Reservoir Dansk

Du behøver kun tre ting for at lave en film. Skuespillere – der spiller en bankrøver, tre betjente og en eks-kæreste – et hotelværelse og et smart manuskript. De tre ting har “3 ting”. Og ikke meget andet. Du behøver ikke mere. Det vidste Jens Dahl, da han skrev manuskript til “Pusher”, og det viser han nu som debut-instruktør i en rigtig røver-historie.

Det er dog hverken “Pusher” eller nyere, lokal nordic noir, jeg først kommer til at tænke på i mødet med Dahls “3 ting”. Det er derimod en anden debutant. Hans navn var Quentin Tarantino tilbage i 1992, da han med “Reservoir Dogs” placerede seks røvere i et lagerlokale, hvorfra de kunne fortælle historien om kuppet og spekulere på, hvem der mon tog røven på hvem. Nikolaj Coster-Waldau sidder også på det her hotel-værelse, fordi han har medvirket til et kup. 60 millioner kroner fra en værdicentral. Han blev snuppet – nu vil han vidne imod den serbiske mafia for frihed og et nyt liv i Spanien. Men der er lige tre betingelser.

De tre ting sætter gang i den fastlåste situation på hotellet, hvor politianklageren ledsaget af to betjente vil have svar: Hvordan foregik røveriet, der blev udført med sprængstof og militant præcision? Hvem var den danske mellemmand med jysk dialekt og elefanthue? Og hvem skød og dræbte en betjent den aften? Svar! Fortæl! Og det gør Coster-Waldau så, hvis han da ellers får sine tre ting opfyldt.

Herfra står den på manipulerende snik-snak og røver-historier. For kan man overhovedet stole på fortælleren? Kan man stole på den hidsige betjent, der da vist taler jysk? Kommer serberne og likviderer vidnet inden morgendagens retsmøde? Og hvorfor ringer den ene betjents kone hele tiden? Spørgsmål og motiver er der nok af i den her danske slags usual suspects, der dog aldrig forlader hotellet. Ikke engang til flashbacks. Du må forestille dig det hele – nærmest som med en god podcast.

Sammenlignet med “Reservoir Dogs” mangler Dahls danske håndlangere dog dialogen. Krimi-tvivlen har tjekket ind på hotelværelset, imens den dynamiske ping-pong-dialog stadig står og venter nede i foyeren. Birgittes Hjorts Rødovre-dulle er ganske vist ganske kæk, når hun siger, at hun ville ønske, at den kriminelle eks havde haft en større pik, når han alligevel nu skulle tage røven på hende dengang for syv år siden, hvor han skred. Så ville smerten ikke være kommet snigende, men ramt med det samme. Av! Til gengæld afslører Dahl sin egen alder, når den selv samme Hjort fremhæver Robert Redford som en drømmemand. En white trash-kvinde i 20’erne aner sgu da ikke, hvem Robert Redford er!