Foruroligende stedfortrædere

De fleste film tager dig trygt under armen og følger dig gennem handlingen, mens de omhyggeligt forklarer, hvad du skal tænke/mene/føle om de igangværende begivenheder, inden de afslutter det hele med en velanbragt meningsfuld afrunding.

Den græske instruktør Giorgos Lanthimos laver imidlertid ikke den slags film. I stedet skaber han filmoplevelser, hvor det er et åbent spørgsmål, præcis hvordan man skal forholde sig til indholdet, og hvad der rent faktisk sker. Der er gerne en god bid humor involveret, men filmen gør aldrig opmærksom på, hvorvidt den nu er komisk eller ej, og enhver latter ledsages derfor også af en utryg fornemmelse. Lanthimos overraskede alt og alle, da hans fremragende sort-makabre “Dogtooth” blev Oscar-nomineret i kategorien bedste udenlandske film til trods for, at den ligger omtrent så langt væk fra de vanlige Oscar-film, som man stort set kan komme.

Det er heller ikke just typisk Oscar-materiale, vi præsenteres for i “Alperne”. Filmen følger en lille gruppe, der netop kalder sig Alperne, og som består af en sygeplejerske, en ambulancefører samt en gymnast og hendes træner, der ved siden af den daglige tjans også fungerer som “udlejere” af sig selv. Til lindring for de, der har mistet deres kære, overtager en af gruppens medlemmer den afdødes rolle og spiller den savnede person i hverdagen med alt det, der følger med.

Vi er med andre ord ikke så langt fra det fiktive univers i “Dogtooth”, og denne medlidenhedsgerning er på sin vis sympatisk, men også dybt foruroligende og decideret syg alt efter synsvinkel. Præcis hvordan det hele hænger sammen kommer kun langsomt til udtryk, og selv da er det fortsat op til os selv at sætte stykkerne sammen til et nogenlunde meningsfuldt hele. Aggeliki Papoulia, der også spillede med i “Dogtooth”, er sygeplejersken, som for alvor kommer til at skubbe til sagerne, da hun overtager en rolle som en dræbt datter og gradvist begynder at foretrække den rolle frem for sit virkelige liv. En tilgang, der er uforenelig med gruppens opfattelse af tingene.

Som tidligere holder Lanthimos det hele lidt på afstand og bygger filmen op med observerende billeder, der følelseskoldt registrerer begivenhederne. Situationerne krydres med sort-komisk humor, såsom når den ikke helt unge Papoulia skal forestille at være en purung skolepige, eller når et selvhøjtideligt medlem af gruppen vil have, at de andre skal kalde ham Mont Blanc – for det er jo det højeste bjerg i alperne. Absurditeterne bliver ikke mindre af skuespillet, der er bevist stift, og replikkerne bliver leveret uden antydning af følelse eller indlevelse. I bund og grund er vi vidne til en gruppe gode skuespillere, der leverer en samling bevidst dårlige præstationer, og det føles omtrent så bizart, som det lyder, men er samtidigt sært opslugende.