Open Range
Udgivet 12. maj 2004 | Af: filmz-Angel Eyes | Set i biografen
Filmen er tro mod sin genre, i den forstand, at den indeholder mange af de klassiske elementer: cowboys, onde ranchers, shoot-outs, korrupte sheriffer etc. Plottet minder også på mange måder om de klassiske John Ford westerns eller senere Clint Eastwood-film, som “Pale Rider”. De gode cowboys, der har en tvivlsom fortid, men som ikke ønsker ballade, tvinges til konfrontation med griske og hensynsløse landejere, som har byen og loven i deres baglomme.
I det hele taget synes Costner at have haft Eastwoods “De Nådesløse” i tankerne, da han lavede “Open Range”, for de behandler mange af de samme temaer, og synes begge at prøve på at revurdere den klassiske western. Således er også Costners film både barsk og afdæmpet i sin næste realistiske fremstilling af vesten anno 1884, og karaktererne er, for den største part, ganske nuancerede, hvilket giver dem en dybde og en troværdighed, som ellers plejer at være overladt til klicheerne indenfor Western-genren. Derudover får vi som tilskuere et helt nyt billede af hvordan det vilde vesten så ud, da de støvede landskaber i Costners film er udskiftet med en græsfyldt og frodig prærie. Det bør dog bemærkes, at “Open Range” aldrig bliver lige så interessant og nuanceret i sin fremstilling og i sin historie, som “De Nådesløse”.
Bening beviste i “American Beauty” at hun stadig er en af de bedste kvindelige skuespillere i sin aldersklasse, og hun får Sue til at fremstå som en virkelig og interessant person, der ikke blot er med for at få påklistret et kærlighedsplot til historien.
Man bør dog påpege, at Michale Gambon som filmens skurk ikke formår at få meget ud af rollen som den onde rancher Denton Baxter, men fejlen bør nok mere tilskrives manuskriptet – historiens største akilleshæl er således at finde i den ret så ensidige karakter, som Baxter gøres til. Da de andre karakterer ellers er så nuancerede, bliver hans rolle som modstander endnu mere sort/hvid i denne sammenhæng.
Som en sidste ting bør nævnes filmens ganske udmærkede score, som blev Michael Kamens sidste inden han døde. På lydsiden er det dog det pragtfulde lyd-design (især i det fænomenale shoot-out til sidst i filmen) som bør fremhæves.
“Open Range” er solid underholdning, men formår også at tilføre en ellers døende genre et tiltrængt vitamintilskud, uden udelukkende at plagiere gamle klassiske westerns, men også ved at genfortolke genren. Med sin varighed på 2 timer og 19 minutter kan man dog beskylde den for at være lidt for lang (især hen mod slutningen). Alt i alt en god film, der dog ikke når helt op og ringe.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet