Arthy havde lidt problemer med manifestets lyd-regel. Reglen siger, at lyd må ikke produceres separat fra billedet eller omvendt. Musik må ikke anvendes medmindre det forefindes hvor scenen bliver optaget. Det var lidt af en udfordring for hende – især fordi hun ikke ønskede at slippe musikken.

”Jeg synes, at musik er et oplagt fortælleredskab i forhold til en historie. Men med denne film ønskede jeg at gøre musikken til en større del af historien, således at musikerne optræder som fantasikarakterer, der er med til at beskrive en af rollernes sindstilstand. Sammen med komponist Kåre Bjerkø opfandt jeg et meget enkelt musikalsk univers, som resulterede i små live-koncerter spredt ud over hele optageforløbet. Det var skide sjovt, og jeg er meget glad for resultatet. “

Det er meget forståeligt at hun er glad for resultatet, for det virker rigtigt godt. Det er helt klart med til at løfte de scener hvor Mette (Lotte Andersen) medvirker. Sangeren i de små live-koncerter er Jimmy Jørgensen, og han leverer virkeligt et flot stykke arbejde. Det samme kan kun siges om alle de medvirkende og holdet bag filmen. Det er en smukt fortalt historie – og jeg håber at vi får mere at samme skuffe.