FilmenDet ser skidt ud for politibetjenten John McClane (Bruce Willis). Efter at en mor og søn bliver dræbt under en politioperation ledet af McClane, kan han ikke længere klare volden og jobbet som betjent i LA. I stedet tager han til en lille flække, hvor han bliver sherif. Til datterens store fortrydelse. Hvem gider på landet når man kunne bo i LA? Og forholdet til konen lider også.

Hvis Mohammed ikke kommer til bjerget, må bjerget komme til Mohammed. Volden og problemerne kommer til den lille flække, da nogle unge bøller bryder ind i et hus og tager beboerne, en far og hans to børn, som gidsler. McClane må forsøge at løse sagen fredeligt. Men pludselig bliver han kontaktet af nogle mystiske personer der har kidnappet hans egen familie… for inde i huset befinder der sig noget som de vil have fat i, og McClane er den der skal skaffe det. McClane må nu se sine egne dæmoner i øjnene, samtidig med at han skal redde begge familier.

Hov… skrev jeg John McClane? Jeg mente naturligvis Jeff Talley! Umiddelbart er lighederne imellem McClane og Talley ellers til at føle på. Og læser man filmens synopsis kunne man sagtens forledes til at tro at der lå et nyt afsnit af “Die Hard” i afspilleren. Det er en action-thriller og det på trods af at Bruce Willis nu havde lovet at lægge tough-guy rollerne på hylden. Selvom Talley er en knækket mand er han som eks-betjent ikke uden evner og viser sig naturligvis som tough-guy, der kan slå på tæven, når det endeligt gælder. Der er ikke noget nyt over den ide.

Filmens plot er på overfladen ganske trivielt, men et ganske originalt aspekt er dog ideen om det tredje parti i krisen imellem Talley og gidseltagerne. Denne situation sætter Talley under pres og det giver en række interessante scener. Man kommer uvægerligt til at sætte spørgsmål ved Talleys motiver. Er hans handlinger til gavn for gidslerne i huset eller hans egen familie, og på det punkt formår filmen at så tvivl i seerens sind om man nu også kan stole på at Talley gør det rigtige. Willis’ præstation er også stærkt medvirkende til dette og Talleys fortvivlelse kommer flot til udtryk i hans plagede ansigt.

Ideen med at sætte Talleys families liv på spil er god og giver Willis en del mere at spille med end hvad der er normalt i roller af denne slags. Efterhånden som filmen skrider frem går det op for en at den mystiske tredje part er ganske talstærk og teknologisk veludstyret og derfor falder ideen lidt til jorden. Hvorfor de dog skal bruge stakkels Jeff Talley når de lige så godt selv kan hente det de har brug for er egentlig lidt uforståeligt og det svækker filmen.

“Hostage” leverer både lidt spænding og lidt action og den kan i perioder være ret nervepirrende. En stor del af æren for dette må gå til Ben Foster, der leverer en meget skræmmende præstation i rollen som gidseltageren Mars Krupcheck. Han er en force og en god grund til at se filmen. Men nogen “Die Hard”, det er den ikke!

Video”Hostage” præsenteres i anamorphic widescreen, med 1.77:1 aspect ratio. Transferet er et af højdepunkterne på udgivelsen. Detaljegraden er helt i top og der er hverken artefakter, åbenlyse kompressionsproblemer eller edge-enhancement til at forringe billedsiden. På nær åbningssekvensen er filmen ikke specielt farverig, til gengæld er den mørk, da meget af den foregår om natten. Det kræver god balance i de mørke toner og her skuffer transferet da heller ikke.

AudioPå lydsiden er der lydspor i Dolby Digital 5.1 og i DTS, begge på engelsk. Begge er rigtig gode, med god brug af både surround og subwoofer, især imod filmens slutning hvor hele situationen eskalerer. Kuglerne pifter en om ørerne og gulvet vibrerer når eksplosionerne runger. Dialogen er tydelig både i disse hektiske scener, såvel som de stille scener, som når Willis forhandler med gidseltagerne over telefon.

EkstramaterialeEkstramaterialet må siges at være en ret skuffende omgang. Først og fremmest er der et “making of” program på ca. 12 minutter. Det er ren reklame for filmen, hvor alle klapper hinanden på skuldrene og har det åh så godt sammen. Skuffende.

Dernæst er der en række slettede scener med kommentarspor af instruktør Florent Siri, der fortæller lidt om scenerne og hvorfor de er blevet slettet. Scenerne består primært af karaktermomenter og redundante scener og er ikke synderligt interessante. Det samme gælder for de forlængede scener.

Til slut er der trailershow til en række kommende film fra Nordisk Film.

Bruce Willis bliver åbenbart aldrig for gammel til at spille actionhelt, og også i “Hostage” trækker han i politiuniformen, komplet med arbejdstraumer fra fortiden og en klassisk familiekonflikt i bagagen som følge. Heldigvis har han siden “Den sjette sans” også lært at bruge sin sårbare side, hvilket gør gidseltagningseksperten Jeff Talley til mere end en rå politimand med hårde punchlines. Havde man forventet en ny “Die Hard” film, må man nok i stedet væbne sig med tålmodighed til 4’eren kommer. “Hostage” er mere brutal i et forsøg på at fremstille kompromisløs vold, men det er samtidig en film, der prøver for mange ting på en gang, til at gøre den rigtig vellykket.

Den franske instruktør Florent Emilio Siri har lavet to film før, men “Hostage” er hans første amerikanske. Som Hollywood-debutant må man sige, at han klarer sig ganske godt, men det betyder samtidig, at han ikke slipper fri af den forudsigelighed og overfladiskhed som kendetegner størstedelen af produkterne derfra. Bevares, visuelt og lydmæssigt fejler filmen ingenting, og allerede i den indledende credit-sekvens mærkes Siris flair for lækre spændingsanslag, selvom han tydeligvis har ladet sig inspirere af introerne i “Panic Room” og “Spider-Man” (Siri har bl.a. lavet to computerspil i Splinter Cell-serien). Generelt er både fotograferingen og filmens score både virkningsfuldt og medrivende i passager, hvilket dog ikke redder den ujævne fortælling.

I “Hostage” har man valgt at komplicere den klassiske gidseltagningssituation ved at indblande en tredje part – i dette tilfælde en gruppe hensynsløse pengemænd, som skal have fat i nogle filer fra gidslernes hus, koste hvad det vil. Ideen har tydeligvis været at skabe et endnu større spændingsmoment, idet de skumle bagmænd afpresser Talley og hans familie til at skaffe filerne, men det ender med at være en hæmsko for filmen snarere end en fordel. For den oprindelige gidseltagning er og bliver filmens egentlige styrke, og det er en skam, at man ikke har turdet satse helhjertet på dette set-up. Det er ganske vidst set før, men havde man brugt sine kræfter på at fortælle historien om de rastløse ungdomskriminelle, der i mødet med den rige familie lader tingene gå over gevind, havde der været basis for en langt mere intens oplevelse i stil med f.eks. Sam Peckinpahs “Køterne”. I stedet serveres vi for en fortænkt plotfremdrift i form af ukendte forbrydere, som stakkels Jeff Talley må føje, hvis ikke hans familie skal lide overlast. Men deres grundlag for at bruge Talley er mildest talt ringe, da de tydeligvis ikke har brug for ham, og egentlig bare kunne have hentet filerne selv. Deres hensynsløshed motiveres aldrig, og uden et indblik i disse skurke forbliver man som tilskuer uinteresseret i denne del af historien.

“Hostage” holdes hovedsagelig oven vande takket være instruktørens fine sans for spændingsopbygning (der dog falder betydelig hen mod slutningen), dens rå skildring af volden, samt enkelte seværdige skuespilpræstationer.
Filmen mangler dog den fandenivoldskhed og ligefremme iscenesættelse af brutalitet, som bl.a. kendetegnede “Køterne” eller David Finchers “Panic Room”. I enkelte øjeblikke nærmer den sig samme nerve, som når f.eks. en kvindelig politibetjent skydes ned i koldt blod af den psykotiske Mars (Ben Foster), men kompromisløsheden følges aldrig til dørs, og det ender med at blive en jævn popcornsfilm.

Willis er ganske god som den lettere afdankede gidseltagningsforhandler, der må kæmpe med fortidens dæmoner i sit forsøg på både at redde sin egen familie, samt familien fanget i huset. Hans egen hensynsløshed, da han forstår, at hans kone og datter er i fare, tilfører filmen et interessant aspekt, men det forlades desværre hurtigt igen. Den rige familiefar spilles af Kevin Pollack, der beklageligvis ikke bruges nok – man savner hans sarkasme gennem det meste af filmen, da han ikke laver meget andet end at være bevidstløs. De to børn (Michelle Smith og Jimmy Bennet) klarer deres roller udmærket, selvom lillebrorens forsøg på at snyde sine kidnappere ofte leder tankerne hen på “Alene hjemme”, hvilket bliver lettere irriterende.

De tre unge forbrydere er ganske givet de mest interessante personer i filmen, og når historien følger dem fungerer det rigtig fint. Størst ros skal gå til Ben Foster, der i rollen som den James Deanske sociopat Mars er intet mindre end fremragende. Man får næsten gåsehud af at se ham optræde på lærredet og ønsker til tider, at filmen havde handlet om ham i stedet.