Filmen”Charlotte Gray” er instruktøren Gillian Armstrongs forsøg på at vise en mere fredelig version af Anden Verdenskrig. Det er også anden gang hun arbejder sammen med Cate Blanchett, og ligesom i “Oscar & Lucinda” er resultatet også denne gang smukt, men småkedeligt.

“Charlotte Gray” er baseret på Sebastian Faulks’ bestseller, og produceret af det engelske filmselskab Four Film, som gik nedenom og hjem i midten af 2002. Charlotte Gray forelskede sig i en Air Force-pilot. Da hans fly er blevet skudt ned over Frankrig under Anden Verdenskrig, beslutter hun sig endeligt for at begive sig af sted og finde ham. Hun bliver agent for englænderne og arbejder bag fjendens linjer i Frankrig. “Charlotte Gray” handler mere om hvordan krigen påvirker ganske almindelige mennesker, og uden at vise de sædvanlige brutale kampscener, som Gillian Armstrongs mandelige kollegaer plejer at være meget interesseret i at vise.

Armstrongs forsøg på at lave en seriøs film om Anden Verdenskrig, er hæderligt i stedet for at lave en romantiseret version af krigen – som eksempelvis “Pearl Harpor” gjorde det. Men filmen bliver alligevel aldrig levende eller underholdende. Manuskriptet skøjter let og elegant fra den ene scene til den anden, og kommer derfor heller ikke i dybden på noget tidspunkt.

Cate Blanchett er god i rollen som Charlotte Gray, men hun får ikke meget hjælp af sine mandlige medspillere. Rupert Penry-Jones og Billy Crudup, der spiller Charlottes romantiske bejlere, falder udenfor og kommer ikke på højde med Blanchett. Heldigvis er Michael Gambon på toppen, men han og Blanchett har desværre ikke mange scener sammen, hvilket er ærgeligt fordi det kunne have givet filmen lidt af det manglende krydderi.

Australske Gillian Armstrong har, ligesom vores egen Bille August, udviklet en slags fetich for at filmatisere diverse bøger indholdende den “klassiske” historie. Men også som hos Bille August er det ved at blive lidt kedeligt at se på, måske fordi de træder alt for meget i baggrunden af respekt for at lave den bedste mulige bearbejdelse af bøgerne. Beskedenhed er en god ting, men lidt vildskab ville pynte i begges tilfælde.

Fotograferingen af de sydfranske landskaber er smuk, og sammen med Stephen Warbecks musikscore giver det filmen den følelse af Europa i 40’erne som englænderne traditionelt er gode til frembringe på film og tv. Men at selve perioden er smuk og skinnede udført, virker lidt mistænksomt og man får så lyst til at spørge: Er vi ikke midt i en krig?

“Charlotte Gray” er kort og godt (i mangel af et bedre ord) grå.

VideoUdgivelsen er i Anamorphic Widescreen 1.85:1 med flotte naturlige farver. Specielt i starten af filmen, hvor der panoreres over en række smukke landskaber, er farverne overvældende. Det meste af filmen foregår dog i mere grålige omgivelser som udgivelsen også klarer meget fint.

AudioLyden er i Dolby Digital 5.1 med klare stemmer. Selve lydkvaliteten er god, dog uden den store stereospredning. Surround-kanalerne er sjældent aktive, men klarer jobbet hæderligt når de endeligt er på arbejde.

Ekstra Materiale[list]

Audio kommentarer med instruktør Gillian Armstrong

To behind-the-scenes dokumentarer:
“A Village Revisits History” og “Living Through Wartime”

Trailer[/list]Der er ikke overvældende meget ekstra materiale på denne udgivelse, men man kan dog finde et audiokommenatarspor med instruktøren Gillian Armstrong. Hendes kommentarer er nogenlunde interessante, men med mindre at filmen tiltaler èn, er det nok de færreste som er interesseret i dem.

De små bag-om-filmen-programmer er der ikke så meget kød på, og det anbefales at springe dem over. Et program om virkelige personer som udførte ligende opgaver à la frøken Gray under krigen ville have pyntet på det noget tynde udvalg af ekstra materiale.