Daniel Craigs svanesang som James Bond bliver agentens hidtil længste eventyr — i hvert fald når det kommer til spillefilmslængden.

Som det først blev rapporteret af IndieWire, har Cary Fukunagas “No Time to Die” fået offentliggjort sin officielle spilletid: 163 minutter. Det er 15 minutter længere end den tidligere rekordholder, “Spectre”, der også havde Craig i rollen som den Martini-elskende MI6-agent.

Det betyder også, at de fire længste Bond-film nogensinde nu alle er med Craig som frontfigur. Efter “Spectre” kommer nemlig “Casino Royale” med 144 minutter og “Skyfall” med 143 minutter. Den resterende Craig-film “Quantum of Solace” er omvendt den korteste Bond-film med kun 106 minutter.

“No Time to Die” har da også meget at skulle nå omkring. Som vi så i den seneste trailer, virker det som om, filmen vil forsøge at samle handlingerne fra den første til den seneste Craig-film til en tilfredsstillende og værdig afslutning på Craig-æraen.

Læs også: “Amazon opkøber MGM Studios: James Bond-franchisen får et nyt hjem”

Filmen vil også introducere os til nye spillere, såsom Rami Maleks terroristleder, Lyutsifer Safin, Ana de Armas’ CIA-agent, Paloma, og Lashana Lynch som den nye 007-agent Nomi.

Samtidig kan vi se frem til masser af velkendte ansigter. Både Christoph Waltz og Léa Seydoux, der begge blev introduceret i “Spectre”, er tilbage som hhv. Blofeld og Madeleine Swann. Derudover er Jeffrey Wright også tilbage som Felix Leiter, Ralph Fiennes er tilbage som M og Ben Whishaw spiller igen Q.

“No Time to Die” får premiere den 30. september.



Vis kommentarer (1)
Gravatar

#1 sraw rats 2 år siden

Det minder mig om da man spurgte Mark Hamill om The last Jedi.
Hvor han så siger øøøøhh... det er den længste star wars film...

Skriv ny kommentar: