Far out

I år 2002 så det sort ud for Seth MacFarlane. Den dengang blot 28-årige producer havde fået lov til at realisere sit drømmeprojekt: Tegnefilmserien “Family Guy”. Men dalende seertal fik mange af MacFarlanes kollegaer til at smutte i panik før produktionen af seriens tredje sæson, hvorefter tv-stationen Fox trak stikket ud. MacFarlanes skæbne var tilsyneladende at blive endnu et kadaver på sendefladens blodige slagmark. Her syv år senere i 2009 er 35-årige MacFarlane en succesrig mangemillionær. Hans genoplivede “Family Guy” har taget verden med storm og scoret kassen på alskens merchandise. De, som i sin tid fyrede MacFarlane, står nu i kø for at lytte til hans ideer, som har ført til skabelsen af en hel stribe populære, animerede komedieserier såsom “American Dad!”.

Og MacFarlane fortjener den succes, han har haft, siden “Family Guy”-dvd’ernes sensationelle salgstal overbeviste Fox om at give serien endnu en chance. Javist, der er en del rådne æbler blandt de mange episoder af både “Family Guy” og “American Dad!”. Men i en tid, hvor tv-kanaler maskerer ultrakonservativ propaganda som sandheden, hvor minoriteter for alvor undermineres, og hvor forfattere finder det sværere og sværere at undgå censur, invaderer McFarlane kroppen via lattermusklerne og tvinger os til at få øjnene op for virkelighedens urimeligheder med håndtegnede overdrivelser, der fremmer forståelsen.

Det kan godt være, at mange af MacFarlanes jokes rammer skævt, men han er til gengæld en af USA’s få tv-producenter, som vitterligt tør skyde med skarpt efter de rigtige mål – lige fra manglende våbenkontrol og diskrimination grundet køn, seksualitet eller religion til politisk korruption og den efterhånden grinagtige frygt for sex og fyord på amerikansk tv… en frygt, som MacFarlane selv har måttet bekæmpe jævnligt i sin rolle som producer på to af sendefladens mest sjofle tv-serier. Og der er flere afsnit her i 1. sæson af “American Dad!”, som netop understreger MacFarlanes imponerende evne til at kombinere undergravende satire med uhøjtidelig sjov og ballade i én dejlig cocktail.

I afsnittet “Homeland Insecurity” indespærres et irakisk ægtepar af seriens hovedperson, familiefaderen (og CIA-agenten) Stan Smith, fordi han er overbevist om, at de er terrorister alene på grund af deres etnicitet. I de 20 minutter, afsnittet varer, får manuskriptforfatterne både nedsablet et hav af fordomme og mønstret et utal af frydelige jokes – en lang sketch inspireret af Coen-brødrenes “Fargo” må regnes som højdepunktet. I dobbeltafsnittet “Stan of Arabia” drager Stan og hans familie til Saudi Arabien, og her udsættes blind tro og brutale, middelalderlige ritualer og regler også for et kækt og velkomment møgfald. Og i “A Smith in the Hand” overtager Stan den lokale tv-station for at undgå, at hans søn kommer til at lære noget som helst om sex. Episoden fremhæver fornemt idiotien i overdreven censur.

Der er dog også en del mindre mindeværdige episoder og mange ineffektive punchlines – især i starten af sæsonen, hvor universet og figurerne føles underudviklet. “American Dad!” er blevet kritiseret for at plagiere “Family Guy”, og der er da også mange slående ligheder mellem de to serier. Begge omhandler en familie bestående af bl.a. en stupid far, en nørdet søn og en oprørsk datter. Men eftersom “American Dad!”-episoderne (modsat “Family Guy”) sjældent afbrydes af vanvittige flashbacks eller intertekstuelle referencer, får figurerne både god tid til at vinde vores gunst og til at træde ud af skyggen kastet af søsterseriens populære figurer. Ud over Stan må de sjoveste karakterer være rumvæsenet Roger, familiens muterede, tyske guldfisk Klaus samt Stans muntre, selvfikserede chef, som selveste Patrick Stewart lægger stemme til.

Video

Præsenteret i 1.33:1 full screen-format. “American Dad!” ser glimrende ud på dvd. Her er ingen af de ujævne kanter eller komprimeringsfejl, der har plaget dvd-udgivelserne af “Family Guy”. Edge-enhancement forekommer indimellem, men farverne er mætte, rene og bløder aldrig. Billedet er skarpt, kontrastgengivelsen er upåklagelig, og hverken snavs eller udtværinger figurerer.

Audio

“American Dad!” ser bedre ud end “Family Guy” på dvd, men den lyder til gengæld nøjagtig lige så godt. Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. Panoreringerne er naturlige og overbevisende, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis. Replikkerne kommer desuden klart igennem.

Ekstramateriale

Flere af seriens skuespillere, producere, forfattere og instruktører har indtalt kommentarer til samtlige afsnit. Man savner en smule at høre fra Seth MacFarlane, som var god til at levere interessante anekdoter under kommentarsporene til “Family Guy”-afsnittene. Men fans af “American Dad!” bør under alle omstændigheder lytte til kommentarsporene, som byder på alskens interessante historier om alt fra manuskripternes udvikling til scener, der ikke kom med i de endelige udgaver af episoderne.

Resten af ekstramaterialet befinder sig på udgivelsens 3. (og sidste) disk. Her er 16 minutters slettede scener af svingende (men tit forbavsende høj) kvalitet, adskillige storyboards, gemytlige tv-reklamer for både “American Dad!” og “Family Guy”, morsomme videouddrag fra et møde, hvor skuespillerne læser deres replikker højt (det er især fascinerende at overvære Seth MacFarlane fyre så mange forskelligartede stemmer af), samt tre glimrende dokumentarer (samlet varighed: ca. 52 min.) omhandlende især skuespillerne, skabelsen af serien og en unik live-opførelse af et enkelt afsnits replikker.