FilmenMed Ocean’s Eleven viser Soderbergh endnu engang hvorfor han har vundet en Oscar. Filmen er en herlig rejse ind i en verden hvor de blinkende lygter i Las Vegas forenes med en skuespil i verdensklasse, og hvor det at stjæle 150 millioner bare er “helt i orden”.

Plottet er ingenlunde genialt… det drejer sig i bund og grund om det store kup, der gør at man kan trække sig tilbage og leve resten af sine dage i evig rigdom. Dette er set til ukendelighed så langt tilbage som film har eksisteret.

Men når det er lavet med så stor charme og stil som Ocean’s Eleven, så glemmer man hurtigt at man har set det hele før… man køber den uden at blinke, for filmen oser af atmosfære fra start til slut.

Filmen varer godt og vel to timer, og der er ikke et sekund hvor man keder sig. Filmen er delt i to kapitler.

Det første kapitel omhandler planlægningen af det store kup og det opbygger naturligvis en spænding inden selve kuppet… “går det mon godt”, tænker man! Det ved man godt, at det gør det sjældent… det får vi at se i filmens andet kapitel, hvor det planlagte kup føres ud i livet.

Det er en utrolig simpel opbygning der virker godt… samtidig har Soderbergh kastet et par gode twists og overraskelser ind, så filmen på trods af manglen på originalitet, altid forbliver spændende!

Den friske og vittige dialog underbygger nogle ypperlige skuespilspræstationer fra filmens skuespillere.

Det ville været totalt unfair at fremhæve enkelte præstationer blandt de mange flotte, for det er virkelig gruppen som helhed der får denne film til at fungere. Filmen har virkelig mange store navne på rollelisten, så man undrer sig til tider over hvordan Soderbergh overhovedet har fået råd til at lave filmen.

Personligt kunne jeg virkelig godt lide de scener hvor George Clooney og Andy Garcia står over for hindenden… det psykologiske spil imellem dem er virkelig i topklasse, man kan næsten mærke hvordan det slår gnister når de mødes… lækkert!

Samtidig har filmen en række cameo’s bl.a. af dyretæmmerne Siegfried og Roy og bokserne Lennox Lewis og Vladimir Klitschko, og det giver filmen et realistisk præg.

Ocean’s Eleven er virkelig en lækker film… glem det simple plot, og se den for charmen, humoren, det fænomenale skuespil og ikke mindst fordi at det er en af de mest coole film i år!

VideoFilmen udgives i Anamorphic Widescreen med 2.35:1 Aspect Ratio, og Warner har med denne udgivelse lavet et transfer der understøtter Soderberghs stil ret godt.

Filmens farveholdning og belysning gengives meget flot i dette transfer, der er fri for både ridser, fejl i komprimeringen, og som står skarpt på dit TV.

AudioDu kan vælge imellem Dolby Digital 5.1 og Dolby Surround 2.0, begge på engelsk.

DD5.1 signalet er et udemærket lydspor, hvor lyden og dejlig klar og gengives uden problemer. Surroundhøjtalerne er også godt i brug, specielt indenfor i kasinoet hvor man omgives af raslen med jetoner, mønters klirren og maskiners elektroniske biplyde.

Til gengæld er subwooferen ikke ligefrem på overarbejde. Filmen har kun få momenter hvor sub’en kommer i brug, men når de kommer, så klarer lydsporet dem fint.

Alt i alt et solidt lydspor.

Ekstra materialeEkstra materialet på denne disk drejer sig primært om EN ting… kommentarspor. På denne skive er der hele to af slagsen.

Først og fremmest er der et lydspor med instruktør Soderbergh og manusforfatter Ted Griffin. De to disker op med en masse information, men de er desværre en smule tørre at høre på.

Helt anderledes ser det ud med det andet kommentarspor, der måske ikke ligefrem bugner med information, men som til gengæld er sjovere at høre på. Det er med Matt Damon, Brad Pitt og Andy Garcia, der alle hyggesnakker sig igennem filmen.

Derudover er der to featurettes på disken. Først standard-reklame programmet på 15 minutter, der giver et kort glimt bag kameraet. Dernæst en på 9 minutter der forklarer lidt om filmens look og stil.

Til sidst kan man se filmens trailers. Lad os bare stille indse at det virkelig kød på denne udgivelse med hensyn til ekstra materiale ligger i filmens kommentarspor.

“Ocean’s Eleven” er en svindlerkomedie i bedste tradition. Filmen leverer både spænding, overraskelser og et godt grin.

Filmen er en geninspilning af den mere end 40 år gamle udgave med Frank Sinatra, Dean Martin og Sammy Davis Jr. Den nye version er ligeledes overstrøet med stjerner, men lykkeligvis er disse ikke blot med for synsskyld, de spiller alle glimrende i meningsfyldte roller.

I midten af plottet står Danny Ocean som igangsætter og som den person hvorom alle de mange tråde drejer. George Cloony udfylder Oceans rolle fornemt og har en formidabel evne til at udtrykke en masse uden at sige det med ord. Brad Pitt er ligeledes underholdende i en scenestjælende rolle som den konstant spisende småsvindler Rusty. Julia Roberts får for en gang skyld lov til at spille noget andet end Pretty Women og Erin Brockovich kloner. Det klæder hende. Publikumets største latteranfald inkasserede Elliott Gould dog som guldoverstrøet kasinogangster. Af andre fine skuespillere kan nævnes Matt Damon og Carl Reiner, men filmen er læsset til med små perler i rollebesætningen. Endelig er det en fornøjelse at kunne opleve Andy Garcia i en ordentlig rolle som Julia Roberts nye kæreste. Scenerne mellem de to og George Cloony udgør filmens følelsesmæssige kerne, og er meget overbevisende spillet af alle tre.