Søg på Filmz
Avanceret søgningUdvalgte videoer
Filmz-afstemning
Stemmer i alt: 60Hvilken premierefilm i august ser du mest frem til?
- The Expendables55%
- Toy Story 332%
- Luftens sidste mester8%
- The Karate Kid3%
- Vampires Suck2%
- Hævnen0%
- Anden premierefilm0%
Dato: 03. marts 2010 Af: Jonas Pedersen (kilgore) - Skriv din mening i forummet
Alice tilbage i Wonderland
Lewis Carrols klassiske fortælling "Alice i Eventyrland" er blevet iscenesat et hav af gange, siden bogen udkom i 1865. I år er det så blevet eventyrmesteren Tim Burtons tur til at vise sin version, der ivrigt låner elementer fra hele Carrols forfatterskab og forholder sig ganske frit til sit forlæg. Konstellationen Burton og "Alice i Eventyrland" vækker store forventninger om en sprudlende original fortolkning. Desværre er det langt fra resultatet.
Foto: Disney
Alice, der som lille pige besøgte det forunderlige eventyrland, er nu blevet en ung kvinde på 19 år. Tiden er sat i det victorianske sene 1800-tal, og Alice står foran at skulle forloves med en utiltalende aristokrat. Midt under forlovelsen flygter hun imidlertid for at eftersætte en mystisk hvid kanin ned til barndommens eventyrland, hvor de krøllede særlinge som Den Skøre Hattemager og den usynlige kat forventningsfuldt modtager hende. Men denne gang venter der hende en særlig opgave. Hun er nemlig forudset til med sværd i hånd at skulle besejre den onde røde dronning, så der igen kan blive fred i eventyrlandet.
Burton var på papiret selvskreven som instruktør til en ny version af den klassiske historie om Alice, og det vækker derfor stor undren, at resultatet er endt som en kejtet og ganske traditionel eventyrfilm. Med Burtons mange unikke og originale eventyrverdener in mente forbløffes man simpelthen over, at "Alice i Eventyrland" for det meste fremstår helt igennem konventionel. Mest uforståeligt er det, at man har fjernet den herligt fragmenterede og absurde fortælling, der netop er kendetegnende ved Carrols historie, for i stedet at skære det hele efter en tyndslidt eventyrskabelon, der er tæt på at planke "Narnia"-filmene og "Den uendelige historie". Dertil virker det besynderligt, at Alice nu skal være en næsten fuldvoksen kvinde på 19 år, der stavrer rundt i det barnlige eventyrland og slås mod drager og deslige. Hvad skal det til for, spørger man konstant sig selv. Filmen påstår hårdnakket, at det gør hende til en mere selvstændig kvinde, men det forbliver et rungende postulat.
Foto: Disney
Forunderligt er det også. at Burton formår at få så forholdsvist lidt ud af de rablende skæve karakterer, der befolker Eventyrlandet. De er der ellers alle sammen, men her er de kedeligt reduceret til spøjse statister omkring Alices ret ligegyldige kamp mod den onde dronning. Jovist har Hattemageren fået en ganske fremtrædende rolle, men i Johnny Depps spil bliver det overraskende ikke til meget mere end en storsminket blanding af Jack Sparrow og Willy Wonka.
Når alt dette er sagt skal det indrømmes, at den visuelle udførelse ofte er ganske betagende, som da Alice falder ned gennem kaninhullet, og alskens ragelse flakser forbi hende. I 3D har det nogenlunde samme effekt som en svimlende rutsjebanetur. Det Burton'ske touch titter da også frem hist og her. F.eks. fremstår den onde dronning herligt grotesk med sit store hoved, der jævnligt blusser rødt, inden hun arrigt eksekverer en dødsdom over en eller anden. Men man må ærgerligt konstatere, at der stadig er langt til de eventyrlige gotisk (u)hyggelige verdener, som Burton skabte i film som "Edward saksehånd" og "The Nightmare Before Christmas".
Foto: Disney
Vurdering: Alice i Eventyrland (2010)
"Alice i Eventyrland" er i Tim Burtons hænder ikke blevet det store eventyr, man kunne forvente sig, men derimod et stykke ujævnt mainstream-fantasy, hvor galskaben har måttet vige for pænhed og forudsigelighed. Til tider er det flot og medrivende, men Disney og Burton har ikke her skabt en film, der står mål med Lewis Carrols fantastiske eventyr. Det gjorde Disney imidlertid tilbage i 1951 i en syret og rablende tegnefilmsversion, der fortjener en varm anbefaling herfra.

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dagens nyheder alle hverdage. Indtast din mailadresse i boksen og klik "Tilmeld".
Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at anbefale dig at opgradere din browser.


