Colin Farrell er det helt store hit i Hollywood for tiden, men han har ikke glemt sine irske rødder. Han er med i filmen “InterMission”, der er lavet af debut-instruktøren John Crowley. Filmen nyder dermed godt af Farrells øjeblikkelige stjernestatus.

“InterMission” starter med at Farrells karakter Lehiff diskuterer “kærlighed ved første blik” med en kassedame… for 10 sekunder senere at knalde hende en lige højre, midt i ansigtet så blodet flyder. Mens hun ligger på gulvet tømmer han penge-kassen. Så er tonen ligesom lagt: Rå og lige på… imens Farrell spiller lidt russisk roulette med karrieren.

Filmen foregår i en forstad til Dublin og den følger en lille gruppe mennesker, der alle har mere eller mindre løse relationer til hinanden.

“InterMission” betyder afbrydelse og henviser til den pause som John og kæresten Dierdre nu holder i deres forhold… på Johns opfordring og som et led i en plan for at finde ud af, om Dierdre nu virkelig også elsker ham. Planen går dog i fisk da Dierdre i stedet flytter sammen med den ældre Sam, der netop er gået fra sin kone Noeleen. Johns kammerat Oscar har helt andre problemer, han er ensom og kan ikke finde en kæreste, så han tager i stedet til en single-aften for ældre kvinder, hvor Noeleen forsøger at muntre sig lidt op efter bruddet med Sam.

Så er der Dierdres søster Sally, der er blevet såret efter hendes forrige forhold endte i en katastrofe. Hun er blevet kold og kynisk og ligeglad med sit udseende, hvilket har resulteret i et mindre overskæg. Imens følger TV-produceren Ben den excentriske strømer Jerry, hvis ego er større end hans trang til keltisk musik. Jerry er på en mission for at rydde op i Dublins kriminelle underverden… og han har tænkt sig at starte med Lehiff.

Crowley har samlet et fint ensemble af britiske skuespillere. Mest prominent er naturligvis Colin Farrell i rolle som skurken Lehiff – en rolle der passer ham perfekt, men som er så lille, at Farrells navn ikke fortjener den plads den har på plakaten. Af andre prominente skuespillere kan bl.a. nævnes Cillian Murphy, Kelly Macdonald og veteranen Colm Meaney, som alle er med til at holde niveauet i filmen højt.

Manuskriptforfatter Mark O’Rowe har begået et ganske udmærket manuskript. Plottet er måske ikke synderligt originalt – vi har før set disse film med mange sideløbende historier og skæbner, der på næsten lidt for belejlig måde går op i en højere enhed i slutningen. Her er “InterMission” ikke meget anderledes.

Karaktererne i filmen er ganske velskrevede og modnes fint i filmens løb. I slutningen er de flestes skæbner ændrede, nogen til det bedre, nogen til det værre. Samtidig har karaktererne alle deres små finurligheder: John kan ikke drikke the uden et skvæt engelsk sauce, Jerry elsker at høre Clannad og Lehiff har en mindre forkærlighed for køkkenudstyr. Han planlægger sit næste kup så han kan få råd til en wok og en weber-grill.

Humoren i filmen er noget man virkelig kan nyde hvis man har hang til den sorte af slagsen. “InterMission” har nemlig sort og rå humor i overflod, både i dialogen og i situationerne. Visse af karakterne har nogle indestængte følelser som naturligvis eksploderer i fuldt flor i filmen. Heriblandt Johns had overfor sin chef og Noeleens vrede over at Sam har forladt hende. Dette resulterer i nogle enormt sjove og mindeværdige scener. Man kan sige, at det er en meget europæisk form for humor, der dog til tider godt kan blive lidt for indspist. Man skal nok være irer for at fatte nogle af de jokes der er med i filmen.

Hele vejen igennem “InterMission” kan man godt mærke, at man har med en europæisk film at gøre. Ikke i produktionsværdi, men ved at den tør lidt flere ting end man normalt ser. Man kan næppe forestille sig filmens åbningsscene i en stor amerikansk produktion og ihvertfald ikke med en “superstar” i voldsudøverens rolle.