En anden slags tju-bang-film

Hva’ Søren skete der lige dér?! “A Blast” kan oversættes med skud eller brag, og selv om den her græske film måske ikke kan sidestilles med at stoppe en pistolkugle med sin egen krop, er den stadigvæk en overrumplende og eksplosiv oplevelse. Fuld af græske eder og forbandelser og så meget nøgen krop, at Parthenon-frisen til sammenligning ligner et teselskab i burka.

Det hele begynder og ender med Angeliki Papoulia, der i rollen som Maria ryger af indestængt vrede forklædt som livsappetit. Åbningen er udramatisk, men med en bidsk tone, der forudsiger voldsomme opbrud. Man ved aldrig om Maria og søsteren Gogo er alvorlige eller bare rister hinanden lidt. Usikkerheden er en vedholdende faktor i Syllas Tzoumerkas og Youla Badoulis’ opklippede historie. En usikkerhed, der også peger tilbage på selve benzinen på Marias bål – den uvisse fremtid i et kriseramt land.

Strukturen er knivskarp med en passende brug af flashbacks, der siger lige præcis nok. Maria møder Yannis og forelsker sig betingelsesløst, altså bortset fra en masse betingelser om evig kærlighed og troskab når han er ude at sejle. Uden at fastsætte tider eller steder alt for nøje får Tzoumerkas alligevel givet klart signal om sine karakterers håb og drømme, eller hvad der nu er tilbage, når pengene er væk. Et øjekast eller en tøven i en sætning er de gennemtænkte og velspillede virkemidler, der giver fortællingen dybde.

Men så begynder skænderierne. Maria er på alle måder i sine følelsers vold, hvilket til tider får dramaet til at kamme over i absurd råberi. Alt kan åbenbart løses ved at hæve stemmen, og de hårde orde sprøjter ud som klyngebomber, der rammer alle. Jeg køber ikke helt, at høj volumen skaber mere intensitet. Jeg blev træt af de høje brøl. Men jeg er så også bare en følelsesforskrækket dansker, der kun kender grækerne som stoiske kaffedrikkere, der hviler det meste af dagen, så tyskerne har bedre plads på stranden.

Naturen har rollen som det smukke bagtæppe, der tilbyder en redning ud af den uløselige knude, som langsomt åbenbares. Men også den tørre, nærige modspiller, der varmer alle til kogepunktet under en økonomisk krise. Det store og det små rykker i hinanden, den samspilsramte familie og staten er ved at kvæles i et græsk-romersk brydetag. Den sidste udvej bliver efterhånden den eneste. Maria er et voldsomt bekendtskab og ikke en entydig sympatisk ‘heltinde’, men Papoulia får troværdigt skildret, hvorfor hun har lyst til at brage hovedet ind i en mur.