Filmz-afstemning

Stemmer i alt: 131

Bedste katastrofefilm?

  • Armageddon
    33%
  • Titanic
    22%
  • The Day After Tomorrow
    15%
  • The Towering Inferno
    7%
  • Cloverfield
    7%
  • Melancholia
    5%
  • En anden film
    5%
  • Airplane!
    4%
  • Contagion
    2%
  • The Perfect Storm
    2%
  • Dante’s Peak
    1%

De sidste nye artikler på Filmz

Tegneseriefilmatiseringer er blevet tiltagende almindelige, og hvor det før primært var superheltefilm, der blev bragt til det store lærred, er nu også historier uden maskerede hævnere et vanligt syn i biografen. Tegneseriemediet er blevet mere respekteret som en selvstændig kunstform i den litterære verden, hvilket ikke mindst den biografaktuelle tegneserie "Watchmen" har været med til at fastslå. Sammen med Frank Millers "The Dark Knight Returns" brød den grænserne for, hvad en tegneserie kunne præstere, og det er bl.a. også de tos fortjeneste, at nogle af de dygtigste filmskabere i Hollywood i dag ikke har de mindste forbehold over for at forsøge sig med en tegneseriefilmatisering.

At filmgenren før har haft et dårligt ry er imidlertid forståeligt, for selvom der efterhånden findes adskillelige gode film, der stammer fra hæfterne, så er de langt overgået af de kolossale mængder af skrammel, som de også har leveret materiale til. I anledning af premieren på "Watchmen" har Filmz her kigget på nogle af de bedste og værste af slagsen.

Fem af de bedste:

Foto: Scanbox

Foto: Scanbox

Ghost World (2001)

Daniel Clowes skrev selv manuskriptet til filmatiseringen af sin tegneserie og fik da også sammen med medforfatteren og instruktøren Terry Zwigoff en Oscar-nominering som tak. Det er let at forstå, når man ser filmen, som er en perle af en fortælling, der med humoristisk lune og hjertevarme beretter en rørende og kløgtig historie. Filmen følger pigen Enid, der efter high school har svært ved at passe ind i den fladpandede omverden (hvori "9½ uge" regnes for et filmisk mesterværk). Hendes kynisme forsvinder dog, da hun møder pladenørden Seymour, der ligesom hende selv er lidt af en tabt sjæl. Filmens utallige one-liners leveres med sarkastisk bid af Thora Birch, der understøttes sublimt af Steve Buscemi, som her muligvis leverer sin karrieres allerstærkeste præstation, hvilket ikke siger så lidt.

Foto: Warner Bros

Foto: Warner Bros

The Dark Knight (2008)

"Den bedste film i verden" er "The Dark Knight" efterhånden blevet udråbt til utallige gange på nettet, og selvom den langt fra er det i undertegnedes øjne, så er det dog ikke til at komme udenom, at Christopher Nolans film er et formidabelt værk og den bedste af Batman-filmatiseringerne. Fra første færd synes superheltegenrens sædvanlige konventioner sat ud af kraft, og man sidder tilbage med en urolig følelse af, at alt kan ske i løbet af de næste timer. Mangt og meget er der skrevet om Heath Ledgers stærkt underholdende Joker-rolle, men det er den anspændte stemning som helhed og dens helt, der i modsætning til de fleste af sine trikotbeklædte kollegaer ikke er fejlfri, som først og fremmest holder én naglet til biografsædet, mens den grumme handling udspiller sig.

Foto: Paramount

Foto: Paramount

Iron Man (2008)

Det var dog ikke kun superhelte med lange ører, der duperede i 2008. Selvom "The Dark Knight" bestemt er en mere gennemført helhedsoplevelse, så er Jon Favreaus "Iron Man" på mange måder næsten ligeså interessant. Selvom historien til punkt og prikke følger de sædvanlige konventioner for genren, så er der en attitude og selvbevidsthed over filmen, som er ganske uhørt. Meget af det skyldes ikke mindst Robert Downey Jr., hvis præstation ikke ligner nogen af hans kollegaers. Han udviser en uklædelig glæde og total mangel på beskedenhed over helterollen, og hans afslappede holdning gør det vanskeligt at se, hvor alvorligt han overhovedet tager alt dette. Når man alligevel ender med at holde af ham, skyldes det ikke mindst, at han som en selvcentreret slubbert er så usædvanlig charmende, morsom og befriende uhøjtidelig.

Foto: SF Film

Foto: SF Film

A History of Violence (2005)

Så er der en helt anderledes alvor og dybsindighed over David Cronenbergs "A History of Violence", der er baseret på John Wagners grafiske roman af samme navn. Filmen følger den stilfærdige Tom, hvis fredsommelige natur sættes under forandring, da hans restaurant overfaldes, og han med chokerende effektivitet dræber begge forbrydere. Han bliver hurtigt en lokal helt, men kommer under pres, da hans voldelige fortid indhenter ham. Filmen er en bedragerisk simpel, men temmelig underholdende fortælling, som imidlertid også dækker over en tankevækkende meditation omkring vold og identitet. Tom viser sig ganske rigtigt at dække over en tvivlsom og brutalt fortid, men det er netop selvsamme fortid, der gør ham i stand til at imødegå filmens begivenheder og sikre familiens overlevelse.

Foto: SF Film

Foto: SF Film

Sin City (2005)

Robert Rodriguez har på mange måder haft en interessant, men ujævn karriere. Hans film vidner om hans betydelige evner for at skabe mindeværdige billeder, men de undermineres også ofte af hans svage greb om selve historiefortællingen. Sådan er det dog ikke i "Sin City", hvor alt synes at gå op i en højere enhed, og hvor samarbejdet med tegneseriens skaber, Frank Miller, tilsyneladende har givet Rodriguez det fundament, han har savnet. Filmen fortæller tre voldsomt underholdende historier, der tager deres udgangspunkt i en film noir-agtig verden, som er blevet visualiseret med en næsten surrealistisk kvalitet. Det er derfor også forfejlet, når filmen er blevet kritiseret for at være overfladisk. Det er ikke en film om indhold, men om form, og som sådan er den fuldstændig fremragende.

Fem af de værste:

Foto: Sandrew Metronome

Foto: Sandrew Metronome

Batman & Robin (1997)

Det er ingen kunst at lave en dårlig film – dem findes der læssevis af – men det er trods alt sjældent, at en hel samling af respekterede filmfolk og skuespillere med et stort budget i ryggen laver en film, der er så gennemført rædselsfuld som "Batman & Robin". Alt, hvad der kan gå galt, synes at være gået galt her, hvor hovedpersonerne til forveksling ligner en samling discount-actionfigurer med bizarre brystvorter og gigantiske skridtbeskyttere, der får vores helte til at minde om et par liderbukse i sadomasochistiske dragter. Som om det ikke var slemt nok, skal man også trækkes med et kedsommeligt manuskript fuld af den ene mere idiotiske idé efter den anden samt en uendelig serie forfærdelige one-liners. Det siger noget om Batman-figurens holdbarhed, at han var i stand til at rejse sig igen efter dette komplette makværk.

Foto: MGM

Foto: MGM

Tank Girl (1995)

Alan Martin og Jamie Hewlett var positivt overraskede, da Hollywood besluttede sig for at filmatisere deres undergrundskulttegneserie, men stemningen skulle snart ændre sig, da resultatet så dagens lys. Tegneseriens unikke look er fuldstændig væk i filmen, der mest ligner et afsnit fra en børneserie, og som har en usædvanligt irriterende Lori Petty i hovedrollen. Dertil lægges Ice-T, der spiller en hundemutant med hale og våd næse. På grund af en kaotisk produktion blev nogle af scenerne ikke filmet, og man forsøgte i stedet at lappe hullerne ved at lave dem med tegninger. Som publikum må man konstatere, at selvom de ikke ligefrem er gode, så er de tegnede dele faktisk betydeligt bedre end selve filmen.

Foto: Universal

Foto: Universal

Barb Wire (1996)

At anvende Pamela Anderson som stand-in for Humprey Bogart i denne "Casablanca"-inspirerede fortælling virker ikke ligefrem som en god idé ved første øjekast, og det var det da så sandelig heller ikke. Takket være hendes succes med "Baywatch"-serien mente man, at hun kunne bære sin egen film, men i rollen som den hårdkogte Barb er det kun bh'en, hun kan fylde ud. Hendes totalt manglende evner som skuespiller gør hendes repliklevering smertefuld at overvære, og filmen dræbte da også definitivt hendes filmchancer. "Barb Wire" floppede i biografen, men blev ikke desto mindre flittigt udlejet på VHS, da udeladte scener, hvor Barb danser topløs, blev sat tilbage i filmen. De er vist også den eneste grund til, at nogen frivilligt ville udsætte sig for denne her omgang juks.

Foto: 20th Century Fox

Foto: 20th Century Fox

Nick Fury: Agent of Shield (1998)

Man kan ikke andet end undre sig over David S. Goyer, der har skrevet så fantastiske ting som "The Dark Knight", "Batman Begins" og "Dark City", men også stået bag så rædsomme værker som "Blade Trinity" og ikke mindst "Nick Fury: Agent of Shield". Med selveste David Hasselhoff i hovedrollen ser filmen ikke ligefrem lovende ud, og den er vist også ment som en slags vits, selvom man ofte er i tvivl, om de involverede nu også er klar over det. Filmen blev lavet direkte til tv, hvilket medførte, at effekterne ikke ligefrem var voldsomt imponerende, men de er såmænd det mindste problem i denne film, hvori Hasselhoff mest af alt lyder som en med konstant forstoppelse. Det eneste positive ved filmen er, at den på alle planer er så amatøragtigt udført, at den faktisk ender med at være ret underholdende omend på ufrivillig vis.

Foto: SF Film

Foto: SF Film

The League of Extraordinary Gentlemen (2003)

Det samme kan ikke siges om "The League of Extraordinary Gentlemen", der blot er en gennemført dårlig og søvndyssende oplevelse. Sean Connery spiller den opdagelsesrejsende Allan Quatermain, der skal samle et hold med ekstraordinære evner, heriblandt den usynlige mand, Mr. Hyde og Kaptajn Nemo. Hvad, der lyder som et spændende præmis, ender dog i stedet i en serie komplet uengagerende actionstykker, som ser lige så falske ud som Connerys paryk. Filmens personer er alle overfladiske klicher, og det er tankevækkende at selv en af hovedpersonernes dødsfald efterlader en fuldstændig kold. Når Alan Moore i dag nægter at se filmatiseringerne af hans egne tegneserier, så er det en nærliggende tanke, at "The League of Extraordinary Gentlemen" har en stor del af skylden.