Star Trek V: The Final Frontier – Collector’s Edition
Udgivet 4. feb 2007 | Af: The Insider | Set på DVD
William Shatner (som denne gang både fik lov til at spille Kirk foran kameraet, samt sidde i instruktørstolen og være med til at skrive manuskriptet) forsøgte for nylig at få Paramount til at give ham lov til at opdatere filmen á la ‘special edition’ udgaverne af de oprindelige “Star Wars”, men han fik ikke sit ønske opfyldt. Og det ville nok heller ikke have gjort den store forskel. Et kosmetisk indgreb på filmen for at opdatere effekterne ville have været ligegyldigt, da det er nogle fundamentale problemer med filmens plot, der er hovedproblemet.
På disc 2 finder vi alle dokumentarerne. “Herman Zimmerman: A Tribute” (19 min.) er en ganske fin hyldest til Star Treks prisbelønnede production-designer, som i årevis har arbejdet på Star Trek filmene og tv-serierne. Skuespillere, producere og kollegaer bliver interviewet, og vi hører bl.a. om hvorfor Zimmerman i sin tid valgte at blive production-designer, og hvordan han blev involveret i Star Trek. I “Original Interview: William Shatner” (optaget under optagelserne) taler Shatner om filmen, og det er tydeligt, at han endnu ikke har nogen idé om, hvordan offentligheden vil reagere på filmen. Hans entusiasme for projektet er tydelig og endda en smule afsmittende, selv om han engang imellem godt kan lyde en smule prætentiøs.
“A Green Future” (9 min.) handler om miljøet på vores klode i dag, og hvordan miljøet ser ud i Star Treks fiktive fremtidsunivers. “Harve Bennet’s Pitch” (2 min.) er det pinlige videoklip, hvor produceren Harve Bennet fortæller filmens pr-hold, hvor glad han er for filmen. “The Journey” (29 min.) er uden tvivl pakkens guldklump. Den er desværre ikke helt så dybdeborende og oprigtig som håbet, men man får alligevel et indtryk af, hvor svært det var at skrue filmen sammen, og hvordan filmen ikke levede op til folks forventninger.
“Make-up Tests” (10 min.) er stykket sammen af en række still-billeder, storyboards og optagelser fra forskellige make-up tests. Det er en lidt kedelig montage af klip, som ville have været sjovere at se, hvis der havde været lidt underliggende musik eller tilhørende kommentarer fra filmens make-up supervisor. “Pre-visualization Models” (2 min.) er i fuldstændig samme dur. Her er det bare tilblivelsen af filmens rumskibe vi får et nærmere indblik i.
“Star Trek V Press Conference” (14 min.) er interessant at se, men det er også lidt pinligt at være vidne til denne presse-konference, eftersom publikum virker umenneskeligt kedet, og da flere ting ‘går galt’ under forløbet. Dvd’en indeholder også fire slettede scener, som tilsammen varer omtrent fire minutter. Det er tydeligt at se, hvorfor disse scener ikke røg med i den endelige udgave af filmen, og det er kun den sidste af scenerne (“Spock’s Pain”), som egentlig er værd at se. Hvis man markerer Føderationens logo på venstre side af ‘Deleted Scenes’ undermenuen, får man mulighed for at se en særdeles besynderlig (og ikke særlig interessant eller morsom) ‘gag reel’.
Dvd’en indeholder også to trailers og hele syv tv-reklamer for filmen, og endeligt en lang række produktionsbilleder og storyboards.
Mange fans betragter “The Final Frontier” som værende den værste Star Trek film til dato, men filmen har mange gode momenter. Der er dog ingen vej uden om, at plottet er lidt tåbeligt, og at mange elementer slet ikke hænger sammen. Men ekstramaterialet er godt, og filmen ser både fantastisk ud og lyder også virkelig godt her på denne nye dvd-udgivelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet