Hvem ka’? Amerika!

Modsat Seth MacFarlanes første animerede komedieserie, “Family Guy”, er den kreative sjæls andet påhit, “American Dad!”, kun blevet bedre med alderen. Føljetonens første årgang var ganske hæderlig, men den anden sæson er overlegen i enhver henseende. Vitserne er bedre, der er flere af dem, adskillige nye, fornøjelige karakterer føjes til persongalleriet, og manuskriptforfatterne planter hyppigere deres tænder i saftige, kontroversielle emner – lige fra den amerikanske våbenlov og homofobi, til religion og abort.

Ingen personlige holdninger, politiske synsvinkler eller religiøse overbevisninger er for hellige til at blive hånet af forfatterstabens dristige mænd og kvinder – og tak gud for deres vovemod, for det er alt for sjældent, at en tv-serie virkelig tør gå i flæsket på alle de ideologiske stridigheder, der adskiller os. Sendefladen havde været langt svagere (og verden langt kedeligere) uden provokatører som Matt Stone, Trey Parker og Seth MacFarlane.

Jokekvotienten er ganske vist sjældent lige så høj i det traditionelle “American Dad!”-afsnit som i den gængse “Family Guy”-episode, men de to serier har også hver deres trumfkort. En af de dejlige ting ved “American Dad!” i forhold til “Family Guy” er, at karaktererne faktisk synes at udvikle sig en smule. Decideret karakterdrevet drama er der naturligvis intet af, og karaktererne gennemgår ingen epokegørende transformationer. Men figurerne har forhold og ambitioner, som udvikler sig, og fordi “American Dad!” samtidig ikke fokuserer lige så meget på sine bifigurer som sine hovedpersoner eller konstant klipper til forrykte flashbacks, begynder man faktisk at holde af figurerne i stedet for blot at betragte dem som åndløse vittighedsformidlere. Derfor vækker “American Dad!” indimellem glædelige minder om “The Simpsons” tilbage i dens storhedstid i midten af 1990’erne.

Blandt sæsonens mange højdepunkter finder vi “Stannie Get Your Gun”, hvor Stan og datteren Hayley tager forbi det amerikanske våbenforbunds forlystelsespark (!). I “Camp Refoogee” drager Stan og familien til Afrika og oplever rædslerne i flygtningelejrene på klos hold i et afsnit, der får klemt lige så mange jokes ind som skarpe observationer af den vestlige verdens ligegyldighed over for den tredje verden. I “Lincoln Lover” beslutter Stan sig for at blive homoseksuel, så den ultrakonservative CIA-agent kan få lov til at tale til et republikansk konvent. Stans tale til slut er ikke blot hylende morsom, den er næsten inspirerende. Men “Dungeons and Wagons” er uden tvivl sæsonens bedste episode – et afsnit, der foregår lige så meget i familiens hjemby som i en virtuel, billedskøn videospilsverden á la den i “World of Warcraft”, hvori Stans børn jager monstre og skatte i visuelt lamslående sekvenser understøttet af fabelagtig, grandios musik af Ron Jones.

Video

Præsenteret i 1.33:1 full screen-format. 2. sæson af “American Dad!” ser nøjagtig lige så godt ud som den foregående. Her er ingen af de ujævne kanter eller komprimeringsfejl, der har plaget dvd-udgivelserne af “Family Guy”. Edge-enhancement forekommer indimellem, men farverne er mætte, rene og bløder aldrig. Billedet er skarpt, kontrastgengivelsen er upåklagelig, og hverken snavs eller udtværinger figurerer.

Audio

2. årgang af “American Dad!” lyder også lige så godt som den første. Hvert afsnits lydside præsenteres i Dolby Digital 5.1. Panoreringerne er naturlige og overbevisende, men der er kun få af dem, og atmosfæren er ikke ligefrem overrumplende imponerende. Brugen af subwooferen er tilpas, støj forekommer aldrig, og som sædvanligt udnytter seriens musikalske indslag hele kanalnetværket på fin vis. Replikkerne kommer desuden klart igennem.

Ekstramateriale

Adskillige af seriens skuespillere, producere, instruktører og tegnere har indtalt kommentarspor til samtlige afsnit. Kommentarsporene er faktisk en anelse mere underholdende end dem, der blev indtalt til 1. sæsons episoder – måske fordi deltagerne nu er mere vante til at indspille dem. I løbet af de omtrent 420 minutter, kommentarsporene sammenlagt varer, diskes der op med alt fra fascinerende anekdoter om animationsarbejdet og skuespillernes indsats, til muntre jokes og bemærkninger om både afsnittene og dem, som skruede dem sammen. Man kan desuden studere adskillige storyboards til episoderne, der er 33 minutters ofte morsomme slettede scener og cirka 40 minutters dokumentarer, hvori folkene bag serien bl.a. debatterer deres yndlingsafsnit og seriens politiske allegorier.