Spider-Man
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 6. jul 2004 | Af: Hasselguff | Set på DVD
Lommepsykologi er der med andre ord nok af i “Spider-Man”, hvor vi også støder på den skizofrene forsker Norman Osborne og hans lidet sympatiske alter ego Green Goblin. Spider-Mans ærkefjende udspringer af Osbornes skrøbelig sind efter et mislykket kemisk eksperiment, og uden at det for alvor tynger filmens handling, bruges der god tid på at etablere og udforske de mere skæve sider af hans sindssyge. Selvom Green Goblin, der i filmen spilles med meget store armbevægelser af Willem Dafoe, vel næppe kan betegnes som den mest ophidsende skurk i Marvels persongalleri, fungerer karakteren her udmærket og repræsenterer en værdig modstander for vores helt.
En anden vigtig del af Spider-Mans civile liv er hans kærlighed til den billedsmukke Mary Jane (Kirsten Dunst), der er skolens hotteste pige og umiddelbart uden for Parkers temmeligt begrænsede rækkevidde. Alt dette ændrer sig naturligvis som begivenhederne tager fart, og minsandten om vi ikke også får serveret et vaskeægte trekantsdrama – ”Beverly Hills 90210″ style. En af grundene til at “Spider-Man” taler til et bredere publikum end eksempelvis “DareDevil” og “Hulk” skyldes til dels, at filmens temaer i deres natur er mere ungdommelige, men også at hovedpersonen (på trods af sine kræfter) er en mere “jordnær” skikkelse end mange af de andre og mere voldsomme superhelte. Spider-Man er ikke flosset i kanten, og handler altid i den gode sags tjeneste.
Taler man om effekterne bør det nævnes, at computergrafikken i filmen faktisk kun er blevet værre og værre at se på med tiden. Det er besynderligt, at man har valgt at bruge en computergeneret Spider-Man selv i sekvenser, hvor han ikke bevæger sig gennem luften. Flere af slåskampene taber ved at den digitale dukke ikke er særligt godt integreret i billederne, og at bevægelserne både til lands og i luften virker forkerte og mangler tyngde. Godt nok er det en tegneseriehelt vi har med at gøre, men han burde stadigvæk være bedre animeret.
Der er med andre ord både gode og dårlige elementer i Sam Raimis “Spider-Man”, men resultatet er solidt og udgør en form for popcorns-eskapisme som alle fra 0 – 100 år kan forholde sig til.
På den første disc er der ud over de to kommentarspor også et factoid-track, der løbende popper op med bidder af information omkring forskellige aspekter af filmen og de folk der har været med til at skabe den. Det første kommentarspor er med bl.a. Sam Raimi og Kirsten Dunst, men det er ikke voldsomt vellykket, idet det kniber alvorligt med de interessante detaljer. Raimi er tilsyneladende ikke så interesseret i at diskutere filmen og dens indhold mere indgående. Spor nummer to fokuserer på den tekniske side, og manden bag effekter, den legendariske effektmager John Dykstra, forsøger at forklare hvordan de forskellige sekvenser er lavet. Er man interesseret i filmteknik er dette lydspor udmærket, men på ingen måde et must. Derudover er der også proppet en branching feature ind, hvor man i løbet af filmen kan klikke på forskellige Spider-Man ikoner som dukker frem, og se korte bag kameraet klip om f.eks. gutten der står for at håndtere filmens rigtige edderkopper. Afslutningsvist er der på den første skive trailers, musik videoer og biografier til de forskellige skuespillere.
Disc to er delt op i to overordnede områder og proppet med en lang række mere eller mindre interessante indslag. “HBO First Look” og “Spider-Mania” er typiske “Bag kameraet” featuretter, som vi kender dem fra tv, men heldigvis er der også lidt mere interessante segmenter, såsom et kig på hele “Spider-Man” mytologien, samt bl.a. tests af computergrafikken som bruges i filmen, outtakes og en screentest af Tobey Maguire. “Spider-Man Comic Books Archives”, “The Loves of Peter Parker” og “Rogues Gallery” består af interviews, kig på den originale tegneserie og dens stil og ikke mindst en oversigt over de kvinder, som Parker har haft forhold til igennem tiderne.
“Spider-Man” er en underholdende sag og gør sig udmærket i hjemmebiografen, selvom at udgivelsen efterhånden har et par år på bagen. Billede og lyd er set bedre men ellers ganske tilfredsstillende, og tager man i betragtning hvor billigt 2-disc sættet nu kan købes for i butikkerne, gør det ikke så meget, at kvaliteten af ekstramaterialet generelt er skuffende. Udover denne Special Edition af filmen og den britiske Superbit DVD er der også netop udkommet en tredje “Deluxe Edition”, som indeholder tre skiver, hvoraf de to første er fuldstændigt identiske med dem der er anmeldt her. Ifølge flere “Spider-Man” fans retfærdiggører den tredje disc i pakken dog på ingen måde, at man punger ud for netop denne genudgivelse.
Læs mere om Spider-Man i Spider-Man: Tema og konkurrence.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet