Efter et par svage produktioner op gennem 90’erne vendte Roman Polanksi i 2002 stærkt tilbage med “Pianisten”, der nu endelig er udkommet på DVD i Danmark. Historien er en meget gribende skildring af jødeforfølgelserne under 2. Verdenskrig, og den bygger på såvel den berømte pianist Wladyslaw Szpilmans liv, som instruktørens egne erindringer fra sin barndom i den polske ghetto. Til trods for at filmen er gennemsyret af brutalitet forbliver tonen optimistisk, og bør ses som en hyldest til menneskets ånd og ikke mindst kunstneren og hans håndværk, der repræsenterer en så essentiel del af Polanskis eget liv.

Der er lavet mange gode film om 2. Verdenskrig, og de fleste af dem har i et eller andet omfang forsøgt at skabe en så realistisk ramme omkring den pågældende handling som muligt. Dette ligger i instruktørens interesse, ikke bare for at udvise respekt overfor de begivenheder og personer som han skildrer, men også for at drage tilskueren ind i filmen og så præcist som muligt forsøge at formidle hvordan det var at leve i krigens skygge. Der er imidlertid mange forskellige former for “realisme”, og fordi vores kollektive opfattelse af, hvad der er realistisk i forhold til film konstant forskubber sig, kan en instruktør i virkeligheden trække på mange vidt forskellige virkemidler, for at nå frem til det samme resultat.

I et forsøg på at skabe realisme i “Schindlers Liste” benyttede Spielberg sig af koder vi normalt finder inden for dokumentarfilmen, herunder de rystede billeder og gamle sort/hvid optagelser. Ved at filme netop uden farver og lave mange håndholdte indstillinger, opfattede vi i et vist omfang filmen som værende dokumentarisk og meget troværdig i sit indhold, hvilket blev underbygget af de mange iscensatte begivenheder som dokumenteret af overlevende øjenvidner. Polanski vælger her delvist at gå i en anden retning, og selvom at også han støtter sig op af en meget omfattende research, formidler han sin fortælling på en helt anden måde end Spielberg og mange andre instruktører, der har beskæftiget sig med samme tema.

Polanskis billeder er meget statiske og fungerer ofte som en “flue på væggen”, der blot registrerer begivenhederne i historien uden hverken at kommentere eller tage vores opmærksomhed bort fra karaktererne. Det er sjældent at teknikken bag en film er så fuldstændigt underlagt de personer, der optræder foran linsen og en styrke ved “Pianisten” er, at vi konstant anspores til selv at tage stilling til det vi ser i filmen. Dermed ikke sagt, at det er svært at skelne mellem ven og fjende, for med gerninger så forfærdelige som dem der skildres her, er det langt hen ad vejen umuligt at finde sympati for nogen af nazisterne eller de polske sympatisører.

Fokus ligger udelukkende på Szpilman, og fordi at instruktøren ikke har villet lave en udpræget sentimental film, dvæles der ikke ved hans tab af bl.a. familien. I kampen for at overleve finder han hurtigt videre i sin nye, forhutlede tilværelse, og det er dermed også mere interessant at følge hans rejse gennem et ødelagt Polen, frem for at blive hængende ved hans sorg. De lange passager, hvor der hverken forekommer dialog eller musik, giver os god mulighed for at udforske de nøgne landskaber og ikke mindst Adrien Brodys mesterlige præstation, som den jødiske pianist.

Der er med andre ord en mindre grad af følelsesmæssig manipulation i Polanskis film, og om alt dette i sidste ende så resulterer i en mere realistisk film, end den til tider noget svulstige “Schindlers Liste”, kan som sagt diskuteres. Polanski har dog skabt en vedkommende film, der synes meget troværdig, og er man villigt til at acceptere instruktørens udlægning af jødeforfølgelserne, og ikke mindst Szpilmans egne erindringer, vil man få en meget fuldendt filmoplevelse, der vil efterlade et stærkt indtryk.

Der er ingen tvivl om at det er Adrien Brodys skuespil, der er nøglen til at filmen fungerer så godt som den gør. Han er ikke hvad man vil kalde for en aktiv hovedperson, men lader sig blot rive med af de voldsomme begivenheder omkring ham. Hans eneste håb er at lande et sted, hvor der er mulighed for overlevelse og det er netop hvad der sker, selvom hverken han eller vi som tilskuere umiddelbart tør tro på det. Det er nemlig kun takket være hans klaverspil, og ikke mindst den tyske officers gengældte intersse for musikken, at Szpilman i sidste ende klarer skærene. Polanski lader kunsten tale som et universelt sprog imellem to umiddelbart vidt forskellige personligheder, og som først forener og senere danner grundlag for at atypisk venskab hævet over had, racefordomme og politik. Polanski brænder på samme måde som sin hovedperson for kunsten og der ligger en smuk parallel i, at den polske instruktør på lignende vis har klaret sig gennem sine egne personlige problemer ved netop at finde styrke i sin kærlighed til filmmediet.

Video”Pianisten” er en smuk film og heldigvis har den også fået en god overførsel til DVD. Farverne er bevidst matte, hvorved vi ikke har med den mest farvestrålende skive at gøre, men de steder der rent faktisk sniger sig sollys og andre former for varmere toner ind i billedet, gengives disse passager også flot. Skarpheden er rigtig god og kun i enkelte mørkere scener optræder der spor af støj i form af en let i susen billedet.

AudioI modstæning til den amerikanske udgave, får vi desværre ikke noget DTS lydspor men “kun” et Dolby Digital. Eftersom filmen hovedsageligt drives af dialog og musik, går vi dog ikke glip af det store, selvom man skulle mene, at der ville være plads nok til også at inkludere endnu et lydspor med en højere bitrate. Sourroundkanalerne bruges kun sparsomt, og bortset fra enkelte eksplosioner og våbenskud er det ikke et voldsomt avanceret lydmix, hvilket heller ikke er påkrævet, for at fortælle en historie som den i “Pianisten”.

EkstramaterialeHvad angår ekstramateriale er der desværre ikke så meget at komme efter i denne omgang. Polanski har før bidraget med kommentarspor til sine film, og det er skuffende at han denne gang har valgt helt at springe over. Eftersom det har markeret Polanksis comeback som instruktør, ville det have været interessant at høre mere til hans tanker omkring produktionen og modtagelsen.

Den eneste feature af rigtig interesse er den ganske gode 40 min. dokumentar “En historie om overlevelse”, der tager os bag kulisserne på filmen, og bl.a. fortæller om hvordan det var for Polanski at genopleve dele af sin barndom under optagelserne. Derudover hører vi om, hvordan kulisserne, kostumerne og skuespillet alt sammen er konstrueret så tro mod virkeligheden som muligt. En række dokumentariske optagelser fra 40’erne viser hvorledes, at “Pianisten” flere steder er optaget på de oprindelige selvsamme steder, hvor deporteringer, henrettelser etc. i virkeligheden fandt sted.

Afslutningsvist får vi en trailer til filmen, et fotogalleri, plakater og biografier over cast & crew.

“The Pianist” er en frustrerende film. Den er frustrerende, fordi instruktør Roman Polanski virker lidt for opsat på at holde os på afstand på et særligt emotionelt niveau. Fordi filmen formår at bevare en nærmest kynisk distance mellem sig selv og publikum. Fordi den nærmest gør publikum til vidner, mere end følelsesmæssigt engagerede tilskuere. Hermed ikke sagt, at “The Pianist” er en dårlig film, for det er den bestemt ikke. Den er på mange måder en banebrydende film, idet den behandler meget kendte temaer og problematikker på nye og ofte ukonventionelle måder.

Adrien Brody spiller hovedrollen som den polakken Wladyslaw Szpilman, som nyder sit job som pianist på den lokale radiostation i hovedstaden, da nazisterne invaderer landet og frarøver jøderne deres ejendom og ejendele. Szpilman og resten af hans familie (to forældre, to søstre og en bror, alle roller spillet glimrende) er sikre på, at England og Frankrig ganske snart vil komme hele befolkningen til undsætning og smide tyskerne ud. Men tyskerne er åbenbart kommet for at blive, og daglige tilfældige henrettelser af uskyldige jøder og den fortsatte eliminering af jødernes rettigheder bliver en uhyggelig realitet. Szpilman undgår at blive transporteret til en koncentrationslejr, i modsætning til resten af sin familie, som han aldrig ser igen. Psykisk knust over tabet af sin familie, og fysisk udkørt som følge af tyskernes behandling af ham selv og andre jøder, finder Szpilman sin trøst og redningsmand i sin kreative profession: musikken.

Brody (før “The Pianist” blot kendt som “ham med næsen”) har den eneste virkelig betydelige rolle i filmen, og han leverer en præstation af format, som i år gjorde ham til den hidtil yngste modtager af Oscar’en for Bedste Mandlige Hovedrolle. Aldrig før har der været en så stor rolle i en sådan storfilm, hvor skuespillerens kropssprog har været mindst lige så betydelig som skuespillerens evne til at forme sin dialog. Tyske Thomas Kretschmann bliver krediteret næsthøjest på plakaten og i rulleteksterne, men at afsløre hans rolle i filmen, ville faktisk være lidt ærgerligt.

Ingen andre end den polske instruktør Roman Polanski kunnet have lavet denne film. Hans far hjalp ham som barn med at undgå at blive sendt afsted til en tysk koncentrationslejr, og han levede enten alene eller fra familie til familie i Krakows sønderknuste gader, på samme facon som Szpilman i “The Pianist”. Da Polanskis – nu desillusionerede – far vendte tilbage, erfarede Polanski, at hans mor var blevet gasset. Instruktørens forfærdelige opvækst var sikkert årsag til, at dette yderst personlige projekt tog sin tid for ham at komme i gang med. I mellemtiden takkede Polanski bl.a. nej til Spielbergs tilbud om at instruere “Schindler’s List”. Polanski har (i samarbejde med manuskriptforfatter Ronald Harwood, som vandt en Oscar for sit arbejde på filmen) benyttet sig af egne minder fra den grufulde barndom, til at gøre “The Pianist” til en endnu mere sandfærdig og forfærdelig rekonstruktion af Polens år i helvede. Det hjælper selvfølgelig også, at Polanski og hans filmhold har formået at skabe et skræmmende og beundringsværdigt sceneri.

Der er lange passager i filmen, hvor der ikke ytres et eneste ord. Manglen på musik har en stor indflydelse på disse scener, hvor det eneste lydsiden byder på, er lyden af Szpilmans tunge åndedræt og den konstante lyd af eksplosioner og skud i det fjerne. Generelt er Polanski ikke villig til at fortælle os, hvordan Szpilman egentlig har det. I modsætning til en bog (“The Pianist” er desuden baseret på Szpilmans litterære selvbiografi), hvor en forfatter ikke så let kan tage sig den frihed, at lade alle mulige hændelser forløbe uden at gå i detaljer med personkarakteristikken, har Polanski i dette tilfælde udnyttet det filmiske medie til blot at vise et forløb, uden virkelig at dissekere det. Dette har sin helt egen særprægede effekt på publikum, som desværre gør, at filmen aldrig rigtig når op på højde med Spielbergs ubeskriveligt mesterlige og umådeligt rørende “Schindler’s List”.

Som sagt er “The Pianist” en meget utraditionel filmisk behandling af et traditionelt filmisk emne. Forventer man en “pseudo-efterfølger” til “Schindler’s List”, eller forventer man et barskt, men udpræget sentimentalt drama, hvor alt ender lykkeligt (hvilket filmens flotte, men misledende trailer lagde op til at være), bør man blive hjemme eller tage sig i agt. For selv om der er glæde, efter krigen er slut, så hviler krigens følger stadig markant i Szpilmans bevidsthed. Man forlader ikke biografen med samme følelse af håb og befrielse som man gjorde efter “Schindler’s List”, men nærmere med en erkendelse af, at efter så sørgelige og umenneskelige tider er det fuldstændig umuligt at leve videre på samme måde, som man gjorde før krigen.

Det som Polanski opnår ved sin særdeles nedtonede brug af alle de filmiske virkemidler er, at filmen nærmest kommer til at føles minimalistisk, men samtidigt opnår en hudløs ærlighed, som særdeles få film har formået at opnå. Det føles ofte som om, at Polanski har ladet filmens scener spille naturligt ud, og blot indsat kameraet som en nedskriver af historie. I modsætning til mange andre film så fanger kameraet scenerne, men det manipulerer aldrig med dem på noget som helst plan. Der er ingen hurtige klip, ingen store kamerabevægelser, ingen special-effects, nærmest ingen musik (hvilket nogle måske vil finde paradoksalt, filmens titel taget i betragtning) og ofte virker billederne mærkbart farvetomme, som om filmen var blevet skudt i sort/hvid.