Valhalla
Udgivet 16. nov 2003 | Af: The Insider | Set på DVD
“Valhalla” er en særdeles gennemført film. Den er fantastisk velanimeret, og lydsiden er også særdeles imponerende. De danske skuespillere har med deres stemmer formået at få deres karakterer til at virke utrolig levende og udtryksfulde – især Preben Kristensen lyser i rollen som den frække og upålidelige Loke. Og så må vi bestemt heller ikke glemme Ron Goodwins fænomenale musik, som på én gang er både bred, bombastisk, storslået, underfundig, minimalistisk og afdæmpet. Goodwin bærer uden tvivl en del af æren for, at “Valhalla” har overlevet så længe.
Filmens mange mørke scener kan desuden ofte være lidt svære at granske tydeligt, og kontrasten svinger af og til. Men ellers er der tale om en særdeles positiv overraskelse. I forbindelse med genudgivelsen af filmen i de danske biografer tidligere i år, er filmen blevet restaureret, og det kan ses. Farverne er generelt klare, præcise og stærke, uden at bløde eller svinge i styrke. Billedet er særdeles skarpt – jeg var meget overrasket over hvor sprød og levende billedsiden føltes, uden på noget som helst tidspunkt at virke blød eller ujævn.
DVD’en indeholder hele 4 lydspor på henholdsvis dansk, norsk, svensk og engelsk. Inkluderingen af det sidstnævnte engelske lydspor er en herlig detalje, som sikkert vil glæde mange. Desværre indeholder DVD’en ikke det tyske lydspor, hvor ingen anden end selveste Christopher Lee lægger stemme til både Thor og Odin.
Til start bør begge DVD’ernes særdeles flotte og animerende menuer lige nævnes. Aldrig er noget lignende set på en dansk DVD udgivelse. Det er imponerende, hvad det danske DVD-team har gjort ud af disse. De er både flotte og brugervenlige – en sjælden kombination indenfor DVD-menuer i disse dage.
Filmen befinder sig på disc 1, sammen med to glimrende kommentarspor. Det første er med filmens instruktør, Peter Madsen, som fortæller om alt fra karakterernes udvikling til de forskellige animations-stilarter som animatorerne benyttede sig af. Det er et særdeles velformuleret og oprigtigt kommentarspor med ganske få pauser.
Det andet kommentarspor er med filmens engelske med-instruktør, Jeffrey James Varab. Varab er ikke lige så interessant at lytte til som Peter Madsen, da Varab ofte har lidt svært ved at huske historien bag produktionen (man kan faktisk høre, at han har en anden person med i studiet, som ofte hjælper ham med at huske på forskellige detaljer omkring tilblivelsen af filmen). Varab kommer dog alligevel med en lang række særdeles morsomme anekdoter, og der er heldigvis meget få gentagelser fra Peter Madsen kommentarsporet.
Til sidst indeholder disc 1 nogle få liniers informationer om nogle af nordisk mytologis mest prominente karakterer (en desværre lidt overfladisk tekst, som nok mest henvender sig til børn) og 3 trailere til filmen.
På disc 2 finder vi bl.a. tekstlige resumeer til de 12 første Valhalla-tegneserier og adskillige billedlige uddrag fra disse.
En enkelt “alternativ scene” (stykket sammen af en række flotte still-billeder) viser os, hvordan Loke i sin tid indgik væddemålet med Udgårs Loke omkring Quarks fremtid. Her kunne man godt have ønsket sig lidt tilhørende lydeffekter og musik.
Vi får også mulighed for at studere en række storyboards og forskellen mellem disse og det endelige færdige produkt. Der er også 11 forskellige interessante billedgallerier på DVD’en.
“Bag om Valhalla” er en interessant og overraskende dybdeborende dokumentar på blot 13 minutter. Den oprindeligt hollandske animator Hans Perk fortæller her om hele projektets historie. Men Hans Perks accent, kombineret med hans alt-for-hurtige verbale tempo, gør det desværre ofte lidt svært at følge med – måske er det derfor, at det er muligt at se dokumentaren med danske undertekster?
Sætter man disc 2 i sit DVD-ROM drev får man adgang til en række uddrag fra diverse gamle aviser og foldere omhandlende filmen og Valhalla-tegneserierne, en meget lang række still-billeder, plakat-billeder og storyboards, og hele 17 Quark søndagsstriber.
Det er herligt endelig at kunne nyde “Valhalla” på DVD. Denne tidløse danske klassiker er en uundværlig DVD for enhver tegnefilms-entusiast. Jeg vil opfordre alle danske DVD-ejere til at erhverve sig denne strålende DVD, som er den mest imponerende danske DVD-udgivelse, jeg endnu er stødt på.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet