Frasier – Sæson 2
Udgivet 13. dec 2004 | Af: filmz-Kedde | Set på DVD
I afsnittet “The Unkindiest Cut Of All” har Frasier og Martin et sammenstød efter at hunden Eddie er løbet bort. Martin føler sig såret over, at han ikke længere er herre i eget hus, og at han nu skal spille efter Frasiers regler. En situation fjernt fra den tidligere politimands vante liv, hvor han som familiens overhoved styrede, hvad der var rigtigt og forkert i familen Crane. Den lille påskønnelse af hans værd, som Frasier kommer med da han fortæller sin far, at den rollemodel faren har været igennem brødrenes opvækst, stadig den dag i dag er en skabelon Frasier måler sig efter, er mere end en sød, lille ordveksling i dagligdagens komedie. Den er nemlig også et hint til seeren om, at tage sig tid til at påskønne andre og lade dem vide de har en værdi. Det er jo ikke en serie om psykiatere for ingenting, vel?
John Mahoney spiller rollen som Martin Crane ganske fortræffeligt. Især i ovennævnte afsnit, hvor vi ser en sjældent synlig, sårbar side af ham. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, at denne midaldrende knark har været vant til at have noget at skulle have sagt, og måske nok har lidt problemer med at forholde sig til den nye situation i sin søns lejlighed. Krydret med en skarp og til tider ironisk humor, bliver hans skuespil aldrig hverken kedeligt eller forudsigeligt.
Kelsey Grammer føjer undervejs flere nye aspekter til Frasier. Som i ovennævnte scene, hvor den ellers (for det meste) fattede psykiater, nærmest fremstår grænsepsykotisk. Grammer formår gang på gang at variere Frasiers opførsel, og bruger ikke alene sine replikker, men samtidig også sit kropssprog og mimik til at sætte kulør på rollen. Dette giver muligheden for på bedste vis at ændre Frasier fra en rolig, fattet person, til sekundet efter at virke komplet uorganiseret og konfus. Eminent!
Et hurtigt blik på de øvrige medvirkende efterlader et ligeledes positivt indtryk. Personligt er jeg vild med Bulldog, Frasiers særdeles kvindeglade og rapkæftede kollega. Herligt provokerende og uforudsigeligt skuespil af Dan Butler, der har gjort rollen helt unik. Med risiko for at lyde som om, at jeg blot vil skamrose serien fra ende til anden, kan jeg efter bedste vilje ikke finde de store skuespilmæssige problemer. Solidt arbejde af alle medvirkende.
Hvis man kunne lide den første sæson, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at man sætter boksen her tilbage på hylden, med lyst til enten at gense den med det samme, eller smide næste sæson direkte i sin DVD-afspiller. Frasier sæson 2 er en glimrende årgang!
Ydermere er der blevet plads til “Roz’s Dating Tips”, “The Niles And Daphne Attraction” samt “Celebrity Voices”. Sidstnævnte er et hurtigt kig på nogle af de kendisser, der har lagt stemmer til Frasiers radioklienter i løbet af sæsonen. Denne gang har blandt andre John Lithgow fundet vej til telefonen.
Anden sæson af “Frasier” er, som sin forgænger, en glimrende udgivelse. Masser af gode grin, lidt stof til eftertanke, og generel god underholdning. Der er kun et par enkelte kritikpunkter i forbindelse med billede og lyd, samt lidt galde over, at man ikke har udvidet ekstramaterialet lidt mere til alle os, der virkelig dyrker denne serie.
Alt i alt er boksen pengene værd, og en DVD i min samling, der med sikkerhed ikke vil få alt for lange mellemrum mellem gensynene.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet