Star Trek: Enterprise – Sæson 1
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 22. jun 2013 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray
Tilbage i 2001 havde Star Trek-franchisen i dén grad brug for et ansigtsløft. I de foregående 14 år havde i alt tre Star Trek-tv-serier (henholdsvis “Star Trek: The Next Generation”, “Star Trek: Deep Space Nine” og “Star Trek: Voyager”) disket op med sammenlagt 526 afsnit, og da “Star Trek: Voyager” ebbede ud i maj 2001, var det tydeligt, at folkene bag franchisens ror var løbet tør for inspiration.
“Star Trek: Enterprise” foregår i det 22. århundrede – 100 år før Kirk og Spocks eskapader i den oprindelige tv-serie (og de nye film) samt 200 år før hændelserne i de tre foregående spin-offs. Det var på papiret en fremragende idé. For det første ville fans få lov til at se Star Trek-universets spæde begyndelse… hvordan menneskeheden omsider skrinlagde udyder som grådighed, racisme og intolerance og dernæst drog mod stjernerne som ét forenet folk. Den nye series opdagelsesrejsende ville heller ikke have adgang til det 24. århundredes ekstremt avancerede teknologi, så de ville ikke kunne løse deres problemer med blot et par kedelige knappetryk, og samtidig ville karaktererne angiveligt være mere lig os i virkelighedens 21. århundrede end figurerne i de andre serier. Mere ufuldkomne, uvidende og måske endda lidt lettere at relatere sig til end de andre seriers nærmest helgenagtige helte. Kort sagt: Star Treks bagmænd havde en gylden chance for at sende Star Trek af sted i en helt ny, spændende og nymodens retning, før franchisen kuldsejlede.
Alligevel må jeg sige, at seriens første sæson var langt bedre, end jeg huskede den som. Måske var jeg bare så skuffet over seriens manglende dristighed tilbage i 2001, at jeg slet ikke bemærkede dens mange styrker, men selvom 1. sæson af “Star Trek: Enterprise” har sine fejltrin, så er der alt i alt tale om en hæderlig tv-sæson, der især løftes af sit dygtige, engagerede ensemble. Scott Bakula er simpelthen fantastisk som Enterprises karismatiske kaptajn, Jonathan Archer, der med sin enorme varme, charme og fandenivoldskhed fremstår som en mægtig sammensmeltning af William Shatners kaptajn Kirk og Han Solo. Resten af skuespillerne imponerer også (især John Billingsley som rumskibets hjertevarme, humoristiske læge, Phlox, og Connor Trinneer i rollen som skibets kvikke maskinmester, Trip), og allerede fra og med åbningsafsnittet, “Broken Bow” kan man mærke skuespillernes stærke kemi og store entusiasme, som smitter gang på gang.
Her er også perler som “Dear Doctor”, der – ligesom alle de bedste Star Trek-afsnit – giver masser af stof til eftertanke. Enterprise konfronteres med et samfund bestående af to racer, hvor den ene er ved at blive udryddet af en frygtelig sygdom. Bør Stjerneflåde-officererne redde befolkningen? Har de overhovedet ret til at ændre naturens gang på en anden verden? Bør de vitterligt holde sig på afstand og lade en hel race uddø, så planetens undertrykte, kløgtigere og mere sympatisk minoritet kan overtage herredømmet engang i fremtiden, sådan som naturen åbenbart har planlagt det? “Shuttlepod One” er sæsonens højdepunkt. To af skibets officerer, førnævnte Trip og sikkerhedsofficeren Malcolm Reed, efterlades i en lille rumfærge og begynder at løbe tør for ilt, hvilket presser d’herrer op i det røde felt og bliver katalysatoren for flere humoristiske, intense og rørende sekvenser, der byder på fantastisk skuespil fra de to mænd. “The Andorian Incident” er et lille, spændingsmættet eventyr, og piloten, “Broken Bow”, er måske Star Trek-franchisens bedste åbningsafsnit til dato – en actionspækket episode, der fornemt slår tonen an og introducerer alle karaktererne ordentligt uden nogensinde at slække sit greb om speederen.
Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “Star Trek: Enterprise” er den tredje Star Trek-serie, som udkommer på Blu-ray. Paramount har allerede udgivet samtlige sæsoner af den oprindelige “Star Trek”-serie fra 1960’erne samt de første tre sæsoner af “Star Trek: The Next Generation”, som blev produceret i 80’erne. Men selvom “Star Trek: Enterprise” er franchisens nyeste tv-serie (dens første årgang blev produceret i årene 2001 og 2002), ser den ikke nær så godt ud i HD som sine ældre søskende. Det virker måske besynderligt, men “Star Trek: Enterprise” har aldrig haft en lige så stor fanskare som franchisens andre føljetoner, hvorfor det finansielt set ikke ville give mening at bruge lige så megen tid og lige så mange ressourcer på at restaurere “Star Trek: Enterprise” som dens mere populære slægtninge.
Men lige pludselig stiger billedkvaliteten markant. Senere, fremragende afsnit som “Dear Doctor” og “Shuttlepod One” ser langt bedre ud end piloten. Pludseligt kan man spotte alle de små knapper på skibets paneler, tyde selv de mindste bogstaver og tal på broens computerdisplays og tælle skægstubbene på skuespillernes ansigter. Farvegengivelsen er heldigvis også perfekt fra start til slut, og det samme er kontrasten. Ingen detaljer går tabt i det mørke verdensrum. Jeg bemærkede heller ikke nogen glorier eller udtværing. Desværre blev den første sæsons computereffekter produceret i billedopløsningen 1024×480, så man har været nødt til at opskalere dem (ellers skulle man have rekonstrueret dem, men det har man altså ikke været villig til at bruge tid og penge på), hvorfor sekvenserne i det ydre rum indimellem fremstår lidt uskarpe og byder på aliasing (små vibrationer i billedets lige linjer). Men heldigvis ser hovedparten af serien altså rigtig godt ud i HD, og eftersom effekterne i seriens senere sæsoner blev produceret i en højere opløsning, kommer de formentlig og forhåbentlig til at se langt bedre ud på Blu-ray.
Ligesom billedkvaliteten er lydkvaliteten hæderlig, men langtfra overvældende. Alle replikker, lydeffekter og musikalske toner kommer klokkeklart igennem, og baghøjtalerne er regelmæssigt aktive. Men DTS-HD Master Audio 5.1-mixene imponerer sjældent for alvor. Der er kun få nævneværdige panoreringer, og lydbilledet savner ofte lidt mere liv. Tjek eksempelvis afsnittet “Two Days and Two Nights”, hvor besætningen besøger en planet spækket med mennesker og andre livsformer, men mens kaptajnen sidder på sin hotelaltan, føles omgivelserne forunderligt tavse. Vi krydser også fingre for, at seriens fremtidige sæsoner vil lyde mere imponerende.
Den første sæson af “Star Trek: Enterprise” består af i alt 25 afsnit, som er blevet spredt over i alt seks skiver, der også er spækkede med ekstra godter. Først og fremmest er her alt det ekstramateriale, der befandt sig på den gamle dvd-udgivelse af sæsonen – dvs. anekdotefyldte tekstkommentarspor på afsnittene “Broken Bow”, “The Andorian Incident” og “Vox Sola”, et interessant kommentarspor til “Broken Bow” indtalt af producerne/forfatterne Rick Berman og Brannon Braga, en stribe slettede scener fra flere af afsnittene (som desværre ikke præsenteres i HD), ni minutters morsomme fraklip samt en lille stak dokumentarer. De tre “NX-01 Files” (samlet varighed: ca. 10 min.) er ultrakorte videoklip, der bl.a. gennemgår skabelsen af rumskibets kontrolpaneler og designet af de krigeriske klingoners hjemplanet. De seks andre dokumentarer fra dvd-udgivelsen varer tilsammen en lille time og beretter bl.a. om hovedrolleindehaveren Scott Bakula, seriens tidsrejseelementer og Star Trek-franchisens enorme og enormt dedikerede fanskare.
Derudover er her fire ældre dokumentarer, som aldrig før er blevet udgivet på hjemmevideo: “Cast Introduction” (2 min.) gennemgår meget hurtigt seriens skuespillertrup. Både “Network Presentation” (3 min.) og “Syndication Presentation” (7 min.) kan bedst beskrives som forlængede trailere til serien, mens “On the Set” (29 min.) tilbyder et indsigtsfuldt og dybdeborende kig på skabelsen af afsnittet “Vox Sola”. Både skuespillerne og filmmagerne interviewes, og de er alle forfriskende ærlige omkring de mange udfordringer og det store tidspres, de oplever under skabelsen af den gængse “Star Trek: Enterprise”-episode. Alle disse gamle dokumentarer præsenteres i SD, mens boksens to nye, lange dokumentarer (og udgivelsens i øvrigt klart største trækplastre) præsenteres i HD: “In Conversation: Rick Berman and Brannon Braga” (63 min.) og “To Boldly Go: Launching Enterprise” (90 min.).
“To Boldly Go: Launching Enterprise” er delt op i tre separate dele, og de er alle særdeles seværdige. Både Braga og Berman dukker også op her, og det samme gør et væld af seriens manuskriptforfattere, filmmagere og skuespillere (deriblandt Bakula og Trinneer). Igen bliver der talt meget om problemerne under seriens opstartsfase. Braga og Co. ville gerne have taget et års pause mellem “Star Trek: Voyager” og “Star Trek: Enterprise” til at genoplade de kreative batterier, men UPN forlangte at få en nye Star Trek-serie lanceret hurtigst muligt. Og jeg havde aldrig hørt, at det oprindeligt var planen at bruge U2’s megahit “Beautiful Day” til seriens titelsekvens. Men rettighederne var for dyre, så man endte med at bruge en coverudgave af et ældre Diane Warren-nummer, “Faith of the Heart”. Mange fans (og selv Braga) hadede titelmelodien, men jeg har egentlig altid følt, at dens tekst (der synges bl.a. ”I can reach any star”) afspejler seriens koncept ganske fint.
Den første sæson af “Star Trek: Enterprise” var desværre langtfra så ambitiøs og banebrydende, som den burde have været. Men jeg må indrømme, at jeg satte langt større pris på sæsonen her i 2013, end da jeg så den for første gang for godt 10 år siden. Skuespillerne er så fremragende, og deres karakterer er så indtagende, at man ofte ser igennem fingre med seriens brister, fordi man føler sig i hamrende godt selskab, og her er også flere vitterligt fremragende episoder såsom “Dear Doctor” og “Shuttlepod One”. Men hvis man forventer, at “Star Trek: Enterprise” ser lige så godt ud i HD som de andre Star Trek-serier, bliver man skuffet, og lydsporene er heller ikke just voldsomt imponerende. Det er ekstramaterialet til gengæld, som grundigt og oprigtigt gransker seriens problematiske tilblivelse. Derfor er udgivelsen et must, hvis man er fan, og bestemt også værd at kigge nærmere på, hvis man aldrig før har givet sig i kast med Star Trek-franchisen.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet