Af: Benway | Udgivet: 2008-11-28

Når man kigger på hans lange karrieres mange værker, er det svært at pege på en mere pålidelig filmhåndværker end Ridley Scott. Selvom hans CV også indeholder enkelte svage film, hører de så absolut til undtagelserne i en ellers ganske sikker strøm af velfortalte, stilsikre og maskuline underholdningsfilm med et par mesterværker iblandt. Han er også en myreflittig og utrættelig mand, som i en alder af 70 år stadig konstant er i sving med adskillelige kommende projekter.

Scott var tidligt optaget af film, og som ung var han en stor fan af bl.a. David Lean, Akira Kurosawa og Stanley Kubrick. Et af hans første projekter var da også at genindspille Kubricks “Ærens vej” som kortfilm. I modsætning til sin teknik-begejstrede lillebror Tony Scott, der også er instruktør, var Ridley fra starten mere fokuseret på de grundlæggende klassiske fortællingsformer, og hans film vidner ofte om inspiration fra diverse genrer. Ligesom sit forbillede Stanley Kubrick insisterede Scott tidligt i karrieren på læssevis af optagelser for at få en scene helt rigtigt, og han har længe haft et rygte for at være krævende og temperamentsfuld at arbejde sammen med. Ikke desto mindre er han en højt respekteret instruktør, som eftersigende skulle være blevet en del mildere og nemmere at omgås med alderen.

I anledning af biografpremieren på ”Body of Lies” har Filmz kigget nærmere på nogle af Ridley Scotts bedste film.

Alien (1979)

Scott havde oprindelig planlagt at forsøge en filmatisering af Wagners opera “Tristan og Isolde”, men efter at have set den første “Star Wars”-film, indså han i stedet hvilke uudnyttede muligheder, der lå i rumfilm. “Aliens” var først tænkt som en Jaws-i-rummet, som trak på 50’ernes paranoide science fiction-tradition, men blev med Scott og kunstneren H.R. Gigers design i stedet udført som en slags variant af “The Texas Chain Saw Massacre” i et science fiction-miljø. Takket være Scotts instruktion og ikke mindst Gigers geniale rumvæsendesign blev filmen en dyster og rædselsvækkende oplevelse, der dygtigt anvender vores basale angst, og med slet skjulte undertoner af voldtægt og seksuel udnyttelse er den en virkelig foruroligende oplevelse. Filmen er ikke mindst mindeværdig for den berømte scene, hvor rumvæsnet bryder gennem et uheldigt besætningsmedlems brystkasse. En scene, hvis effekt underbygges af, at de medvirkende ikke helt var klar over, hvad der skulle ske og derfor reagerer med ægte overraskelse og chok.


Blade Runner (1982)

Nogle film er værker af deres tid og efterfølgende ofte hurtigt glemt igen, mens andre er langt foran. “Blade Runner” hører bestemt til den sidste kategori med sin dystopiske og depressive afbildning af den moderne virkelighed. Som en neddæmpet film noir-inspireret fortælling sat i en fuldstændig mageløs verden af skyskrabere, affald og forurening så slem, at selv himlen er sort, er den en nedslående, men også uforglemmelig oplevelse. Sådan blev den imidlertid ikke just modtaget i 1982, og de uimponerede anmeldelser samt dens beskedne indtjening var en personlig skuffelse for Scott, der havde lagt mange forhåbninger og kræfter i filmen. Han har siden udtalt, at han herefter opgav at lave film, der var kunst, og blot affandt sig med at skabe underholdningsfilm. Som tiden er gået, og de forskellige udgivelser af filmen har set dagens lys, har den imidlertid fået genoprejsning og regnes i dag blandt de bedste science fiction-film overhovedet. Scott betragter den da også nu med stolthed, som hans mest komplette og personlige film.


Gladiator (2000)

Da “Gladiator” havde premiere blev sværd og sandal-genren betragtet som en uddød arv fra mere teatralske tider, hvor højspændt dialog om Roms storhed ikke klang helt så hult i vore desillusionerede ører. Sat på den baggrund må det umiddelbart have lignet vanvid, da Ridley Scott besluttede sig for at genoplive genren med “Gladiator”. Mere end 30 år var der gået siden Hollywoods sidste rigtige romerske storfilm, men med Scotts mere realistiske fortolkning kombineret med en sans for det storladne blev “Gladiator” en ægte underholdende storfilm, når de er bedst. Underholdningen skyldes ikke mindst Russell Crowes evner til at levere den nødvendige power til rollen samt Joaquin Phoenix’ dejligt sleske skvat af en cæsar. Filmen blev en kæmpe succes ved billetlugerne og indbragte en Oscar for bedste film. Inden længe fulgte adskillige genrebeslægtede film i dens kølvand, der forsøgte at tage del i succesen.


Kingdom of Heaven (2005)

En af dem var på mange måde Scotts egen “Kingdom of Heaven”, der havde en af de mest problematiske produktionshistorier, Scott havde oplevet siden “Blade Runner”. Filmen var ellers fra starten tænkt som en ganske anderledes storfilm med et mere episk anstrøg og en eftertænksom tone. Studierne blev dog utilfredse med resultatet og forlangte, at filmen blev klippet ned og markedsført som et actioneventyr i forhåbning om atter at kunne indtjene de beløb, som “Gladiator” præsterede. Beslutningen skulle dog vise sig at være dårlig, da filmen i stedet blev oplevet som underligt usammenhængende og ufærdig af anmelderne, der stort set alle reagerede med skuffelse. Først da den blev udsendt på dvd i den oprindeligt tænkte version, begyndte den at høste ros og fik efterhånden den anseelse, som den burde have modtaget i første omgang.


American Gangster (2007)

Ridley Scott leverer med “American Gangster” en ganske anderledes vinkel på mafiagenren. Det er lige ved, at titlen er misvisende, da filmen snarere end en fortælling om en sort godfather på mange måder i stedet bliver en beretning om en snedig forretningsmand. Den sorte mafiahåndlanger Frank Lucas, spillet af Denzel Washington, gennemskuer fordelen i at springe mellemleddet over og går i stedet direkte til narkofremstillingens fødested og erhverver derved den lukrative vare til en særdeles fordelagtig pris. Ingen forstår hvilken kolossal bid, han pludselig har taget af markedet, for ingen kan forestille sig, at en sort mand kan opnå en sådan situation. Filmen er først og fremmest fremragende takket være Scotts neddæmpede og overbevisende instruktion, ved sine stærke skuespilpræstationer og ved på sin egen sære måde at være en kærlighedserklæring til outsiderne, der rusker op i de etablerede miljø – selv de mindre sympatiske af dem.

Gravatar

#1 Patriarch 15 år siden

Det er sku' vildt nok han er 70!... Men heldigvis er han pænt produktiv.
“Extraordinary claims require extraordinary evidence.”
Gravatar

#2 zamm- 15 år siden

Han er virkelig nice!
Yo, homie. Is that my briefcase?
Gravatar

#3 filmz-Bruce 15 år siden

Benway!

Those who are about to die salute you :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#4 MagnusP 15 år siden

Synes at en artikel om Scott bør indeholde en mere repræsentativ gennemgang af hans film. Hvor er omtale af hans gennembrudfilm "The Duellists" eller "Thelma and Louise" og den undervurderede "Matchstick Men". Uanset hvad så er "kingdom of Heaven" blandt hans ringeste. Jo manden kan sit håndværk, men der er langt mellem snapsene.
Gravatar

#5 filmz-Bruce 15 år siden

#4 Well, enig i, at man godt kunne snakke om bl.a. Duellists, Thelma & Louise og Matchstick Men, men man skal jo også lige tænke på arbejdet der trods alt skal lægges i, at omtale film og de andre gøremål, som anmeldere nu engang har. Man hvis jeg skulle vælge mellem nedenstående film og f.eks. Spielbergs repertoire, så ville jeg til hver en tid sige, "Fuck Spielberg". Nedenstående film er langt mere langtidsholdbare! Og iøvrigt mener jeg du har ret i, at Kingdom of Heaven er blandt hans ringeste. Blot er Kingdom of Heaven i dir. cut udgaven blandt hans 5 bedste!

Hvis der er langt mellem Ridleys "snapse", så er det enten fordi man er forvænt eller man har det fint med at nøjes med mindre fra andre instruktører i samme genre. Når Ridley er værst (og nu ser jeg bort fra bl.a. White Squall og A Good Year), så er hans visuelle fingeraftryk ikke til at komme udenom. Han kan få lort til at se spiseligt ud!

Det er sgu et ret godt resumé, især hvis man kigger lidt ned over listen af klassiske instruktører og deres 10 bedste film.

Body of Lies
American Gangster
Kingdom of Heaven
Matchstick Men
Black Hawk Down
Gladiator
1492: Conquest of Paradise
Blade Runner
Alien
The Duellists
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#6 Michael Andersen 15 år siden

"Alien" og "Blade Runner" er de eneste af Scotts film, som jeg bryder mig om. Resten er som regel flotte og fine, men også sådan lidt uinteressante og hurtig glemt. Jeg savner noget mere personlighed, vildskab eller hvad man skal sige, for jeg synes desværre bare tit han kører i det sikre spor. Han er for meget håndværker og for lidt kunstner til min smag :)
Smile, you son of a bitch!
Gravatar

#7 filmz-Bruce 15 år siden

Helt uenig og dog ... på nogle punkter ikke :)

Ikke omkring hans håndværksmæssige kunnen, for den er uomtvistelig. Ja, en film som Gladiator er meget overvurderet, hvorimod Kingdom of Heaven i dir.cut med en langt mere interessant politisk agenda, er det modsatte. Black Hawk Down ... tja ... kan godt give dig ret i, at den er mere vellykket på et rent underholdningsmæssigt plan, end på et kunstnerisk. Thelma ...! Ja ... en film som nok var mere holdbar i "sin tid", end i dag.

Uden tvivl er Alien og Blade Runner de store højdepunkter i karrieren, det kan vel nærmest hele verden i dag skrive under på :)

Personligt synes jeg så Matchstick Men er en perle, som jeg er sikker på, ville have fået langt mere ros, havde et mere "kunstnerisk navn" stået bag. 1492 deler vandene og jeg ved godt jeg er i undertal, men jeg synes det er en fantastisk flot visuel film, som har meget tilfælles med Terrence Mallicks signatur. Jeg tror den får sin renæssance i HD :)

Og så er der American Gangster. En genre hvor vi er blevet brødfødt med Scorseses visioner igennem årtier, visioner som ABSOLUT er kompetente, men som på ingen måde sætter referencerne for genren. Jeg har den største respekt for hr. Scorsese, men American Gangster undgår, modsat Scorsese, det spektakulære, den eksplicitte vold, som de fleste vælter over hinanden for at berømme. Istedet rammer han tonen fra selve tiden, nemlig Prince of the City og Serpico, blot 30 år efter og sjovt nok er de største indvendinger mod hans værk, at den er langsommelig. Der er jeg så helt klar i mælet, når jeg mener, at mange i dag, simpelthen ikke har tålmodigheden til at følge en historie og dens udvikling, med mindre lortet er pumpet op omkring 3-4 action sekvenser :)

Men selv betegnelsen "håndværker", kan jeg godt leve med i en tid, hvor filmbranchen i den grad er beboet af filmskabere, som søger det artistiske uden på nogen måde at have vist, at de har de basale grundlæggende kundskaber i deres værktøjskasse. Men de er vel på en måde blot tiden tegn på, at KAN man springe over, hvor hegnet er lavest og få folk til at "sluge genialiteten i lorten", så er det den hurtigste vej til banken.

Jeg foretrækker dog stadig hæderligt Ridley Scott håndværk, fremfor en forklædt kunsterisk prut :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#8 Highland Park 15 år siden

bruce (5) skrev:
Man hvis jeg skulle vælge mellem nedenstående film og f.eks. Spielbergs repertoire, så ville jeg til hver en tid sige, "Fuck Spielberg".


Men det skal du jo ikke.
Godnat og sov godt. :)


PS: "Black Hawk Down" hører til blandt det mest elendige bras, jeg har set. Ord kan ikke beskrive, hvor voldsomt han skuffede mig med den film.
Men "1492: Conquest of Paradise" kan jeg nu ret godt lide. Du er ikke den eneste bruce. Og så er der jo soundtracket... mmm... Vangelis... fantastisk tema. :)
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#9 filmz-Bruce 15 år siden

#8 Næ ... men SKULLE jeg ;)

Tja Black Hawk Down tilfredsstiller mig ihvertfald på det rent underholdningsmæssige plan og så er det tilmed produceret i topklasse. Bras vil jeg ikke kalde det, ihvertfald ikke uden at være nødsaget til at kunne kalde 80% indenfor genren de sidste 10 år for bras. Uden tvivl tilføjer den gamle Ridley, sine egne kunstneriske valg og de kan nogle gange godt forekomme lige vel "Top Gun" agtige, med "hell yeah" og "nu skal vi dælen duleme ...", men når en film alligevel skal huskes for sine actionsekvenser, hvorfor så ikke gøre dem seværdige og ikke mindst mindeværdige for en ekstrem stærk cinematografi, hvor det ikke er lyden, som skal fortælle seeren hvad der sker, men lyden som akkompagnerer det visuelle udtryk. Jeg kan sagtens pege fingre af meget bras i nutidens sammenlignelige film, hvor det mere er instruktørnavnet fremfor produktet, der råbes hurra for. Nogle gange har jeg på fornemmeren, at det kan være en ulempe at være et etableret navn, fordi "tiden" hellere vil tilbede det "nye" for nyhedens skyld. Isåfald siger jeg, fuck og fist det nye!

Men igen, så JA, man kan sagtens sige han skuffede med den film, nu man ved, HVAD den mand faktisk formår at lave.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Gravatar

#10 Michael Andersen 15 år siden

#7 Det er også helt fint :) Jeg bliver bare sådan lidt irriteret når dygtige filmfolk ikke rigtigt udvikler sig.

Jeg har lidt samme problem med f.eks. Paul Greengrass og Shyamalan. Instruktører som fastholder en bestemt stil i stedet for at rive suttekluden i stykker engang imellem og prøve noget andet.
At det de så laver, måske er bedre end hvad hovedparten laver, har jeg altid ment er lidt et trist argument for at de gerne må fortsætte med det. For så er de bare intelligente udgaver af Michael Bay og Tony Scott, som også nu holder sig til det sikre; deres egen stil. Om det handler om gigantrobotter eller slemme drenge osv. så er opskriften næsten den samme; hurtige klip, vilde kamerapanoreringer, samme type filmmusik osv. osv.

Hvis f.eks. Fincher lavede alle sine film som "Zodiac" ville jeg også blive sur på ham i længden for at spilde sit talent. Fremragende som filmen er, så bliver en instruktør hundrede gange mere interessant at følge, når han også overrasker og laver noget helt andet. Umiddelbart skulle man ikke tro at "Zodiac" er lavet af instruktøren bag "Fight Club", der med al dens festfyrværkeri er det modsatte af den afdæmpet "Zodiac", men Finchers stemme/personlighed kan mærkes 100% og alligevel er stilen meget forskellig fra film til film.

Filmfolk, som udfordrer sig selv, er bare mere spændende at følge. Det er også derfor jeg elsker Jerry Goldsmiths musik og altid kan finde nye ting i den. At han kunne lave melodiøs rummusik til "Star Trek", og så skifte stil til også at være manden bag noget helt fuldstændigt andet, som den brutale musik til "Planet of the Apes", gør hans bedrifter meget mere interessante og imponerende :)

Den slags kunstnerisk diversitet er toppen, bare det ikke bliver sådan noget Thomas "se mig jeg kan spille på 117 forskellige instrumenter" Eje noget ;)
Smile, you son of a bitch!

Skriv ny kommentar: